Søg

Tech College Mariagerfjord på velbesøgt messe

​Torsdag d. 26 november deltog Tech College Mariagerfjord i den lokale uddannelsesmesse i Hobro Idrætscenter. Cirka 1000 besøgende fra bl.a. alle kommunens 8.-10. klasser lagde vejen forbi de 50 stande med lige dele repræsentanter fra virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Messen blev holdt første gang i 2011 og holdes hvert andet år. Tech College Mariagerfjord har været med fra starten, og også i år var denne stand særdeles velbesøgt. Eleverne på grundforløbet havde forberedt smagsprøver til alle og deltog i messen på fineste vis ved at uddele smagsprøver og villigt svare på spørgsmål. Der blev uddelt næsten 1000 smagsprøver i løbet af dagen, og ud fra de begejstrede udbrud at dømme havde eleverne ramt plet med deres kulinariske kreationer.​ Tømrerne var også repræsenteret med elever, der forklarede og svarede på spørgsmål, mens de lavede juletræsfødder.

​Formålet med messen er, at kommunens unge skal kunne møde især lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner og derigennem få øjnene op for alle de muligheder, der er for uddannelse og arbejde lokalt. Konceptet er dog blevet udvidet i år til også at omfatte andre uddannelsesinstitutioner end de lokale. Derfor deltog bl.a. Praktikcenter Tech College Aalborg også med en velbesøgt stand.

Efter kl. 14 var messen åben for offentligheden, så der kunne forældre, jobcentre og alle andre interesserede kigge indenfor. På scenen var der konkurrencer i Skills-stafetten for alle kommunens 8. klasser, og to af holdene vandt en tur til DM i Skills i Fredericia for hele deres klasse.