Søg

Mekanikerelever on the road

Hvem siger, at et værksted absolut skal holde stille? Seks mekanikerelever fra Praktikcenter Tech College Aalborg bliver denne sommer udfordret på en helt ny måde, når de sammen med deres instruktører skal holde en Fiat Ritmo kørende gennem 10 lande i The Carbage Run.

3000 km, 10 lande, 5 dage i en bil, der er mindst 15 år gammel. Sådan lyder den udfordrende opfordring fra The Carbage Run Danmark. Dén opskrift på en biltur kunne nok stresse en gennemsnitlig familiefar i sølvgrå stationcar. Men naturligvis er mekanikerholdet på Praktikcenter Tech College Aalborg ikke sådan at ryste. De glæder sig til at skifte skolens værksted i Nørresundby ud med en mobil version, når de 27.-31. juli 2015 skal gennemføre The Carbage Run.

– Vi har to biler med i konkurrencen, en Fiat Ritmo og en VW Caravelle. Mekanikereleverne kører i Caravellen, som vi bygger om til et værksted. Idéen er, at eleverne skal kunne reparere hvad som helst når som helst, både på Ritmoen og Caravellen. Det er en anderledes, faglig udfordring, som også stiller nye krav til deres samarbejdsevner og til det sociale samvær, fortæller Kris Ankerstjerne, der er koordinator og skolepraktikinstruktør. Han er en af to instruktører, der deltager i The Carbage Run sammen med eleverne.

Fællesånd og camping

I det hele taget er samarbejde et nøgleord for Praktikcenter Tech College Aalborg. Her gør man en dyd ud af at tænke på tværs af faggrænser, hvilket også reflekteres i dette projekt. Praktikcenterchef Per Dennis Kristensen uddyber:

– The Carbage Run er selvfølgelig en spændende og sjov tur, alene fordi den er et road trip rundt i Europa. Men det er ikke landegrænser, vi går op i. For os er det vigtigt, at mekanikereleverne selv har gjort bilerne klar og skabt det rullende værksted, og at mediegrafikereleverne har fundet på de kreative foliedekorationer til bilerne, som grafisk tekniker-eleverne så igen har printet og monteret, forklarer han.

Undervejs i løbet bliver mekanikernes udfordring sandsynligvis ikke kun at holde deres egne gamle biler kørende. For i The Carbage Run hersker en bilnørdet stemning, der gør det helt naturligt at hjælpe andre deltagere, hvis bil er brudt sammen. Hver aften camperer man sammen med de andre carbagerunners – og mon ikke der bliver tid til lige at sparke dæk og vende dagens reparationer.

– Vi skal finde på et godt navn til vores hold. Måske kalder vi os ”Road Repair”. Det bliver nok meget passende, siger Kris Ankerstjerne med et smil.

Mekanikerelever med to instruktører fra Praktikcenter Tech College Aalborg, klar til The Carbage Run.

Mekanikerelever med to instruktører, klar til The Carbage Run.

Fakta

• The Carbage Run er et hollandsk koncept opfundet i 2009. Her findes løbet i tre versioner – et sommer-, vinter- og knallertløb med i alt ca. 2800 deltagere hvert år.
• Ca. 80 hold har tilmeldt sig det danske løb.
• The Carbage Run er ikke et race på tid. I stedet er vinderholdet dem, der tjener flest point på at løse bestemte opgaver undervejs.

Ruten for The Carbage Run 2015 – mandag d. 27. juli til fredag d. 31. juli 2015:

Dag 1: Padborg – Dresden (Tyskland)
Dag 2: Dresden – Nitra (Slovakiet)
Dag 3: Nitra – Rijeka (Kroatien)
Dag 4: Rijeka – Kirchberg in Tirol (Østrig)
Dag 5: Kirchberg – Emmen (Holland)