Studie- og ordensregler og politikker

 

På disse sider kan du læse de regler og politikker, som gælder for hele TECHCOLLEGE.

Læs Regler for studieaktivitet på TECHCOLLEGE eller eksamensreglementet.

- for Aalborg Tekniske Gymnasium, se gymnasiets studie- og ordensregler.

Ordensreglement

Skolens ordensreglement omfatter følgende regler og politikker:

Ordensregler for elever

Generelle forhold vedr. din læring
Når du arbejder i klasselokaler, værksteder, klinikker osv., skal du altid følge de anvisninger, dine lærere giver dig med hensyn til opførsel, påklædning, brug af bærbar pc og oprydning.
Din påklædning skal overholde de for branchen sikkerhedsmæssige normer og regler. Desuden skal din påklædning gøre det muligt at have en åben og fri kommunikation mellem dig og de andre elever og mellem dig og dine lærere i undervisningen, fordi dette er en forudsætning for din læring.
I alle værksteder og lokaler skal du altid følge og overholde sikkerhedsreglerne.

Ugentlig arbejdstid 
På TECHCOLLEGE tager undervisningen udgangspunkt i en arbejdstid på 37 timer om ugen. Forberedelse, hjemmearbejde, skriftlige opgaver, ekskursioner, virksomhedsbesøg, studieture og projekter tæller med og udgør sammen med dine skematimer en 37 timers arbejdsuge. 

Opgaveaflevering og hjemmearbejde 
Som elev har du pligt til at forberede dig og aflevere dine opgaver og projekter til tiden. Vi forventer, at du selv skriver/udarbejder dem. Det er ikke tilladt at skrive af eller kopiere fra internettet eller fra andres opgaver. Gør du det, opfattes det som snyd, og opgaven bliver ikke bedømt.

De enkelte afdelinger har nærmere regler for opgaveafleveringer. Dem kan du finde i den lokale undervisningsplan for din uddannelse.

Optagelse af billeder, lyd, video og film af undervisning
Elevers og kursisters optagelse af billeder, lyd, video og film af undervisning er som udgangspunkt tilladt, såfremt det er aftalt med faglæreren og øvrige deltagere i rummet eller situationen.     

Studieaktivitet og fravær 
Alt fravær registreres og kan aflæses UDDATA+. Skolen følger løbende op på, om du har fravær og holder din mester orienteret. 

Hvis du er syg, skal skolen have besked hver dag inden kl. 8.15. Du melder du dig syg via UDDATA+. Der skal sendes besked hver dag i den periode du er syg.

 

Ordensregler, gældende fra 3. april 2017

Adfærdskodeks for elever

Hvad og hvem? 
Dette adfærdskodeks handler om, hvordan skolen forventer, du opfører dig, mens du er under uddannelse. Adfærdskodekset er henvendt til elever og kursister over alt på TECHCOLLEGE og skolehjemmet.

Hvorfor? 
Som elev er du med til at skabe en god fælles kultur på din skole. Det gør du gennem dine holdninger og din adfærd. Dvs. det handler om, hvordan du opfører dig over for andre, ikke kun når du er i dit daglige undervisningsmiljø på skolen, men også uden for skolen på alle elektroniske platforme og sociale medier. (i sms’er, på facebook, chat osv.). På TECHCOLLEGE accepterer vi ikke krænkende adfærd, da det kan have uoverskuelige konsekvenser for den person som udstilles og påvirke personens fremtid.

"Skolekultur" betyder "hvordan det er at være på en skole". På TECHCOLLEGE vil vi have en skolekultur, der er kendetegnet ved, at alle skolens afdelinger er trygge og udviklende læringssteder, kendetegnet ved respekt og fællesskab.

