TECHCOLLEGE er en af Danmarks største erhvervsskoler inden for hotel-, restaurant- og cateringindustrien. Vi uddanner kokke, gastronomer med speciale i smørrebrød og catering, ernæringsassistenter, tjenere, receptionister, bagere og gourmetslagtere. Vores uddannelser hører alle under hovedområdet "Fødevarer, jordbrug og oplevelser”, og på elevplan kan man læse vores undervisningsplaner.
Livet på skolen
På Food er der styr på tingene, fagligheden og fællesskabet er i top, og der er en god stemning mellem elever og lærere. Vi gør meget ud af at skabe et miljø, som gør vores elever klar til virkelighedens verden. Derfor har vi også professionelle undervisningskøkkener, en intern restaurant og ditto butik, et bageri og slagterilokaler, som alle er indrettet med moderne udstyr til fremstilling, tilberedning, salg og servering af fødevarer.
En del af TECHCOLLEGE
Food-afdelingen er en del af TECHCOLLEGE som åbnede for mere end 200 år siden, og i dag er en af Danmarks største erhvervsskoler. Skolen har afdelinger på seks adresser i Aalborg, to i Nørresundby og én i Hobro, heriblandt et praktikcenter og et teknisk gymnasium.