Jonas vil tegne og producere

undefined

 

Da Jonas i 3.g på HTX lavede en mini-raketmotor, opstod interessen for teknisk design. Alligevel var det først halvandet år senere, han tog skridtet og søgte ind på uddannelsen som teknisk designer. Inden da overvejede han at læse fysik og nanoteknologi på universitet – nu havde han jo en studentereksamen.

Mens han overvejede sin fremtid, arbejdede han som tjener, som sorterer ved GLS, forsøgte sig med et femugers-forløb for studenter på Handelsskolen og var i Forsvaret som værnepligtig i fire måneder.

- Selvom man kan starte på en erhvervsuddannelse direkte efter 9. klasse, tror jeg ikke, jeg var klar til det dengang. Jeg er klar nu, og jeg har lært meget af det, jeg har lavet indtil nu, siger Jonas.

Igennem sin tid på HTX har han fået en teoretisk forståelse, han kan bruge som teknisk designer, og årenes utallige rapporter og dokumentationer har givet ham et forspring i forhold til sine medstuderende.

- Jeg synes, jeg kan bruge min HTX-uddannelse – både fagligt og personligt, siger han.

På HTX var det især værkstedsfagene, der interesserede ham, og han nød at producere ting, så hans tegninger kom til live.

- Som teknisk designer skal du ikke selv producere tingene, men du ser dem alligevel blive til, og det synes jeg er fedt!