Det forventer vi 
Det er vigtigt, at din adfærd på skolen er positiv og aktiv. Med det mener vi, at vi forventer:

  • at du stiller krav til dig selv og andre i en positiv ånd, og at du modtager andres krav og forventninger til dig i en positiv ånd.
  • at du er med til at passe på skolen, dvs. at du rydder op efter dig selv, hjælper med at holde orden i klassen og behandler skolens ting ordentligt.
  • at du viser hensyn til andre og respekterer, at mennesker er forskellige, fx i forhold til køn, alder, seksualitet, religion, nationalitet og politiske holdninger.
  • at du både på og uden for skolen opfører dig sådan, at du ikke generer andre elever eller ansatte på skolen. Det gælder både i den fysiske og den virtuelle verden, dvs. på alle elektroniske platforme og sociale medier (i sms’er, på facebook, chat osv.)
  • at du taler i et sprog, der ikke generer eller støder andre.
  • at du som elev møder til tiden og deltager aktivt i undervisningen – hver gang du har timer og i alle timerne.

Adfærdskodeks, gældende fra 3. april 2017

Voldspolitik

Denne voldspolitik gælder for alle elever og kursister på TECHCOLLEGE.

På TECHCOLLEGE anser vi vold, mobning, hærværk, tyveri og trusler for at være et fælles problem, som vi vil forebygge, være åbne om, lægge mærke til og straks gribe ind over for. Vi accepterer ingen af delene.

Hvad er vold? 
Vold kan både være fysisk og psykisk:

  • Fysisk vold kan være slag, spark, skub, bid, knivstik, kvælningsforsøg og lignende.
  • Psykisk vold kan være nedsættende bemærkninger, ydmygelser eller verbale og nonverbale trusler som fx mobning og chikane. Psykisk vold kan både ske i den virkelige verden og over elektroniske platforme som fx chat og sms!

Særligt om mobning 
På TECHCOLLEGE definerer vi mobning som når en person flere gange føler sig angrebet, såret, gjort til grin eller nedværdiget og har svært ved at forsvare sig. Det kan være på skolen, på skolehjemmet, på vej til og fra skole, i fritiden og på sms eller andre elektroniske platforme. Mobning kan også handle om, at man bliver udelukket fra det sociale fællesskab eller andre sladrer om én.

Drillerier er helt almindelige og er ikke det samme som mobning. Drilleri opfattes som godsindet af både den, der driller og den, der bliver drillet. De fleste mennesker kan fornemme forskel på almindelig drilleri og ondskabsfuld mobning. Mennesker er forskellige, og derfor kan noget, der opfattes som drilleri i én situation, opfattes som mobning i en anden.

Sådan griber skolen ind 
Skolen tager altid hånd om dem, der bliver angrebet, og om dem der uretmæssigt bliver anklaget for at have begået vold. Hvis du selv udsættes for fysisk eller psykisk vold eller ser andre, der udsættes for vold, har du pligt til at melde det straks til den nærmeste underviser eller leder.

Hjælp til voldsramte 
Underviseren eller lederen sørger for hjælp og støtte til den voldsramte og evt. klassekammerater og kolleger, der har overværet overfaldet. Det kan fx være i form af lægebehandling og psykologhjælp. Underviseren eller lederen sørger også for, at den voldsramte ikke skal være alene i timerne efter voldsepisoden og vælger evt. en støtteperson. 

Konsekvenser for voldsudøvere 
Enhver voldsepisode på TECHCOLLEGE anmeldes til politiet omgående. Udøver man vold, bliver man bortvist fra skolen med øjeblikkelig virkning. Det gælder også ved grov mobning. De videre konsekvenser afhænger af voldens karakter, en vurdering af den konkrete situation, og om der falder dom i en voldssag.

Voldspolitik gældende fra 1. november 2010

Antimobbestrategi

Formål:

Hvad vil vi med vores antimobbestrategi?
Målet med denne strategi er give medarbejderne på TECHCOLLEGE handlemuligheder for at arbejde med elevernes trivsel, forebygge og håndtere mistrivsel.

Hvad forstår vi ved mobning?
Mobning et socialt fænomen, der involverer to eller flere personer, hvor en eller flere udfører en eller gentagne handlinger, der overskrider en andens grænser. Desuden indebærer mobning en ubalance i magtforholdet mellem den/dem, der mobber og dem/den, der bliver mobbet.

Uddybning:

Mobning er ofte et gruppefænomen
Mobning foregår i og omkring fællesskaber både offline og online, hvor flere personer har mere eller mindre synlige og skiftende roller.

