Søg

Det første hold vindmølleoperatører uddannet i Nordjylland

Fredag den 27. fejrede det første hold vindmølleoperatører fra Tech College Aalborg afslutningen af deres uddannelse. Og det første hold var også et dygtigt hold – de sluttede med et gennemsnit på 8,7.

Fra venstre på billedet for oven: Fra venstre: Casper Seerup Holdensgaard, Winnie Ravn, Flemming Carstensen, Michael Bruun, Allan Biegel, Lars Kruse Gregersen, Michael Wildenhoft Jakobsen, Jan Bundgaard Mortensen, Morten Leth, Michael Flinthøj og Joe Lehmann Hansen.

Startede af ren nysgerrighed

Alle vindmølleoperatørerne arbejdede i vindmøllebranchen før de begyndte på uddannelsen. Det gælder også Michael Bruun og Allan Biegel der arbejde henholdsvis som støber og som reparatør. ”Vi startede af ren nysgerrighed”, hævder Allan mens Michael uddyber: ”Det er for at få en bred viden om vindmølleproduktion og komposit. Før var vi ansat til at lave én ting – nu kender vi hele processen. Hvad der sker før og efter”. ”Ja, som støber ved du nu hvad der sker hvis der for eksempel er luft i – og som reparatør ved jeg hvad der er gået forud” tilføjer Allan.

Michael og Allan, nyuddannede vindmølleoperatører fra Construction College Aalborg - kvalificerede til at arbejde i vindmølleindustrien 
Michael Bruun (tv.) og Allan Biegel ser stor værdi i den viden de har opnået på vindmølleoperatøruddannelsen.

Godt at udfordre sig selv

Michael Bruun og Allan Biegel er enige om, at det har været godt at gå på uddannelsen. ”Det er godt at udfordre sig selv på skolebænken – nu, man er kommet op i alderen”, mener Michael. De har også lært alt om dokumentation og at lave arbejdsbeskrivelser – det har ikke været håndværk det hele. Men formen har også passet dem godt: ”Meget at uddannelsen er projektorienteret, så vi styrer selv – der er også teori, men meget er projekter og så fremlæggelser”, fortæller Allan.

Hele holdet klar til arbejde

Alle 11 nyuddannede er klar til nye udfordringer efter uddannelsen. Både Michael Bruun og Allan Biegel skal tilbage til Siemens Wind Power, men i andre jobs. Michael skal arbejde med glasfiber og reparation af vinger: ”Jeg skal ud og bruge min viden”, siger han. Og Allan skal være instruktør i reparationsafdelingen, eller som han selv siger: ”Jeg skal ud og give viden videre – alt det som jeg selv manglede at få at vide da jeg startede i sin tid”.

Uddannelsen til vindmølleoperatør tager 2 år, hvoraf de 35 uger er på skolen. Resten er i praktik i en virksomhed. Uddannelsen er udviklet i samarbejde med vindmølleindustrien. Det første hold vindmølleoperatører i Nordjylland gav 11 nyuddannede. Det næste hold er 19, og der er 20 på hold 3.