Søg

Vores kantiner gør det selv

​Slut med bakeoff og færdigkøbte løsninger. Næsten. Tech Colleges kantiner har kastet sig ud i projekt hjemmelavet – med hjælp fra dygtige skolepraktikelever. Og dét smager godt!

Jeannette Ringgaard arbejder i kantinen på Metal College. Hun har egentlig aldrig bagt særlig meget. Men nu bager hun pludselig fem timer om dagen.

– Vi bager alverdens brød og kager selv nu. Vi finder selv opskrifterne, afprøver dem og finder ud af, hvad vores kunder kan lide, fortæller Jeannette.

Men hvordan får hun tid til det? For hun plejede jo at stå for al den varme mad, salaterne, kassen osv. sammen med sin kollega Jette. Svaret er to dygtige caterelever fra Food Colleges skolepraktik, Jean Simonsen og Tanja Løper Riise. 

– Jeannette laver en liste til os, og så står vi for al den varme mad, forklarer pigerne, der synes, de lærer rigtig meget ved at være i kantinen. – Vi laver leverpostej fra bunden, agurkesalat, rødkål, sylter rødbeder. Og vi har også lavet indbagte pizzaer og pølsehorn. Snart skal vi også lave alt med kartofler og kød selv.

En stolt Jeannette Ringgaard i midten, som bager løs for tiden. Til venstre caterelev Tanja Løper Riise, til højre caterelev Jean Simonsen. Kantinekollega Jette Jensen var i IKEA efter bageudstyr, så hun kom ikke med på billedet.

Hjemmebagt glæde til alle kantiner

– Vi er brugt, når vi går hjem, men vi er glade for udfordringerne og begynder at finde rytmen i alt det nye. Så ros til det. Det giver én noget andet at lave tingene selv fra bunden, siger Jeannette Ringgaard. Og hun lyder glad.

Faktisk går det bare rigtig godt i Metal-kantinen. Der er god kemi mellem cater-pigerne, Jeannette og Jette. Og bliver det ved med at svinge, kan du godt forvente, at alle skolens andre kantiner begynder at arbejde efter samme model. Faktisk er der allerede hjemmebagt brød at finde i alle kantinerne.

Føtexspion afsløret

Føtex ligger lige ved siden af Metal College, og hver onsdag sælger de ”onsdagssnegle”. Åbenbart føler Føtexbageren sig en smule truet af lækkerierne i Metal-kantinen, for Jeannette har lagt mærke til, at der jævnligt kommer en ”spion” forbi:

– Han ser lige, hvad vi har, og så går han igen. Men vi har bare taget konkurrencen op, siger Jeannette med et smil.