  • Mobning kan være en måde at skabe et fællesskab på, når det ikke lykkes at samles i fællesskaber om andre emner/aktiviteter.
  • Uanset hvor mobningen foregår, kan mobbeårsagen ikke udelukkende tillægges enkelte individer.

Udstødelseshandlingerne får en systematisk karakter

  • Udstødelseshandlinger i forbindelse med mobning bærer præg af eksklusion eller fornedrelse.
  • Handlingerne har ofte en systematik, der for eksempel kan komme til udtryk ved, at det er den/de samme person(er), der er offer for handlingerne. Det kan dog hurtigt skifte, hvilke børn/unge der inkluderes i fællesskabet, og hvilke der ekskluderes.

Mobning kan være direkte og forfølgende eller indirekte og udelukkende

  • Mobning kan komme til udtryk ved synlig og direkte forfølgelse, for eksempel hvis en elev gentagne gange oplever at blive slået, kaldt grimme ting eller latterliggjort på sociale medier.
  • Mobning kan også komme til udtryk ved den mere tavse, skjulte udelukkelse, for eksempel hvis klassekammerater går, når eleven kommer, vender øjne, hvisker, ikke liker opslag på sociale medier, etc.

Mobning foregår i en formel social sammenhæng, som den unge indgår i

  • Den unge er en del af en institution, som for eksempel en ungdomsuddannelse, hvor den unge har sin hverdag.
  • Den sociale sammenhæng opleves af den unge som en forudsætning for at være en del af fællesskabet. Det kan for eksempel være fritidsklubber, sportsklubber eller digitale rum. For at være en del af et almindeligt ungdomsliv opfattes det som nødvendigt for unge at opholde sig disse steder.

Mobning forudsætter en magtubalance

  • En magtubalance forekommer, hvor det er blevet socialt accepteret, at en eller flere personer er mindre værd end andre.

Hvad er digital mobning?
Hvis mobning opstår, vil de digitale medier ofte være med til at tydeliggøre en sårbar og ekskluderet position. Begrebet digital mobning dækker over krænkende og nedværdigende handlinger, som unge udsættes for gennem sociale medier, hvor de interagerer med andre unge, og hvor handlingerne systematisk er rettet mod én eller flere personer. Der findes også en række andre særlige kendetegn ved den mobning, som udøves gennem digitale medier.

Kendetegn ved digital mobning
Digital mobning kan foregå døgnet rundt – og der er ikke noget fristed. Den, som det går ud over, føler sig sjældent sikker i det digitale rum og er sjældent i fred.

  • Beskeder og billeder kan blive set af rigtig mange – man ved ikke, hvor mange der ser et billede, en video, en besked eller en kommentar. Uvisheden styrker utrygheden, ubehaget og afmagten.
  • De, der chikanerer, kan være anonyme, og der kan herske stor usikkerhed omkring, hvem afsenderen er. Det forstærker også oplevelsen af afmagt, fordi man ikke kan holde bestemte personer ansvarlige.
  • Det kan foregå i lukkede grupper, som ofte er usynlige for andre – for eksempel voksne. Det er derfor også svært at bevise, at man bliver mobbet.
  • Kropssproget mangler i den digitale verden, så hårde ord kan føles ekstra sårende.
  • Mobningen kan både forekomme globalt og lokalt – det vil sige, at hele verden er tilskuere, selv om mobningen for eksempel sker i klassen.
  • Den magtubalance, der ofte sker i et fællesskab, når der foregår mobning, forstærkes i mange tilfælde i de digitale rum, hvor de unge er til stede uden voksne.

Forebyggelse:

Hvad gør vi for at fremme elevernes sociale trivsel og modvirke til mobning?
Trivsel er en helt afgørende forudsætning for, at eleverne kan blive fagligt dygtige og livsduelige. På TECHCOLLEGE hænger trivsel sammen med begreberne selvbestemmelse, læring og relationer. For at trives og være motiveret for de aktiviteter, som man indgår i, så har man behov for:

  • at opleve en grad af fri vilje og personligt initiativ
  • at opleve fagligt passende udfordringer
  • at opleve gode relationer

I forhold til sidstnævnte gælder det både de gode relationer mellem eleven og faglærerne, og et godt fagligt og socialt fællesskab blandt elever.

