Søg

Gorm har styr på energien

Der er ikke så meget glamour over kældrene under Style & Wellness College Aalborg og Dental College Aalborg. Med hvad der måtte savnes her i stil og kølig elegance bliver hentet i varme kontanter.

Vagtmester Gorm Vaabengaard sidder bøjet over en computerskærm, der lidt umotiveret har fundet sig en plads på et bord midt mellem et større lager af lysstofrør, armaturer og reservedele. På skærmen følger han en række søjler, der sladrer om, hvad der forbruges af energi og vand på etagerne ovenover. Det kræver en del, når der er tale om 1400 kvadratmeter skole. Men det kan der gøres noget ved.

”Jeg tænker som derhjemme,” er Gorm Vaabengaards forklaring på, at det på to måneder er lykkedes at spare 1.300 kWh på strømmen, 125 kbm på fjernvarmeforbruget og 25 kbm på vandforbruget. Det er efterhånden blevet en ren refleks, at når Gorm går forbi noget, der kører eller er tændt, så bliver der slukket. Det bliver suppleret med overvågningssoftware, der hele tiden holder et vågent øje med forbruget.

Varmemester, pedel, Rørdalsvej
Selvom Dental College Aalborgs bygning er helt ny, kan Gorm Vaabengaard finde måder at optimere indstillingerne og finde besparelser.

Et vågent øje
”Det første der sker, når jeg møder om morgenen er, at jeg logger på overvågningssystemet. Det er den eneste måde jeg kan se, om der er noget, der er løbet løbsk. Et defekt toilet kan hurtigt bruge en masse vand.”
Selvom Gorm har et vågent øje på mulige grådige maskiner og overflødigt lys, så får han også en håndsrækning fra en masse små hjælpere.

En mindre hær af uge- og døgnure sørger for at intet kører, når der ikke er brug for det. Vandautomater og automater med kølige drikke kan godt slappe lidt af, når natten falder på, informationsskærme holder deres viden for sig selv, når alle er gået hjem og autoklaver og PC-tårne står helt af.

”Jeg har hidtil koncentreret mig om Dental College Aalborg. For selv om det er en ny bygning, kan energiforbruget sagtens optimeres,” fortæller Gorm Vaabengaard, mens hans kaster et blik termostaten på en radiator, som han passerer – for man kunne jo aldrig vide om, den trængte til at få et lille nøk.