Søg

Tech Colleges nye elever med til Study Aalborg Event

5. september skal alle nystartede grundforløbselever med til Study Aalborg Event. En dag med bevægelse og musik for alle Aalborgs ungdomsuddannelser, skabt i samarbejde mellem Aalborg Kommune og ungdomsuddannelsesinstitutionerne.

Alle Aalborgs ungdomsuddannelser
Study Aalborg Event samler op mod 5.600 unge fra alle Aalborgs ungdomsuddannelser – heriblandt nye elever fra Tech College Aalborgs erhvervsuddannelser, EUX og HTX. Eleverne skal deltage i forskellige aktiviteter: Zumba, klatring, petanque, stafetløb, tovtrækning og meget mere. Undervejs spiller unge fra nogle af uddannelserne live-musik for de øvrige deltagere. Aktiviteterne foregår omkring Nordkraft, i Karolinelund og i Østre Anlæg.
Study Aalborg Event er en del af Aalborg i Rødt, så byen summer af aktiviteter som eleverne kan opleve om eftermiddagen når Study Aalborg Event er slut.