Hvad er elevernes rolle?
Eleverne skal bl.a. gennem elevrådsarbejdet styrke trivslen på skolen. Vi vil sikre, at trivslen jævnligt er på dagsordenen til elevrådsmøder – både centralt og decentralt.

Der er gennem elevens tid på skolen, løbende fokus på det at være en god klassekammerat

Inddrager vi forældrene - og i givet fald hvordan?
For elever under 18 år inddrager vi forældrene så hurtig som muligt. Det er altid i overensstemmelse mellem kontaktlærer og uddannelseslederen. Forældrene inviteres som oftest ind til et møde på skolen. For elever over 18 år kan forældrene inddrages i samtykke med eleven.

Hvordan og hvornår bruges ressourcepersoner (kontaktlærere, elevcoachene, vejledere, mv.) i det forbyggende arbejde?
Elevcoaches og studievejledere bliver præsenteret for alle nye hold hurtigst muligt efter opstart. Disse inddrages løbende og efter behov i forhold til trivselsarbejdet i afdelingen. Som udgangspunkt vil det være elevens faglærere/kontaktlærer, der i første omgang vil opfange det, hvis der er behov for en særlig indsats.

Hvordan opdager vi eventuel mistrivsel hos én eller flere elever?

  • Alle elever har en kontaktlærer, som er opmærksom på den enkelte elevs trivsel samt på klassens trivsel.
  • Vi følger op på undervisningsmiljøvurderingen, som indgår i elevtrivselsmålinger(ETU) og ser her efter om der er faresignaler, som vi skal handle på. Det vil fremgå i TECHCOLLEGEs strategi- og kvalitetsberetning som udarbejdes hvert forår.  
  • I alle afdelinger har vi tilknyttet elevcoaches, som blandt andet har til opgave at fornemme trivslen blandt eleverne.
  • Skolens elevcoaches har til opgave at have en finger på pulsen i forhold til trivslen i afdelingerne og på holdene.
  • På de fleste hold/klasser er der et team af faglærere, som sammen har fokus på - og løbende drøfter - hvorvidt holdet/klassen trives.

Indgriben:

Hvordan griber vi ind, hvis vi oplever mistrivsel hos én eller flere elever?
Tegn på mistrivsel drøftes i lærerteamet og handlinger iværksættes.

Hvad gør vi helt konkret, når der er mistanke om mobning

  • Uddannelseslederen orienteres.
  • Lærerteamet afdækker problemets omfang.
  • Lærerteamet omkring den enkelte elev/det enkelte hold drøfter problemet og løsningsmuligheder.
  • Elevcoaches kan kontaktes. 
  • Når mobning er konstateret: Ved elever under 18 inddrages mobbeofrets forældre altid.
  • Andre forældre inddrages efter en vurdering.
  • Klassen/holdet orienteres eller inddrages efter vurdering.
  • Kontaktlæreren afholder opfølgningssamtale med mobbeofret og evt. klassen.

Hvem kan elever, ansatte og forældre henvende sig til med spørgsmål vedrørende elevernes sociale trivsel?

  • Kontaktlærer
  • Uddannelsesleder
  • Uddannelseschef/rektor
  • Elevcoachene

Ledelsens rolle:

Hvornår går ledelsen ind i konkrete problemstillinger?
Problemstillingerne løses oftest i afdelingen hos kontaktlæreren, lærerteamet omkring den enkelte elev/klasse, uddannelseslederen og evt. med hjælp fra skolens elevcoaches eller psykolog.

Skolens ledelse ind i problemstillingen, hvis der kommer klager ind fra elever eller forældre, eller uddannelseslederen beder om det. Den enkelte chef informerer direktøren om hændelsen.

Gældende fra: 01.10.2017

Rygeregler

Det er ikke tilladt at ryge på skolens område, hverken inde eller ude. Forbuddet gælder på alle adresser og matrikler på TECHCOLLEGE og gælder almindelig tobak, tyggetobak, snus og elektroniske cigaretter.

Rygeforbuddet gælder for alle: elever, lærere, øvrige medarbejdere, forældre samt besøgende.

