På kajen i Nørresundby står en kæmpe silo fra dengang området omkring Limfjordsbroen var et industriområde. Den store, grå betonmur, der i årevis har været synlig fra hele Aalborgsiden, er i dag prydet af et KÆMPE kunstværk.
Udført af lærlinge fra TECHCOLLEGE Praktikcenter
Værket, ”Det Røde Bånd”, der er skabt af kunstner Søren Elgaard og viser et udsnit af Jernbanebroen, er realiseret på siloen af lærlinge fra TECHCOLLEGE Praktikcenter i løbet af knap en måned i efteråret 2016. Og ikke kun af malerlærlinge – selv om de har været i overtal. Blandt andet har murerlærlinge udbedret betonvæggen, inden maleriet gik i gang. Under hele projektet har dem, der arbejdede på maleriet, fået mad tilberedt af Praktikcenterets kokkelærlinge. Elektriker- og tømrerlærlinge har også været med i processen, og mediegrafikerlærlinge har fotograferet processen og skabt hjemmesiden pctc.dk/hedegaard, hvor hele processen folder sig ud i billeder.

Ved ferniseringen den 16. november 2016 var det Aalborgs Borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, der fra liftens top forestod den officielle afsløring. Se DR’s korte indslag fra ferniseringen nedenfor.

Nordeuropas største maleri gav lærepladser
Det Røde Bånd er intet mindre end Nordeuropas største vægmaleri, og med sine 1.200 kvadratmeter (ca. to fodboldbaner) hele tre gange så stort som Danmarks hidtil største. I alt 50 lærlinge og 10 skolepraktikinstruktører har arbejdet på projektet. Og undervejs har 11 lærlinge fået en læreplads – syv af dem malere, tre af dem murere og en enkelt kok.

Projektet er støttet af Jyske Bank, BRFkredit, Flügger A/S, Det Obelske Familiefond, Hedegaard A/S, Aalborg Havn A/S, Aalborg Kommune og TECHCOLLEGE.