Søg

Aalborg Portland er Årets Læreplads 2014

Tech College Aalborg har kåret Aalborg Portland til Årets Læreplads 2014.

Hvert år udskriver Danske Erhvervsskoler-Lederne en landsdækkende konkurrence hvor elever i lære kan indstille deres læreplads hvis de synes den giver dem særlig god læretid. Den lokale vinder for Tech College Aalborg blev Aalborg Portland – blandt andet fordi virksomheden blev indstillet af ikke mindre end fem elever fra forskellige fag.

En stor ære for Aalborg Portland

Kåringen blev markeret med en lille ceremoni torsdag eftermiddag på Aalborg Portland hvor bl.a. lærlingene, deres afdelingsledere, repræsentanter fra Tech College Aalborg og praktikcenteret deltog. ”Det er en stor ære for os at modtage denne pris”, sagde Aalborg Portlands produktionsdirektør Jesper Høstgaard-Jensen og fortalte at han godt kunne huske hvor vigtigt det er at få en god start, fra da han selv var 20 år og skulle begynde på arbejdsmarkedet.

Vægt på både det faglige og det sociale

Per Dennis Kristensen, praktikcenterleder ved Tech College Aalborg, afslørede at udvælgelseskomiteen havde lagt vægt på både det store antal indstillinger, og at Aalborg Portland var et sted hvor lærlinge bliver dygtige, får udfordringer og kommer rundt i forskellige afdelinger. Og så at lærlingene i indstillingerne også fortæller at det sociale miljø på arbejdspladsen er godt. Han citerede fra nogle af lærlingenes begrundelser: ”Jeg er glad hver dag jeg står op og skal på arbejde, for der er gode kollegaer og altid nye og spændene udfordringer" og ”skal jeg stille Aalborg Portland på en skala fra 1-10, så vil jeg helt klart give et stort 10 tal”.

Some description

Herefter overrakte Per Dennis Kristensen Aalborg Portland et litografi af kunstneren Jacob Rantzau som bevis for og minde om kåringen som Årets Læreplads 2014.

Elever giver en god dynamik

Aalborg Portlands administrerende direktør Michael Lundgaard Thomsen tilføjede efterfølgende at det betød meget at blive Årets Læreplads. ”Vi har et mål om at vi skal have de bedste lærlinge – også så de kan få et godt job bagefter”. Han takkede lærlingene for indstillingerne og adelingslederne for deres indsats med at skabe gode lærepladser, inden han afsluttende sagde, at Aalborg Portland ”har planer om at tage flere lærlinge i fremtiden. Vi synes det giver en god dynamik på arbejdspladsen”.

Fem elever fra fem forskellige fag

De fem elever, der har indstillet Aalborg Portland er klejnsmed Anders Eriksen, EUX-elektriker Daniel Agerholm Jensen, styring og regulerings elektriker Mathias Kristensen,  industritekniker Rasmus Mogense og automatiktekniker Nick Sigenstrøm Henchel Nielsen. Sidstnævnte mangler på billedet foroven da han lige har været til svendeprøve. Tech College Aalborg fik ca. 25 indstillinger til Årets Læreplads 2014. Skolen har ca. 2.600 elever i lære på forskellige virksomheder. Den landsdækkende konkurrence blev vundet af Føtex i Svendborg.