Overtrædelse af rygeforbuddet kan i grove gentagelsestilfælde medføre bortvisning, jævnfør skolens ordensreglement.

Hvis du er ryger
For at afhjælpe rygning, især på Rørdalsvej og Øster Uttrup Vej, er der fastlagt rygeområder i skel på hver af de omtalte adresser. Således har rygere mulighed for at benytte et område, hvor rygning er tilladt – inden for en overkommelig afstand. Tyggetobak og snus er dog ikke tilladt i rygeområderne. Rygeområder er markeret på disse oversigtskort:

Rørdalsvej

Øster Uttrup Vej

Rusmiddelpolitik

Generelle regler
Det er ikke tilladt at medbringe, indtage eller være påvirket af alkohol samt andre rusmidler i forbindelse med skolegangen på TECHCOLLEGE, eller hvor eleverne kan identificeres med skolerne. Dette gælder også på introture og til øvrige elevarrangementer uden for skolen.

Dispensationer
På studieture kan skolens ledelse dispensere og give tilladelse til indtagelse af alkohol i begrænset omfang. Følgende forhold gør sig gældende:

  • Regler og sanktioner er talt godt igennem inden turen
  • Turen til og fra destinationen er alkoholfri
  • Undervisningsaktiviteterne er alkoholfrie
  • Alle elever skal møde friske og udhvilede til dagens program
  • Hvis forholdene taler for det, kan den enkelte skole eller lærer indføre totalt forbud under hele turen

I forbindelse med elevfester og cafeer kan skolens ledelse give dispensation til indtagelse af alkohol på skolens område. Følgende forhold gør sig gældende:

  • Arrangementer afholdes under trygge og hyggelige rammer, hvor der er adgangskontrol og medarbejdere til stede 
  • Der udskænkes ikke hård spiritus, og der udskænkes ikke til stærkt berusede personer
  • Utilbørlig beruselse eller påvirkning af andre rusmidler tolereres ikke, og forældrene kontaktes, hvis eleven er under 18 år
  • Elever, der er meget berusede, bliver ikke lukket ind til festen, og forældrene kontaktes, hvis eleven er under 18 år
  • Til fester skal der kunne købes alkoholfrie drikke, og der bør være caféområder, hvor ikke-berusede gæster kan hygge sig sammen - gerne med mulighed for alternative aktiviteter som spil m.m.

Hjælp til elever, som har problemer med rusmidler
TECHCOLLEGE tager ansvar for, at de elever, der har problemer med rusmidler, får hjælp. Hvis skolen vurderer, at en elev bruger hash eller andre euforiserende stoffer, bliver eleven indkaldt til en samtale med studievejleder/coach med henblik på at vurdere uddannelsesforløbet og sikre, at eleven får professionel hjælp fra Aalborg Kommune eller hjemkommunen. Se vores beredskabsplan ved misbrug af rusmidler.

Er eleven under 18 år, bliver forældrene hurtigst muligt inddraget, og der henvises til Rusmiddelteamet i Aalborg Kommune eller tilsvarende center i hjemkommunen. Er eleven over 18 år, henvises der til misbrugscentret i Aalborg Kommune eller i hjemkommunen. I de tilfælde, hvor eleven har en uddannelsesaftale, vil praktikstedet blive sat ind i sagen i nødvendigt omfang.

Sanktioner ved overtrædelse af reglerne i rusmiddelpolitikken
Elever, der overtræder skolens regler i rusmiddelpolitikken eller lovgivning om euforiserende stoffer, vil blive indkaldt til en samtale med studievejleder eller ledelsen og kan risikere bortvisning fra arrangementer, bortvisning fra skolen i et antal dage eller i yderste konsekvens permanent bortvisning fra skolen.

Overtrædes reglerne under en studietur, ekskursion eller et elevarrangement uden for skolen, vurderer de ansvarlige lærere, om:

  • der skal sanktioneres over for eleven efter hjemkomst, jf. ovenfor - i dette tilfælde skal dette og begrundelsen herfor meddeles eleven på studieturen, ekskursionen eller elevarrangementet
  • eleven skal hjemsendes for egen regning. 
  • studieturen skal afbrydes i utide, hvis overtrædelserne er omfattende og udbredte

Eleverne kan opleve, at skolen vil sikre overholdelse af lovgivningen om hash og andre euforiserende stoffer ved hjælp af iværksættelse af forskellige tiltag, fx tests og vagtværn med narkohunde.

