Sky baggrund
rich-text

Barberfaget har gennem de seneste år oplevet stor vækst, og oplever stor interesse for faget. Med den nye uddannelsesmulighed får branchen bedre muligheder for at uddanne fremtidens barberer gennem et anerkendt uddannelsesforløb.

Et håndværk med stigende efterspørgsel

Barber-specialet er fra august 2026 en del af frisøruddannelsen og kombinerer klassiske barber-færdigheder med kundeservice, kommunikation og forretningsforståelse.

Eleverne lærer blandt andet avancerede klipninger, skægklipninger og barberinger, hudpleje, kundepsykologi og iværksætteri. Uddannelsen veksler mellem skoleophold og oplæring i salon, så eleverne får både teoretisk viden og praktisk erfaring.

”Barberbranchen har udviklet sig markant gennem de senere år, og vi oplever en stigende interesse for faget. Derfor er vi glade for nu at kunne tilbyde barber-specialet på Techcollege og være med til at uddanne faglærte medarbejdere til branchen,” siger uddannelseschef Pia Susanne Jørgensen.

”Uddannelsen giver eleverne et stærkt fagligt fundament og kompetencer, der skal til for at drive forretning, skabe gode kundeoplevelser og udvikle sig i en branche med mange muligheder.”

Nye muligheder for salonerne

En vigtig del af uddannelsen foregår ude i virksomhederne, hvor eleverne er i oplæring hos godkendte saloner. Techcollege har derfor ansat en virksomhedskonsulent, som skal arbejde målrettet med at skabe kontakt til saloner og informere om mulighederne for at uddanne en barberelev.

Ny mesterlære forventes at blive en attraktiv model for mange saloner, da den giver mulighed for, at en større del af elevens grundlæggende oplæring foregår direkte i virksomheden.

”Vi oplever stor interesse fra branchen, og mange saloner ser et potentiale i at være med til at uddanne deres egne fremtidige medarbejdere. Ny mesterlære kan være en rigtig god løsning for både elev og virksomhed, fordi læringen foregår tæt på den daglige praksis,” siger virksomhedskonsulent Emma Nørgaard Lykke Poulsen.

Branchen bakker op

Inden for barber- og frisørbranchen har man længe efterspurgt en officiel uddannelse med fokus på den maskuline hårmode, herreklip og barbering.

”Den officielle barber-uddannelse er en drøm, der går i opfyldelse. Det er en tydelig anerkendelse, der giver en helt ny legitimitet til faget. Vi er stolte over nu at være en del af uddannelsessystemet og med til at definere branchens fremtid ved at uddanne den nye generation af faglærte barberer.”

Sådan fortæller Ricardo Rodriguez, ejer af Chao Chao i Aalborg, der selv er uddannet frisør og barber og har engageret sig i uddannelsen.

Informationsmøde om barber-specialet

Mandag den 28. september kl. 17.00-18.00 inviterer Techcollege til informationsmøde om det nye barber-speciale. Her kan interesserede høre mere om uddannelsen, mulighederne for ny mesterlære og om, hvordan man som salon kan blive en del af uddannelsen af fremtidens faglærte barberer.

Informationsmødet afholdes på Techcollege, Rørdalsvej 10, 9000 Aalborg.

Tilmelding skal ske til uddannelsessekretær Gitte Christensen på tlf. 72 50 51 16.

Fakta

• Barber-specialet udbydes på Techcollege fra august 2026.

• Uddannelsen er et speciale i frisøruddannelsen.

• Eleverne lærer blandt andet avancerede klipninger, barbering, skægpleje, hudpleje, kundebetjening og iværksætteri.

• Uddannelsen veksler mellem skoleophold og oplæring i salon.

• Det er muligt at gennemføre uddannelsen via grundforløbets 2. del og ny mesterlære.

Kontakt

For yderligere uddybning af pressemeddelelsen er I velkomne til at kontakte: 

Virksomhedskonsulent og faglærer Emma Nørgaard Lykke Poulsen, e-mail empo@techcollege.dk/ Tlf.: 2526 6515.