Fra fødselsdagskager til DM i Skills
19-årige Cecilie Sanner Rasmussen er i gang med at uddanne sig til bager på Techcollege og i lære hos Byens Brød og kager i Nørresundby. Hun skal repræsentere sit fag ved DM i Skills, som løber af stablen den 22.-25. april i Hjørring. For Cecilie handler det om mere end en konkurrence. Det handler om faglighed, vilje og om at turde gå hele vejen.
Navn: Cecilie Sanner Rasmussen
Alder: 19 år
Uddannelse: Bager
Skole: Techcollege
Læreplads: Byens Brød og kager, Nørresundby
Drømmen begyndte som 10-årig
Cecilie vidste det tidligt. Allerede som 10-årig bagte hun familiens fødselsdagskager og drømte om at blive bager.
“Gode karakterer er fine, men jeg ville noget med mine hænder,” siger Cecilie.
Cecilie elsker nemlig detaljerne. Processen. Forvandlingen.
“Det er fedt, at teori og praksis kobles hver dag. For hvad gør gær egentlig? Hvad gør mel? Jeg bruger min faglige viden og kan se et færdigt produkt. Ikke to dage er ens.”
Cecilie møder klokken 03.00 på sin arbejdsplads og har fri cirka ved middagstid. For hende er det en livsstil.
Cecilie vidste det tidligt. Allerede som 10-årig bagte hun familiens fødselsdagskager og drømte om at blive bager.
“Gode karakterer er fine, men jeg ville noget med mine hænder,” siger Cecilie.
Cecilie elsker nemlig detaljerne. Processen. Forvandlingen.
“Det er fedt, at teori og praksis kobles hver dag. For hvad gør gær egentlig? Hvad gør mel? Jeg bruger min faglige viden og kan se et færdigt produkt. Ikke to dage er ens.”
Cecilie møder klokken 03.00 på sin arbejdsplads og har fri cirka ved middagstid. For hende er det en livsstil.
En billet til DM i Skills
I september 2025 deltog Cecilie i skolemesterskabet og sikrede sig en andenplads, som blev adgangsbilletten til dette års DM i Skills.
Men det kræver mere end talent at stille op blandt Danmarks bedste.
“Det kræver noget både personligt og fagligt. Man skal være et konkurrencemenneske. Og man skal kunne acceptere, at man i en periode må lægge sit privatliv lidt til side.”
Træningen er intensiv. Gentagelser. Finpudsning. Præcision.
“Der er masser af måling og ”kigge” på det jeg laver. Noget skal laves en ekstra gang. Der er ikke noget, der ikke er muligt. Man skal bare selv tro på det. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.”
Når præcision afgør det hele
Til DM i Skills skal Cecilie producere brød, wienerbrød, kransekage og et skuestykke med temaet Hjørring. Derudover venter en mystery-opgave, som ingen af konkurrencedeltagerne kender på forhånd. Ud over Cecilie er der syv andre bagere, der også skal konkurrere i de tre dage Danmarksmesterskabet varer.
“Der bliver nok tale om, at man skal bruge sin tekniske erfaring for at kunne løse mystery-opgaven.”
Tidspres er en del af hverdagen i bageriet, og det er noget Cecilie har lært at håndtere
“Jeg håndterer det fint, hvis jeg har en plan. Jeg arbejder 110 procent fra starten af,” siger Cecilie.
Men hvis noget alligevel går galt undervejs, tager hun det helt roligt:
“Så kan man starte forfra. Men med træning nok burde det ikke gå galt. Jeg skal bare huske at tage det som en oplevelse.”
Cecilie glæder sig ikke kun til konkurrencen – men også til fællesskabet blandt konkurrencedeltagerne.
Faglighed, der gør forskellen
For Cecilie er høj faglighed, når teori og praksis går hånd i hånd.
Brød er levende. Temperatur, tid og teknik skal spille sammen.
“Det skal gerne være det samme brød hver dag. Men med respekt for at det er levende produkter, man arbejder med.”
Techcollege har haft stor betydning for hendes udvikling
“Techcollege er efter min mening den bedste bagerskole, der er. Man kan snakke med faglærerne om alt. Det giver et fagligt stærkt sammenhold, og man får lang snor, hvis man opfører sig ordentligt. Der er stor tiltro til os. De elever, der går her, vil det virkelig,” siger Cecilie.
Lærepladsen skærper håndværket
I hverdagen er Cecilie i lære hos Byens Brød og kager i Nørresundby hos bagermester Henrik Juul Poulsen. Hér bliver fagligheden omsat til virkelighed.
Tempoet er højt og kvaliteten skal være stabil. Hver dag.
Det er her, præcisionen bliver trænet. Her, hvor håndværket finpudses. Her, hvor fundamentet for DM i Skills bliver lagt.
Henrik Juul Poulsen har været selvstændig bager i 36 år, og han sagde ja til at tage Cecilie i lære ud fra flere faktorer:
“Cecilie har en faglig nysgerrighed, som man ikke kan lære. Cecilie stiller krav til sig selv og går ikke på kompromis med kvaliteten. Hun forstår, at ensartethed, teknik og præcision er afgørende – især når man konkurrerer på højt niveau. Det er fagligheden, der driver hende. Når hun til december er udlært, er hun klar til at sætte sit tydelige præg på bagerfaget – med respekt for traditionerne og blik for udvikling. Det bliver spændende at følge hendes præstationer til DM i Skills og vi er meget stolte over, at Cecilie er blevet udtaget.”
Ambitioner med respekt for traditioner
Drømmen stopper ikke ved konkurrencen.
“Jeg drømmer om at fortsætte som bager. Måske endda åbne mit eget bageri.”
Cecilie værner om traditionerne.
“Et franskbrød med blå birkes går aldrig af mode, siger hun, men hun er også interesseret i at udvikle faget og kombinere det klassiske bagværk med moderne bagværk.
DM i Skills har skærpet hendes ambitioner.
“Det har givet mig en endnu større seriøsitet omkring min faglighed.”
Hendes råd til andre, der overvejer uddannelsen som bager, er klart:
“Man skal ikke være bange for at stå op om morgenen. Det er en skøn livsstil og et fag, der udvikler sig hele tiden.”
Læs mere om bager og konditor uddannelsen