Søg

Kostpolitik på TECHCOLLEGE

Hvorfor have en kostpolitik?
"Hvis man spiser sundt, lærer man bedre, og man får det bedre i det hele taget". Derfor har TECHCOLLEGE en kostpolitik, så vi kan sikre et sundt udbud af mad til skolens elever, kursister, gæster og medarbejdere. 

Det betyder kostpolitikken for dig
Kostpolitikken sørger først og fremmest for, at maden i skolens kantiner er frisk, indbydende, velsmagende og ikke mindst ernæringsrigtig. Med denne kostpolitik giver vi plads til varierede menuer og forskellig tilberedning. Vi stræber også efter, at en stor del af maden fremstilles lokalt. 

Et vigtigt mål med kostpolitikken er at reducere forbruget af fedt og sukker. Derfor vil udbuddet af mindre sunde madvarer blive begrænset over tid og reserveret til specielle lejligheder. 

Priserne i kantinerne vil afspejle målene med kostpolitikken, og det sunde og grønne vil indgå i alle frokostmåltider. Desuden vil der altid være gratis koldt vand til alle.

Nyt kantineudvalg
I forbindelse med den nye kostpolitik nedsætter skolen et kantineudvalg, der skal drøfte kantinernes udbud og andre emner i relation til kostpolitikken. Udvalget vil også stå for regelmæssige brugerundersøgelser. På den måde får du og alle andre elever, kursister, gæster og medarbejdere mulighed for at påvirke maden i kantinen.