Søg

Tre guldmedaljer på Food

Niveauet var imponerende højt da Food College Aalborg i oktober holdt afslutning for kokke og tjenere. Der blev uddelt ikke mindre en 13 medaljer. De syv færdiguddannede tjenere fik alle en medalje – det er aldrig sket før – to af dem af guld.

Helt exceptionelt dygtigt tjenerhold
Guldmedaljen er en ny udmærkelse der kun gives til de allerdygtigste elever. Det kræver at alle elevens karakterer er 12-taller. Også svendeprøvens. Uddannelsesleder Dennis Kindberg, Food College Aalborg, fortæller at da man indførte guldmedaljen, var forventningen at der hvert år ville blive givet én eller to guldmedaljer inden for hvert fag - på landsplan. Så at ét tjenerhold på én skole står med to guldmedaljemodtagere, er helt exceptionelt!

Trivsel og nærvær både fagligt og socialt
For tjenerne blev det til to guld, én sølv og fire bronzemedaljer. Syv medaljer – én til hver af holdets syv elever. Det er aldrig sket før, at alle elever på et hold får medalje. Faglærer Verner Lerche Hansen mener, at resultatet er skabt med engagerede lærere, motiverede elever og ikke mindst fordi der har været tid til at tage sig af den enkelte elev.

De to guldpræmierede tjenere er Mathias Bang Andersen, udlært hos Restaurant Sans i Aalborg og Sofie Rosa Buur, udlært hos Stygge Krumpen i Aalborg.

Some description

Kalvebov og chokoladedessert til guld
Hos kokkene er det Cæcilie Dolleris, udlært hos Musikkens Spisehus i Aalborg, der fik guldmedalje. Til svendeprøven fik hun et 12-tal for sin braiserede kalvebov med løg og champignon efterfulgt af en chokoladedessert. Ud over at være stolt over resultatet kan faglærer Brian Pedersen også bruge det til at motivere sine elever på Food College Aalborg i fremtiden. Til Nordjyske Stiftstidende siger han, at ”Det viser at det ikke er uopnåeligt at få guld. Det viser også at det kan lade sig gøre med almindelig mormormad som kalvebov. At det ikke bare er gourmetmad der giver et 12-tal, det skal bare være lavet på en ærlig og sober måde og være smagt ordentligt til”.

Foruden guldmedaljen til Cæcilie Dolleris blev der givet fire bronze- og en sølvmedalje til kokkene.