Søg

Fra smed til designer

Det er ikke alle designere af hylder, bøjler og lysestager, der har lige så god forståelse for materialerne, som Nichlas B. Andersen fra Nichba Design. Men det er heller ikke alle designere, der ligesom Nichlas B. Andersen starter deres karriere med en smedeuddannelse. Den satte ham i stand til at lave ting til sin egen lejlighed – ting som andre også ville have, og med en videregående uddannelse oven på smedeuddannelsen, lærte han også at køre en produktionsvirksomhed, som allerede efter kort tid har en millionomsætning og sælger til flere forskellige lande.

Interessen for at blive smed

Egentlig startede Nichlas B. Andersen bare med et fritidsjob i en smedevirksomhed i Nørresundby. Her syntes han det var spændende, det som smedene gik og lavede, så han endte med at spørge, om han måtte starte i lære, når deres elev havde taget sin svendeprøve. Nichlas kom i lære som smed – undervejs var han fire måneder i praktik i USA – og blev i sommeren 2014 udlært rustfast kleinsmed. Og så valgte han at tage en videregående uddannelse.

På erhvervsakademiet efter smedeuddannelsen

Jeg tænkte, at nu har jeg muligheden. Jeg kom fra elevløn, så det var ikke så svært at gå til SU, og man glemmer aldrig at smede”, fortæller han og tilføjer: ”Jeg ville bare i gang, mens jeg havde modet til det, og så investere de to år. Så kunne jeg bagefter se, om jeg ville smede, eller om jeg ville arbejde mig videre”. Så i august 2014 begyndte Nichlas på erhvervsakademiuddannelsen til produktionsteknolog.

Det var ikke en hård omvæltning at læse videre efter en erhvervsuddannelse, tværtimod syntes Nichlas, at det hang godt sammen: ”Jeg syntes, jeg var væsentligt foran dem, der kom fra gymnasierne. Jeg kendte værkstedfunktionerne, og jeg vidste, hvordan en fabrik kører, så jeg kunne hurtigere grave mig ind i emnerne”.

Startede egen netbutik efter arbejdstid

Allerede efter to måneder på erhvervsakademiet startede Nichlas sin virksomhed: ”Jeg har altid interesseret mig for indretning og design, og jeg lavede nogle ting til min egen lejlighed og til min familie og venner, og så kom deres venner, der havde set det, og ville have nogle ting også”, fortæller han.

Flere og flere opfordrede ham efterhånden til at åbne en webshop. ”Så jeg startede som netbutik, med hvad jeg selv kunne producere. Jeg fik en aftale med min gamle mester om at låne værkstedet efter arbejdstid”. Og det passede faktisk perfekt sammen med hans studier: ”Jeg kunne spejle alting fra studiet ind i min egen virksomhed”, siger Nichlas, og han bruger meget af uddannelsen i dag.

 undefined

Når man ikke tæller timer, er det rigtigt

På et tidspunkt møder Nichlas B. Andersen en gammel kammerat fra sin tid som ishockeyspiller, Christoffer A. Sakstrup. Christoffer har været møbelsælger i Tyskland i flere år, og efterhånden bliver han mere og mere varm på at sælge Nichlas’ produkter. ”Så det ender med, at han siger sit velbetalte job op, og så begynder vi sammen i august 2016”, fortæller Nichlas. Med Christoffers indtræden skifter fokus fra salg til privatpersoner til at sælge til forhandlere, som så kan stå for salget til forbrugerne. Og allerede nu forhandles Nichba Design af 35 forhandlere i 5 lande. Det er hårdt arbejde, og der er nogle lange dage, men Nichlas synes det er indsatsen værd: ”Lige pludselig arbejdede jeg med noget, der interesserede mig. Når man ikke tæller timer, og når man ikke tæller, om man tjener mere end de andre, så er det rigtigt, det man laver”.

Se også et indslag om Niclas B. Andersen og Nichba Design fra 24Nordjyske herunder.