Søg

Elev fra Technology College Aalborg uddannet i Sverige

Morten Frandsen, nyuddannet it-supporter fra Technolgy College Aalborg, har som den første taget hele den praktiske del af sin uddannelse i Sverige. Han har nemlig siddet to og et halvt år hos Teleperformance i den lille by Ljusdal – ca. 100 km sydvest for Sundsvall.

Enormt udviklende

Morten Frandsen ville prøve noget nyt – komme rigtigt væk hjemmefra – og valget faldt altså på Teleperformance i Sverige: ”Arbejdsmæssigt er det nok det samme”, fortæller han, ”men personlighedsmæssigt har det været enormt udviklende”. Udlandsopholdet har bl.a. betydet at Morten Frandsen har haft langt at rejse, når han skulle på skoleforløb i Aalborg. Men udgifterne hertil har han fået støtte til fra Arbejdsgivernes Uddannelses Bidrag via Uddannelsesministeriets PIU-ordning.


Glade for eleverne

Den svenske afdeling af Teleperformance er glade for elever fra Tech College Aalborg. Selskabet har kontor i over 60 lande, og driver it-support for hele Norden fra Sverige, og dér har ca. 10 elever fra Tech College Aalborg haft dele af deres læretid i løbet af de sidste par år. ”Vi får engagerede og interesserede elever der committer sig til en længere tid”, fortæller Jeppe Kornum, rekrutteringsansvarlig hos Teleperformance der både får god arbejdskraft og samtidig kan give noget tilbage i form af praktisk læretid. Uddannelsen kræver, at eleverne også udfører hands-on arbejde og ikke kun support via telefonen. Derfor har Morten Frandsen også arbejdet et år i Teleperformances tekniske afdeling, så han kunne få hele sin praktik hos Teleperformance.


Elever med efterspurgte kompetencer

Tech College Aalborg sender hvert år mange – sidste år over 100 - elever på lange eller korte ophold rundt om i verden. Ikke blot til Norden og Europa, men også til mere fjerne og eksotiske steder. For eksempel har flere dyrepasserelever været i praktik i Afrika, der har været mekanikerelever i USA, slagterelever i Kina og Korea, malerelever i New Zealand og mange, mange andre. Det internationale element i erhvervsuddannelsen giver eleverne nogle faglige, sproglige, personlige og interkulturelle kompetencer. Kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger – og derfor har Tech College Aalborg da også både en central international projektkonsulent og et korps af decentrale internationale koordinatorer til hver af skolens mange uddannelser. Både til at hjælpe elever og lærere ud i verden på praktik- og studieophold og til at hente internationale kompetencer og inspiration hjem til skolen i Aalborg.

 

På billedet foroven ses Kaj Thybo (PIU-koordinator ved Campus 1), Morten Frandsen med sit svendbrev, Jeppe Kornum fra Teleperformance i Sverige, Frank Rosbach teamleder på data og Carsten Wowk, international projektkonsulent ved Tech College Aalborg.

 Læs mere om muligheder for praktik i udlandet som it-supporter her - eller klik ind under "Rejs og lær" under den uddannelse du ønsker, og læs dine mulighder dér.