Søg

Rejs og lær på hovedforløbet

Som hovedforløbselev kan du blandt andet deltage i:

 

Jobsamtale i udlandet

Efter afslutningen af dit grundforløb, kan du få rejseomkostningerne dækket, hvis du kan fremvise en invitation til en jobsamtale i udlandet med henblik på en læreplads. Skolen kan hjælpe med at skabe kontakt for dig visse steder i verden og inden for visse fag, men grundlæggende er det din egen opgave at finde en mulig udenlandsk praktikplads.
I princippet står hele verden åben, men det skal selvfølgelig være et sikkert sted, og det skal være muligt at få visum (det sidste udelukker i de fleste tilfælde USA). Du skal selv lægge penge ud til billetten. Skolens internationale koordinatorer hjælper dig med at få en forhåndsgodkendelse til rejsen og med at hente refusionen hjem bagefter hos AUB (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag). Evt. overnatning i forbindelse med jobsamtalen dækkes ikke.

 

Praktik i Udlandet (PIU)

PIU-ordning er en mulighed for at tage enten hele eller dele af din praktik på hovedforløbet i udlandet hvis du ikke har en dansk uddannelsesaftale. Dine skoleophold foregår stadig i Danmark, og du afslutter uddannelsen på normal vis med dansk svendeprøve. Du kan få økonomisk støtte fra AUB (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) til udsendelsen. Kravene er:

  • at du har en ansættelseskontrakt til et lønnet job som trainee, apprentice eller lignende inden for dit fag – normalt for en periode på 3-12 måneder
  • at der med hjælp fra den internationale koordinator på skolen er indsendt en forhåndsgodkendelse af merit for opholdet til AUB.

Derefter vil du være berettiget til AUB’s tilskud til rejse, husleje (50%), løngodtgørelse under skoleophold osv. Få mere information i denne folder.

 

Udstationering

En udstationering kræver

  • at du har en dansk uddannelsesaftale
  • at din mester er med på at lade dig udstationere
  • at der kan findes et egnet praktiksted i udlandet.

En udstationering varer normalt 3-6 måneder som tæller med i din samlede læretid, og du fortsætter med din danske praktik og skoleopholdene efter hjemkomsten. Skolens internationale koordinator hjælper med papirarbejdet – i første omgang en skriftlig aftale mellem de tre parter og et oprettelsesskema til AUB.

Din mester får refunderet rejseomkostningerne og en del af lønforskellen under udstationeringen. Hun/han skal dog lægge pengene ud og kan derefter få langt de fleste udgifter refunderet hos AUB. Visse mindre udgifter skal du selv dække. I denne folder kan du og din mester finde nærmere information om ordningen.

 

Nordiske, europæiske og verdensmesterskaber

Inden for rigtig mange håndværksfag afholdes der ligesom i sportsverdenen nordiske, europæiske og verdensmesterskaber. Systemet er, at du kvalificerer dig via skolen til de regionale mesterskaber og derefter DM i Skills. Hvis du vinder her, er vejen banet for en evt. deltagelse i World Skills. Næste World Skills, 2015, afholdes i Brasilien. De seneste fire har været afholdt i Tyskland, England, Canada og Japan.

Træning op til konkurrencerne, selve rejsen og opholdet er normalt sponseret af det faglige udvalg for uddannelsen. Der findes også mange andre internationale, faglige konkurrencer som brancherne selv arrangerer. Spørg faglærerne på din afdeling hvis du er interesseret at kæmpe for det ypperste inden for dit fag.

Se her, hvordan du tilmelder dig!

Start den 15. januar

ML-Prisen 2017 til to fra TECHCOLLEGE

Joakim og Lærke modtog den prestigefyldte ML-Pris

Jeppe vandt DM i Skills 2017

Blev industritekniker for at vende hænderne rigtigt

Industritekniker i Vietnam

Jeppe tog noget af sin praktik i Vietnam - og fik god hjælp af skolen