Årets læreplads 2017

 
Et billede

Meny Skalborg er kåret til Årets Læreplads 2017

 

Den 23. november 2017 fandt den endelige kåring af Årets Læreplads 2017 sted i København. Det blev Meny Skalborg, der løb med sejren. Her havde seks gourmetslagterlærlinge, som tager deres hovedforløb på TECHCOLLEGE i Aalborg, indstillet virksomheden.

 

Torsdag den 23. november 2017 klokken 11.00 blev prisen Årets Læreplads 2017, som arrangeres af Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, kåret i København. Det blev Meny Skalborg, tæt ved Aalborg, der løb med sejren og fik således tildelt en Årets Læreplads-statuette og et diplom.

 

Det var eleverne Palle, Micaela, David, Rikke, Frederik og Karoline, der indstillede slagterafdelingen og ikke mindst deres mester Thor Bak. Han kan nu stolt glæde sig over at have vundet den fornemme pris.

 

- Jeg er utrolig glad og benovet over, at de unge mennesker har valgt at indstille mig. Jeg elsker at arbejde med elever, da de kommer med en god energi og en frisk tilgang til tingene, som helt sikkert giver stor værdi til Meny Skalborg, siger Thor Bak.

 

De seks elever begrundede blandt andet indstillingen med, at Thor Bak har et drive og engagement, der giver de helt rigtige rammer for læring. Samtidig får de på lærepladsen ikke mindst muligheden for at beskæftige sig med en bred vifte af opgaver inden for faget, mens de også får lov til at dygtiggøre sig inden for områder, der ellers ikke er et krav til uddannelsen, men et kæmpe plus på CV’et. Det gælder eksempelvis en læringsperiode i pølsemageriet, hvor de blandt andet lærer om forædling, og hvordan man laver forskellige typer af pølser.   

 undefined

Også hos TECHCOLLEGE i Aalborg, hvor alle seks elever tager deres hovedforløb, glæder man sig over at have vundet prisen:

 

- Det er selvfølgelig utroligt positivt, at vores elever sætter så stor pris på deres læreplads, at de vælger at indstille den. En god læreplads er en vigtig del i et uddannelsesforløb, og her formår Meny Skalborg virkelig at give de unge et udbytterigt forløb, siger afdelingsleder hos TECHCOLLEGE, Helle Rubien.

 

I alt havde 392 elever og lærlinge fordelt på 22 erhvervsskoler i landet indstillet deres praktikplads til konkurrencen. Blandt de tre nominerede var også Grundfos i Bjerringbro og Au2fix i Østermarie.

 

Før kåringen i København havde TECHCOLLEGE valgt Meny Aalborg som skolens repræsentant i konkurrencen.

Årets læreplads 2017 på TECHCOLLEGE blev kåret d. 31.10 ved et flot mesterarrangement for gourmetslagtere på FOOD-afdelingen. Mester Thor Bak ved MENY i Skalborg blev af eleverne Palle, Micaela, David, Rikke, Frederik og Karoline indstillet til Årets Læreplads og en enig dommerkomité valgte MENY Skalborg som skolens vinder.

Gourmetslagtereleverne ved MENY sætter, i deres indstilling, stor pris på deres mesters måde at have elever på, de får mulighed for at træne deres talenter, får mulighed for at øve på de ting de synes er svære og Thor Bak har et drive og engagement som smitter dem alle sammen. Stort tillykke til MENY og Thor Bak.

 

 

Yderligere information om Årets Læreplads kan findes på www.aaretslaereplads.dk 

 


Seneste nyheder

En iglo ombord på et fly

08-07-2021

Tømrer-, maler-, elektriker- og mediegrafikerelever fra TECHCOLLEGE Praktikcenter har i de seneste måneder bygget på en iglo, der skal flyves rundt i hele verden. Torsdag var de inviteret på Flyvestation Aalborg for at se igloen ombord på sit nye hjem.

Flot hæder til lærer-team på TECHCOLLEGE

30-06-2021

Lærer-teamet bag grundforløb 1-fagretningen 'El, byggeri og energi' er blevet hædret med dette års 'Byggeriets Faglærerpris'. Det er første gang, prisen gives til et helt team.

Åbent værksted gav uddannelsesaftaler

18-06-2021

Torsdag var der Åbent Værksted-arrangement for tømrer- og murermestre, der kunne komme forbi og se, hvad vores grundforløbselever arbejder med. Og så var det jo oplagt lige at skrive under på en uddannelsesaftale med en ny lærling imens.

Vis flere