Søg

Bronze til tømrersvend fra skolepraktik

Michael Hansen har bestået sin svendeprøve med bravur. Han har været i lære på Praktikcenter Tech College Aalborg

Den 25. september fik Michael Hansen sit svendebrev og kunne kalde sig udlært tømrer – endda med bronzemedalje for særlig flot udført svendeprøve. Han bliver formentlig en af de sidste tømrersvende fra Praktikcenter Tech College Aalborg i en rum tid. For tiden med mangel på praktikpladser er forbi.

Skolepraktik er til for de elever, der ikke får en hel uddannelsesaftale med en virksomhed. Sådan en var Michael Hansen indtil for nylig. Han havde flere kortere forløb hos forskellige mestre, men fik ikke en fast læreplads. Derfor har han taget store dele af sin tømreruddannelse på Praktikcenter Tech College Aalborg, hvor skolepraktikinstruktør Kim Larsen har været en af de ansvarlige for hans oplæring.

– Michael har været en del i skolepraktik. Som det ses på hans flotte svendeprøve, er det ikke et problem. Vi har mange projekter i skolepraktikken, og mange opgaver er magen til dem, eleverne kunne have mødt hos en mester, så jeg er ikke overrasket over, at Michael fik bronze. Han har fx arbejdet på en cafeterietilbygning til en idrætshal i Kongerslev. Der fungerede han som sjakbajs, fortæller Kim Larsen.

Skolepraktik på alle niveauer

Michael Hansen synes også selv, at skolepraktikforløbet har været en fin løsning for ham:

– Skolepraktik er til, hvis man har svært ved at finde en læreplads. Det er et rigtig godt sted for unge mennesker at lære, hvad det hele drejer sig om. Man starter med småopgaver, hvor man lærer fra bunden, hvordan man bruger en sav, bygger en bænk, et skur eller laver loftsbeklædning. Hvis du har mere erfaring, kan du få lov at styre mere. Der er noget til enhver uanset niveau. Nu er jeg selv 31 og havde noget mere erfaring, så jeg fik lov at koordinere. I Kongerslev arbejdede jeg bl.a. med nedhængte gipslofter, gipsvægge og forskellige inddækninger om vinduer, forklarer Michael Hansen.

Michael Hansens svendeprøveprojekt var en halvvalm (en bestemt tagkonstruktion) med indvendig beklædning for en fiktiv kunde. Han skulle demonstrere, at han havde 100 % styr på hele byggeprocessen – fra bestilling af materialer til udførsel. Og det havde han så.

Sideløbende med sin uddannelse har Michael Hansen selv startet sin egen tømrervirksomhed, M.H Byg og Montage i Aalborg Øst. Så nu er han ikke bare svend; han er allerede sin egen mester. Og med hans flotte eksamensresultat kan de nordjyske virksomheder kun ærgre sig over, at de ikke fik fingre i ham i tide.