Skolepraktik for teknisk designer

Teknisk designer skolepraktik

TECHCOLLEGE Praktikcenters skolepraktik for teknisk designer-uddannelsen ligger på Teglværket 2, 9400 Nørresundby. Her er til daglig op til 15 teknisk designer-elever fordelt på henholdsvis Industriel Produktion- og Bygge/Anlæg-specialerne.

Skolepraktikken arbejder med at udvikle produktforslag og tilhørende dokumentation for skolen, skolens ansatte, foreninger og velgørende organisationer - og også dokumentation til nybygning/tilbygning/ombygning af villaer, garager, pavilloner, redskabsskure, maskindele/komponenter mm.

Den daglige arbejdstid er kl. 7.30 til 15.30, og arbejdet foregår som på en hvilket som helst anden tegnestue/konstruktionsafdeling. Skolepraktikinstruktøren er din mester, og han tilrettelægger arbejdet og fordeler opgaverne mellem eleverne. Afhængig af opgaverne den konkrete dag arbejder du sammen med andre eller alene. Præcis som på en hvilket som helst anden tegnestue.

Praktikpladskonsulenten og skolepraktikinstruktøren har et godt samarbejde med mange af landsdelens virksomheder og finder på den måde hurtigt pladser til praktikcenterets elever. Praktikcenteret optager elever, som har bestået grundforløbet som teknisk designer.