Fra UCN til TECHCOLLEGE: Vi skulle lære at bruge vores viden

 

Nogle gange er den direkte vej den nemmeste til ens mål. Andre gange må man finde andre mål og andre veje at gå. Og så er der de gange, hvor de omtalte andre veje viser sig blot at være en alternativ rute til det oprindelige mål.
Sidstnævnte situation befandt Lena Linnemann sig pludselig i. Mens hun gik på gymnasiet var hun egentlig ret overbevist om, at hun gerne ville være mediegrafiker, når studenterhuen var sat på hovedet og tiden var inde til at blive mere konkret i sit uddannelsesvalg.
- Men jeg må indrømme, at jeg blev lidt skræmt væk, da jeg læste om kvotepladser og lærepladskrav og så videre. Altså, jeg sad jo der og kunne i virkeligheden ingenting, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg ville kunne få en kvoteplads eller en læreplads.

I stedet søgte hun mod UCN og uddannelsen ‘grafisk designteknolog’, som hun synes lød til at kunne lidt af det samme. Men uddannelsen var ikke mere end lige gået i gang, før hun måtte indse, at selvom det var inden for samme område, så var det en noget anderledes uddannelse end den, hun egentlig havde forestillet sig.
- Vi lærte rigtigt meget om designprocesser, analyser og teorier - men vi nåede jo nærmest aldrig til det punkt, hvor vi rent faktisk kreerede noget. Man kan sige, at vi lærte rigtigt meget om, hvorfor man skulle lave noget på en given måde - vi lærte bare ikke at lave det.

Nu skal det ikke lyde, som om der er noget galt med en teoretisk uddannelse eller at have styr på processer, analyser og teorier. Det var bare ikke lige, hvad Lena egentlig havde drømt om. Det gik virkelig op for hende, da hun i forbindelse med uddannelsen skulle i 10 ugers praktikforløb og sikrede sig en plads hos Digigraf Tryk & Reklame i Pandrup.
- Her sad jo både uddannede mediegrafikere og en mediegrafikerelev fra TECHCOLLEGE, og jeg blev ærlig talt virkelig imponeret af, hvor dygtige de var. “Er det det her, jeg skal ud at konkurrere med på arbejdsmarkedet,” tænkte jeg og følte mig i virkeligheden ret elendig og langsom.
Det havde hun dog ingen grund til. For mens hun måske ikke havde erfaring med den praktiske del af arbejdet, så havde hun en anden teoretisk viden. Det kunne Jørgen Jensen, direktør i Digigraf Tryk & Reklame, mærke, og derfor havde han et forslag til Lena, som havde fortalt om sine oprindelige planer om at blive mediegrafiker; få en elevplads her hos Digigraf Tryk & Reklame og få dog taget den mediegrafikeruddannelse.

For nogle ville det måske kræve grundig og længere tids grundig overvejelse at takke ja til 4 års uddannelse i sidste del af en uddannelse inden for samme område, men for Lena var der faktisk ingen tvivl.
- Det var jo det, jeg gerne ville, og jeg havde jo selv set, hvor dygtige mediegrafikerne var - og med en elevplads i hånden var der ikke noget problem i forhold til kvoteplads og sådan. Og jeg var virkelig glad for at være her, for det er et fantastisk sted at være. Som en lille familie, hvor vi alle arbejder for hinanden og hjælper hinanden med at blive bedre, mens vi bare har det godt. Så det var i virkeligheden meget let at sige ja tak til.

Mens det for Lena Linnemann altså var ganske simpelt at søge mod mediegrafikeruddannelsen med en læreplads i hånden, så var det anderledes for Lisa Sørensen, der - ligesom Lena - også var godt på vej til at afslutte grafisk designteknolog-uddannelsen på UCN og nu skulle til at tage stilling til, hvad fremtiden skulle bringe.
- Jeg vidste bare, at jeg overhovedet ikke følte mig klar til at skulle ud og overbevise nogen om at give mig et arbejde. Jeg havde lært en masse teori, men jeg havde nærmest ikke haft åbnet et grafisk program endnu, fortæller Lisa Sørensen.

Så hun trevlede nettet igennem for muligheder for at bygge ovenpå uddannelsen og faldt over mediegrafikeruddannelsen. Lærerne på UCN kunne dårligt rådgive hende, for de kendte ikke rigtigt til uddannelsen, og derfor tog hun i stedet en snak med en vejleder her fra TECHCOLLEGE, og derefter var hun ganske sikker i sin sag.
- Det lød lige som det, jeg følte, jeg manglede. Jeg havde godt styr på det teoretiske - men jeg manglede at kunne omsætte al den teori til praksis, og der lød tilgangen på mediegrafikeruddannelsen bare lige som noget for mig.
Så hun søgte ind og fik en plads. Bekymringer om læreplads og kvoter fyldte ikke meget for hende, for det her gav bare mening.

I dag sidder hun som mediegrafikerelev hos Apropos Bureau, og hun er ikke i tvivl om, at det hjalp hende i arbejdet med at få en læreplads, at hun havde været omkring UCN også.
- Altså, det har uden tvivl styrket mig fagligt, at jeg har en anden uddannelse inden for samme område og har en anden og mere teoretisk tilgang til det grafiske. Det var Apropos Bureau, der henvendte sig til TECHCOLLEGE, fordi de gerne ville have en elev, der havde lidt erfaring af en art, og så var vi nogle stykker, der blev opfordret til at sende en ansøgning. Og der blev jeg da kun anbefalet, fordi jeg har taget grafisk designteknolog-uddannelsen - og jeg tror også, at det var grunden til, at jeg blev valgt af Apropos.

Fælles for både Lena og Lisa er, at mens de begge ikke følte sig klar til rent faktisk at skulle konkurrere på arbejdsmarkedet efter grafisk designteknolog, så er de begge overbeviste om, at det er med til at gøre dem til bedre mediegrafikere, end de ellers ville have været. For som Lena Linnemann udtrykker det:
- Nogle gange laver vores uddannede grafikere noget, som de bare ved vil virke godt. Andre gange kan de ikke forstå, hvorfor noget ikke virker så godt, som de synes, det burde. Der har jeg en anden teoretisk tilgang og så kan vi sparre om det. Så selvom jeg sagtens kunne være blevet en god mediegrafiker uden at have været på UCN, så synes jeg, at det har gjort mig bedre.
Fra Lisa Pedersens synspunkt er der heller ingen tvivl om, at tiden på UCN var godt givet ud inden mediegrafikeruddannelsen.
- Det har virkelig modnet mig. Jeg blev selvfølgelig helt naturligt to år ældre, men jeg lærte også en masse om, hvad det vil sige at uddanne sig. Det har været med til at gøre mig langt mere selvstændig og har givet mig viden, som jeg bruger hver eneste dag her hos Apropos Bureau.


Seneste nyheder

6 guldmedaljer til TECHCOLLEGE ved DM i Skills 2024

20-04-2024

DM i Skills 2024 må siges at være en succes. Det blev nemlig til 6 guldmedaljer, efter alle 22 TECHCOLLEGE-deltagere havde ydet deres bedste til de mange konkurrencer.

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

25-10-2023

Arvid og Oliver fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE.

Vis flere