Søg

Svinekød i særklasse

Food College Aalborgs slagterbutik har torsdag den 1. maj 2014 premiere på nogle ganske særlige råvarer. For det bliver første dag med svinekød, der er så tæt, som det er muligt på konceptet ”lokale råvarer”.

På Agri College Aalborg gør man alt for, at gårdens grise vokser op under optimale forhold med knæhøj halmstrøelse og gode muligheder for adspredelse. Derfor er det også nærliggende at bruge resultatet af elevernes arbejde på gården på Struervej i slagterbutikken på Food College Aalborg.

”Det giver en hel særlig struktur i kødet, når de vokser op på denne måde og bliver slagtet uden stress,” konstaterer detailslagter Dennis Christensen, der står for indkøb på Food College Aalborg. ”Det sidste sikrer også, at smagen bliver optimal.”

På torsdag byder slagtereleverne desuden på smagsprøver – direkte fra grill.

Grise fra Agri College Aalborg

Det gode griseliv på Agri College Aalborg giver krølle på halen og opdagelseslyst.

Slagtere fra Food College
På Food College Aalborg bliver grisene fra Agri College Aalborg forvandlet til velsmagende produkter til slagterbutikken.