Sky baggrund
Sky baggrund
Dataelever samarbejder ved computer
text
Nyt speciale målrettet digitale trusler

Techcollege blev i august 2025, i samarbejde med flere erhvervsskoler i Danmark, godkendt til at tilbyde uddannelsen Datatekniker med speciale i cybersikkerhed. Uddannelsen er udviklet i samarbejde med branchen og skal imødekomme det voksende behov for it-medarbejdere, der kan sikre virksomheders data, systemer og drift.

Risikoen for cyberangreb er voldsom og i den seneste trusselsvurdering fra Styrelsen for samfundssikkerhed kan man læse, at trusselsniveauet for cyberkriminalitet i Danmark er meget højt. Styrelsen skriver blandt andet, at det er meget sandsynligt, at organisationer i Danmark vil blive udsat for forsøg på ransomware angreb, digital svindel og datatyveri.

De første elever er netop startet på den nye linje. Hér lærer de at kombinere teknisk viden med god kommunikation, så de kan skabe og beskytte de løsninger, mennesker og virksomhederne er afhængige af hver dag. På uddannelsen får eleverne undervisning, der giver dem både praksis-erfaring og indsigt i alt fra netværk, servere og IT-sikkerhed til fejlfinding, support og brugerkommunikation.

Uddannelseschef på Techcollege, Eva Melchior, er begejstret for at Techcollege kan udbyde den nye uddannelse særligt fordi virksomhederne er meget interesserede i det nye speciale, som er blevet efterspurgt længe.

“Cybersikkerhed er ikke længere kun et IT-anliggende – det er en forretningskritisk disciplin,” siger Eva Melchior.

“Med den nye uddannelse ruster vi eleverne til at stå i front for virksomhedernes digitale forsvar. Det er en fagligt stærk og samfundsrelevant uddannelse, som vi er meget stolte af at kunne tilbyde.”

Virksomhederne er nøglen for at uddannelsen bliver en succes

De første elever er netop startet på den nye linje, og en vigtig forudsætning for, at uddannelsen bliver en succes, er at flere elever kommer i lære hos relevante virksomheder.

“Vi har brug for virksomheder, der vil tage ansvar og engagere sig i at opbygge fremtidens it-kompetencer,” siger Majbritt Skovgaard Laursen, virksomhedskonsulent på Techcollege.

“Lærepladserne er helt afgørende, da det er her, eleverne får praktisk erfaring og lærer at omsætte deres viden til stor værdi i hverdagen. Vi vil meget gerne i dialog med virksomheder, der er nysgerrige på at tage en elev.

Informationsmøde 3. februar

For at udbrede kendskabet om Data- og kommunikationsuddannelserne på Techcollege afholdes der et særligt informationsmøde med fokus på cybersikkerhed og de nye versioner af data- og kommunikationsuddannelserne.

Informationsmødet foregår på Techcollege på Struervej 55 tirsdag den 3. februar i tidsrummet 15.00-17.00. Det er gratis at deltage og tilmelding skal ske til mas@techcollege.dk

fakta

Fakta

  • Uddannelsen som datatekniker med speciale i cybersikkerhed er en del af data- og kommunikationsuddannelsen

  • Der er kvote på uddannelsen som Datatekniker med speciale i cybersikkerhed

  • Til januar-optaget på Techcollege er alle pladser til uddannelsen som Datatekniker med speciale i cybersikkerhed besat

  • Eleverne lærer bl.a. om netværkssikring, firewall, trusselsvurdering og it-sikkerhedspolitikker

  • Uddannelsen udbydes på Techcollege på Struervej i Aalborg Øst

kontakt

Har du spørgsmål?

Majbritt Skovgaard Laursen
Virksomhedskonsulent mas@techcollege.dk +45 2526 6146
Billede af medarbejder
Eva Melchior Jensen
Uddannelseschef evje@techcollege.dk +45 2526 6169
Billede af medarbejder