Søg

Autoværksted i Asaa blev Årets Læreplads 2015

Den 19. november troppede repræsentanter fra Tech College Aalborg op hos Asaa Auto- og Karosseriværksted. Årsagen var ganske glædelig: Værkstedet havde vundet titlen som Årets Læreplads 2015 på Tech College Aalborg!

Mekanikerlærling Mike Andersen havde indstillet indehaver John Rasmussen, fordi han føler sig særdeles godt behandlet i det daglige.

Det er et sted, hvor man bliver kraftigt udfordret i forhold til sit arbejde, man får lov og prøve noget, og der bliver IKKE kørt det klassiske ’du er lærling, så du skal bare høre efter’. Man får lov at sige sin mening, og der bliver lyttet til det. Svendene er gode til og lære fra sig og udfordrer også en,” skriver Mike Andersen bl.a. i sin indstilling.

Den unge mekaniker føler sig værdsat og hjemme i den gode stemning på værkstedet, og han kan også berette, at han får lov at tage på kurser, som egentlig er beregnet på færdigudlærte mekanikere. Med andre ord: Asaa Auto- og Karosseriværksted er en rigtig god læreplads, som respekterer sine lærlinge og fokuserer på den faglige indlæring. Og det lykkedes altså Mike Andersen at overbevise skolens dommerkomite om, at værkstedet også er årets bedste læreplads.

FTZ hylder Asaa Auto- og Karosseriværksted som har vundet titel som Årets Læreplads 2015 på Tech College Aalborg

Praktikcenterchef Per Dennis Kristensen overrakte John Rasmussen et kunstværk, en messingplade og et diplom som bevis på og minde om den ærefulde titel. 

Tilstede for at lykønske var også uddannelsesleder John Trudslev fra Auto College Aalborg, praktikpladskonsulent Leif Poulsen fra Praktikcenter Tech College Aalborg og konsulenter fra Dansk Bilbrancheråd, Automester og FTZ – og naturligvis medarbejderne hos Asaa Auto- og Karosseriværksted. 

2. pladsen i konkurrencen blandt Tech College Aalborgs lærepladser gik til Grundfos, og 3. pladsen gik til Frisør Lindrup i Sindal. 

Hvert år udskriver Danske Erhvervsskoler-Lederne denne landsdækkende konkurrence Årets Læreplads, hvor elever i lære kan indstille deres læreplads, hvis de synes, den giver dem særlig god læretid.

Se mere på www.åretslæreplads.dk