Techcollege og Nørresundby Gymnasium & HF ruster sig til fremtidens EPX
Techcollege og Nørresundby Gymnasium & HF har indledt et strategisk samarbejde med henblik på fusion og med ambitionen om at skabe et af Nordjyllands stærkeste og mest mangfoldige uddannelsesmiljøer for unge såvel som voksne.
Baggrunden er et ungdomsuddannelseslandskab i forandring – blandt andet med indførelsen af den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse EPX fra 2030.
Samarbejdet skal ruste de to skoler til fremtidens ungdomsuddannelser og skabe endnu bedre muligheder for eleverne gennem et bredt og sammenhængende uddannelsesudbud.
Én samlet skole med mange muligheder
Visionen er at samle styrkerne fra nuværende erfaringer med EUD, EUX, HTX, HF og STX i én institution, hvor faglighed, fællesskab og trivsel går hånd i hånd.
“En fusion vil betyde, at vi kan skabe attraktive ungemiljøer for tre af fremtidens gymnasiale uddannelser (HTX, STX og EPX). Vi tror også på, at det vil balancere fordelingen af køn i klasserne, så der bliver et stærkt læringsmiljø, hvor kønnene kan supplere hinanden,” udtaler rektor på Nørresundby Gymnasium & HF, Søren Hindsholm.
Fusionen skal samtidig sikre robuste uddannelsesmiljøer både nord og syd for Limfjorden og give eleverne adgang til et bredt udvalg af ungdomsuddannelser tæt på deres hverdag.
Sammen om fremtidens EPX
Med samarbejdet får de to institutioner et stærkt afsæt for at udvikle fremtidens EPX-uddannelse, hvor teori, praksis, teknologi og innovation kombineres. Herudover ønsker begge institutioner at styrke de naturvidenskabelige uddannelser, hvorfor intentionen med fusionen er at have et udbud af HTX nord og syd for fjorden, som skal fungere i et tæt samarbejde med STX uddannelsen.
“Vi ser store muligheder i at bringe forskellige faglige traditioner tættere sammen. Det giver os mulighed for at skabe nye læringsmiljøer, hvor både den almen dannende, teknologiske og praksisfaglige tilgang netop får plads,” siger rektor på Nørresundby Gymnasium & HF, Søren Hindsholm.
Samtidig peger begge institutioner på, at samarbejdet vil styrke mulighederne for tværfaglig udvikling, videndeling og nye pædagogiske tilgange – ikke mindst i arbejdet med kunstig intelligens, digital udvikling og fremtidens kompetencebehov.
Forskellighed som styrke
Hos både Techcollege og Nørresundby Gymnasium & HF ser man skolernes forskellighed som en styrke.
“Vi kommer med forskellige erfaringer, kulturer og uddannelsestraditioner – og netop det giver os mulighed for at udvikle noget nyt sammen. Vi tror på, at fremtidens uddannelsesinstitutioner skal kunne favne bredt og skabe plads til mange forskellige måder at lære og udvikle sig på,” siger direktør på Techcollege, Søren Samuelsen.
Samarbejdet skal også styrke elevernes trivsel og skabe endnu bedre muligheder for støtte, vejledning og inkluderende fællesskaber.
Fælles udvikling starter i 2026
Det strategiske samarbejde indledes allerede i efteråret 2026 gennem fælles udviklingsprojekter og prøvehandlinger med henblik på en egentlig fusion i 2028, som endeligt skal godkendes af Børne- og undervisningsministeriet.
Ambitionen er klar
De to skolers ambition er med andre ord at blive et forbillede for fremtidens uddannelsesinstitutioner: et sted, hvor unge og voksne inkluderes og mødes på tværs af interesser og baggrunde, og hvor lærere, stab og ledelse sammen udvikler nye veje for læring, dannelse, karriere og trivsel.
Kontakt
For yderligere uddybning af pressemeddelelsen er I velkomne til at kontakte:
Bestyrelsesformand på Techcollege, Produktionsdirektør Torben N. Christensen, e-mail: torben.norgaard@rockwellautomation.com/Tlf: 5120 0835
Bestyrelsesformand på Nørresundby Gymnasium & HF, Mette Wilgaard, e-mail mw@roblon.com/Tlf: 2093 3484