Søg

10 fagretninger på Grundforløb 1 fra august 2015

Når reformen af erhvervsuddannelserne træder i kraft i august 2015 bliver grundforløbet delt i to gange et halvt år – kaldet Grundforløb 1 (GF1) og Grundforløb 2 (GF2). Grundforløb 1 er kun for elever der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse – eller op til et år efter – og det er ét af de nye tiltag i reformen.

En god introduktion til fagene

Elever på Grundforløb 1 skal vælge en fagretning. Fagretningen er et introducerende forløb, som gennem en række projekter præsenterer eleverne for en vifte af beslægtede fag. Målet er primært at kvalificere elevens endelige valg af faglig uddannelse. Derudover får eleverne en grundlæggende forståelse for andre fag som kan komme dem til gavn, når de senere i livet skal arbejde sammen med kolleger herfra.

Vi har valgt at gøre det overskueligt

Med over 50 faglige uddannelser har det været et stort arbejde at udvikle fagretningerne. ”Skolen har bevidst valgt at begrænse antallet af fagretninger mest muligt”, fortæller projektleder Tina Grønborg, ”vi tilbyder i princippet seks forskellige fagretninger på GF1 i Aalborg. De to af dem dubleres som EUX-fagretninger og så har vi en fagretning i Hadsund og én i Hobro – så derfor er det 10”.

To fagretninger til EUX

To af fagretningerne er rettet mod vores EUX-uddannelser. De er parallelle til fagretninger for de almindelige erhvervsuddannelser da EUX-eleverne skal have samme faglighed på Grundforløb 1. Men derudover skal de have nogle gymnasiefag der hører til EUX-uddannelsen. Læs mere om Tech College Aalborgs 10 EUX-uddannelser her.

Otte fagretninger til erhvervsuddannelser

De otte øvrige fagretninger dækker de mange erhvervsuddannelser, Tech College Aalborg udbyder. Eksempelvis introducerer fagretningen ”Landbrug, dyr, planter og natur” til uddannelserne på Agri College, og en fagretning som ”El, byggeri og energi” introducerer til vores mange forskellige uddannelser inden for byggefagene: Elektrikere, tømrere, malere og meget mere. Fagretningen ”IT, web og medier” dækker de mange it-relaterede uddannelser, ”Mad, oplevelser og stil”-fagretningen peger på uddannelser fra de tre colleger Food, Dental og Style & Wellness, og til bl.a. metal- og mekaniker-fagene er der fagretningen ”Konstruktion, produktion og biler”.

Her kan du se de 10 fagretninger du kan vælge på Tech College Aalborg, og de fag som fagretningerne peger henimod.