På TECHCOLLEGE bruger kreative medieelever deres faglighed til at gøre en forskel for nordjyske flygtningebørn. Eleverne er nemlig gået sammen med elever fra Friesland College i Leeuwarden, Holland, om at producere tre forskellige børnebøger til bl.a. flygtningebørn fra Jammerbugt Asylafdeling.
10 elever fra Media har besøgt Friesland College i uge 11-13, hvor de har samarbejdet med syv hollandske elever om at skabe gode historier, flotte designs og planlægge den trykte produktion af bøgerne. Eleverne laver også hjemmesider til deres bøger, hvor det er muligt at læse historierne digitalt og spille forskellige spil. Projektet involverer nemlig elever fra tre af vores uddannelser –
mediegrafikere,
grafisk teknikere og
webintegratorer.
Den 2. april rejste hele elevflokken så op til TECHCOLLEGE, hvor der skulle lægges sidste hånd på bøgerne, der skulle trykkes i skolens trykkeri. Hollandske og danske elever præsenterede i fællesskab de færdige bøger og deres øvrige produkter ved en reception torsdag den 21. april. Her var flygtningebørnene og mange interesserede mødt op for at se projektets flotte resultater.
Se et indslag om projektet på TV2 Nord eller P4 Nordjylland.

Koncentrerede elever følger med i en anden gruppes fremlæggelse.
Her præsenterer en gruppe elever deres bog, "Little Colorful Fish", som også har fået egen hjemmeside med online spil.
Elever, lærere, flygtningebørn, repræsentanter fra asylcenteret og andre interesserede var mødt frem for at høre eleverne præsentere deres færdige bøger og produkter.
Her er de: tre flotte børnebøger! Fortalt, tegnet, designet, sat op og trykt af danske og hollandske medie-elever.