Søg

Moderne tider og maskiner hos Media College Aalborg

Nye maskiner, nye samarbejdsaftaler, nye lokaler. Media College Aalborg viser at de grafiske uddannelser ikke er gået i stå.

Der er jævnligt påstande fremme om at skoleområdet er en isoleret verden hvor eleverne lærer teknologi der blev udfaset fra erhvervslivet for flere år siden. At det ikke er rigtigt, kan man se på Media College Aalborg. Alene de seneste samarbejdsaftaler skolen har indgået med X&Co og Piculell, viser at det er moderne maskiner og teknologier grafisk tekniker-eleverne bliver oplært med. ”Grafisk tekniker-uddannelsen på Media College Aalborg tilbyder de bedste betingelser for elever og virksomheder”, fortæller faglærer og praktikpladskonsulent Carsten Kristiansen.

Det nyeste inden for digital tryk

Sammen med X&Co har Media College Aalborg skabt X&Co Academy. Samarbejdet giver begge parter store gevinster. Skolen har investeret i en Xerox Versant 2100 Press – det sidste nye inden for digital tryk. Samarbejdsaftalen betyder at skolen har den nyeste software med til maskinen, og eleverne kan arbejde med farvestyring, web-to-print, workflow og hvad der ellers er værd at kunne, når man skal være på forkant med digital tryk.

Omvendt får X&Co vist Versant-maskinen frem for både fremtidens grafiske teknikere der bliver uddannet i dag, og for kursister på efteruddannelse på Media College Aalborg. Skolen og X&Co kan også udveksle knowhow, kurser og erfaring, så udbyttet er stort for begge parter – og for dem der bliver uddannet.

Moderne trykmaskine

Inden for trykmaskiner arbejder Media College Aalborg sammen med Piculell. Der er investeret i en 4-farvet Komori Lithrone 20 som har alle de automatikker eleverne vil møde i erhvervslivet: Semiautomatisk pladeskift og automatisk afvaskning af gummidug, modtryk og valser. Desuden kører maskinen uden alkohol så arbejdsmiljøet – og miljøet i det hele taget – ikke bliver unødigt belastet.

Media College Aalborg har en moderne 4-farvet Komori Lithrone 20 trykmaskine

Samarbejdet med Piculell indbefatter også software, så Media College Aalborg kan lære elever og kursister at bruge KMS – Komori Management System til CIP-filer – sammen med trykmaskinen.

Attraktivt og aktuelt uddannelsesmiljø

Media College Aalborg gør i det hele taget meget for at sikre et attraktivt og aktuelt uddannelsesmiljø for sine elever og kursister. Foruden de omfattende samarbejdsaftaler med industrien – f.eks. X&Co og Pioculell – har man sidste år gennemført en omfattende ombygning. Skolen har i dag moderne, lyse lokaler med mange muligheder for både fagligt og socialt samvær. Så ja, skoleverdenen er langt fra de ukorrekte påstande om udtjente maskiner og nedslidte lokaler. I hvert fald hos Media College Aalborg.

Samspillet mellem Media College Aalborg og vores samarbejdspartnere betyder at vi er på forkant med udviklingen i branchen”, tilføjer Carsten Kristiansen.

profileimage
Carsten Kristiansen
Faglærer
Praktikcenter
TECHCOLLEGE