Hvis du har bestået grundforløbet og ikke kan finde en læreplads, kan du søge om at fortsætte din uddannelse i kosmetikeruddannelsens skoleoplæring.
Skoleoplæring for kosmetikere er placeret på Teglværket 2, Nørresundby.
Vi har her klinikken ”Embrace”, som fungerer som arbejdsplads for vores kosmetiker-lærlinge i skoleoplæring. Her betjener lærlingene kunder på samme vis, som ude i erhvervslivet. Du vil komme til at arbejde med forskellige kosmetiske behandlinger såsom: Ansigtsbehandlinger, manicure, pedicure, voksbehandlinger, farvning af bryn og vipper mv. Du vil også sælge produkter til klinikkens kunder. Skoleoplæringsinstruktøren fungerer som din mester.
Klinikken er nyindrettet og ligger ved siden af skoleoplæring for frisører, der hedder ”Hårsnedkeren”.
Skoleoplæringen fungerer på samme måde, som hvis du havde en almindelig læreplads, og du vil komme til at lære de samme ting og blive stillet over for de samme krav. Vi gør meget ud af at lære dig de ting, der vil være en hjælp for en mester, så du fra den første dag kan være med til at tjene din egen løn, når du får en læreplads.
Virksomhedskonsulenten og skoleoplæringsinstruktøren har et godt samarbejde med mange af landsdelens klinikker og hjælper på den måde med at finde pladser til klinikkens lærlinge. Du kan blive optaget i skoleoplæring, hvis du har bestået grundforløb 2.
Efter gennemført og bestået grundforløbet er der mulighed for skoleoplæring. Ved optagelse i skoleoplæring skal du være EMMA-godkendt. Du indmeldes straks efter grundforløbseksamen, men derefter er der en fire ugers karensperiode. Den periode skal du bruge til at søge en læreplads. Du skal under din tid i skoleoplæring hele tiden være aktivt søgende og altid søge de lærepladser du bliver anvist, hvilket kan være i hele Danmark. Ved eventuelle spørgsmål kan du kontakte skoleoplæringsinstruktøren.
Når du er tilknyttet Klinik Embrace, skal du kunne erklæres "egnet lærepladssøgende" i hele perioden – lige fra du er færdig med dit grundforløb, til du er færdig med oplæringsperioden. Kvotepladser bliver tildelt egnede lærepladssøgende, der opfylder de såkaldte EMMA-betingelser:
E – Egnet
Ved egnethed lægges der vægt på, om lærlingen får et tilfredsstillende udbytte af undervisningen. Der foretages en løbende vurdering af lærlingens samlede adfærd i relation til at gennemføre uddannelsen og finde beskæftigelse bagefter. Dette vil typisk være en vurdering af evne til at overholde mødetider, aftaler, den daglige arbejdsindsats og opførsel.
M – Mobil geografisk
Lærlingen skal være parat til at modtage en rimelig læreplads, også uden for lokalområdet. Det betyder fx, at du skal være klar til at tage en læreplads i hele Jylland.
M – Mobil fagligt
Lærlingen skal acceptere en rimelig læreplads inden for en anden uddannelse end den primært ønskede.
A – Aktivt søgende
Som udgangspunkt er det elevens eget ansvar at skaffe sig en praktikplads, og lærlignen skal tage passende initiativer i forbindelse hermed. Dvs. at lærlingen skal kunne dokumentere at være aktivt søgende, og lærlingen skal være registreret på www.lærepladsen.dk med en synlig profil.