Søg

American style brobygning

For tiden bekymrer flere og flere brancher og politikere sig om, hvordan vi giver en større andel af en ungdomsårgang lyst til at blive faglærte. I al beskedenhed har vi en lille del af svaret her på TECHCOLLEGE.

Fra 5.-16. september var der ”EUD-introducerende dag” på Aalborgs erhvervsuddannelser. Cirka 1500 elever fra Nordjyllands 8. klasser besøgte derfor TECHCOLLEGE i løbet af de 10 dage, seks-syv klasser ad gangen.

Og her gik vi all in på en aktiv og anderledes idé!

Vi satte samtlige 8. klasser i gang med at bygge en amerikansk diner i miniformat – TECHCOLLEGE Diner – så de selv kunne prøve nogle af vores erhvervsuddannelser og værksteder lidt af. Det skabte liv og glade dage, ivrige unge og en engageret stemning. Denne éne store kreative opgave rummede mange små forskellige faglige udfordringer. Eleverne prøvede at:

  • male en vægdekoration
  • udskære og folde trykte menukort, logoklistermærker og visitkort
  • malke en næsten ægte ko for en ”milkshake”
  • bukke en servietholder i metal
  • samle og montere et klapbord
  • save træ-fotorammer i smig og sømme dem op
  • dekorere en cupcake
  • sætte hår på øvelseshoveder
  • samle stikdåser/ledninger og få en lampe til at lyse i deres diner

TECHCOLLEGE Diner, Skills Stafetten 2017

Eleverne gjorde sig stor umage for at blive udråbt til vindere af ”Dagens bedste diner” og scannede sig gerne til ekstra point i QR-spørgsmålsjagten på skolens gangarealer. Emilie fra 8.B på Højvangskolen havde ikke let ved at nævne den sjoveste aktivitet:

– Jeg synes, det hele har været sjovt at prøve! Altså, jeg har jo prøvet at lave kager før i hjemkundskab, men det her med elektronik og sådan noget som det her med rammerne, det er mega fedt at prøve, sagde Emilie, som var i fuld gang med at pynte sit holds diner-væg med billedrammer.

Hun tog også fra TECHCOLLEGE med en ny og bredere viden om erhvervsuddannelser:

– Jeg vidste faktisk ikke, at erhvervsuddannelser også var noget med madlavning og frisører. Det troede jeg slet ikke. Jeg troede, det var noget med elektrikere og sløjdagtige ting, tømrere, forklarede Emilie.

TECHCOLLEGE Diner, Skills Stafetten 2017

Dagene sluttede naturligvis med sandwich og slush-ice i TECHCOLLEGE Diner, mens vores unge gæster skiftedes til at løse Skills-opgaver på tid. De to hurtigste klasser (samlet set over de 10 dage) var Hjallerup Skole 8.a og Sønderbro Skolen 8.i, som nu går videre til den landsdækkende konkurrence Skills Stafetten ved DM i Skills i Gigantium (Aalborg) den 26.-28. januar 2017.

Se et indslag fra TV2 Nord om begivenheden her.

undefined

Et hold fra en nordjysk 8. klasse i gang med at løse en fællesopgave på TECHCOLLEGE, der kvalificerer til Skills Stafetten ved DM i Skills 2017