Regler vedr. reklame for alkohol på skolen
TECHCOLLEGE accepterer ikke, at der ophænges reklame eller på anden måde reklameres for alkoholprodukter på skolen. Dette gælder også reklamer, hvor der både implicit og eksplicit opfordres til druk.

Rusmiddelpolitik – gældende fra 1. august 2013

Endvidere følger TECHCOLLEGE en fælles rusmiddelpolitik for elever på ungdomsuddannelser i Aalborg Kommune.

It-regler

It-miljøet på TECHCOLLEGE er til for, at skolens elever, kursister, medarbejdere og andre kan bruge it i undervisningen. It-miljøet består af computere, printere, netværk, servere, internetforbindelse og anden hard- og software. For at sikre at vi alle sammen får det bedst mulige ud af it-miljøet, har skolen vedtaget disse it-regler, som gælder for alle brugere uden undtagelse.

Læs også gerne skolens it-guide, der hjælper dig godt i gang med brug af it på TECHCOLLEGE.

1. Beskyt dit brugernavn og din adgangskode – misbrug ikke andres
Alle brugere får tildelt et brugernavn og en adgangskode (password), som identificerer den enkelte bruger og derfor er strengt personligt. Det er ikke tilladt at logge på med en anden persons identitet. Du må ikke fortælle andre din adgangskode, og du skal jævnligt ændre den. Du er selv ansvarlig for din kode. Det betyder, at hvis en anden misbruger din adgangskode, kan du risikere at blive gjort ansvarlig for ulovlige handlinger. Husk altid at logge af eller låse, når du forlader en computer.

2. Brug kun computerne til undervisningsformål i undervisningstiden
Du må ikke bruge undervisningstiden ved computeren på spil, surf, chat, private e-mails eller lignende. Det er du til gengæld velkommen til at gøre i pauser og uden for undervisningen, så længe du overholder de andre it-regler.

3. Gem selv dine filer 
Gem aldrig filer på computerens skrivebord. Du kan gemme dine skoleopgaver og andre filer, der har med skolen at gøre, i OneDrive i Office 365. Det er dit eget ansvar at tage sikkerhedskopi af de filer, du gemmer i Office 365. Hvis ikke du selv tager en kopi, risikerer du at miste dine filer mellem skoleforløbene. Husk derfor at tage løbende backup af dine filer. Du finder en vejledning her: support.itcn.dk/office365

4. Private bærbare skal have skolens antivirussystem installeret 
På din bærbare computer skal der være et opdateret antivirus produkt. Du kan henvende dig til den lokale it-supporter og få udleveret F-Secure Client Security, som du må benytte i den periode, du er elev på skolen. En anden mulighed er at hente Microsoft Security Essentials gratis ved Microsoft. Du skal dog være opmærksom på, at it-supporteren kan forlange, at du installerer F-Secure, hvis du får problemer f.eks. med at komme på skolens trådløse netværk.

5. Computernes opsætning må ikke ændres 
Du må ikke ændre opsætning eller udseende på skolens computere, uden at det er aftalt med IT Center Nord. Du må fx ikke opsætte interne netværk ud over det, der i forvejen er etableret. Det er heller ikke tilladt at skjule sin identitet (IP-adresse), bortset fra i de tilfælde hvor det eksplicit er tilladt, eller at ændre den til en anden end den, der automatisk udleveres af IT Center Nord.

6. God opførsel gælder også i den virtuelle verden. Det er ikke tilladt at

  • surfe på voldelige, racistiske, pornografiske eller lignende sider, der kan virke generende for andre.
  • bruge skolens computere til at skrive vulgære, nedsættende, racistiske eller lignende ting nogen som helst steder.
  • chikanere andre eller offentliggøre private oplysninger om andre via internettet.
  • genere andre brugere med junk-mail, hate-mails, spam-mails og lignende.
  • Læs også skolens adfærdskodeks.

7. Dansk lovgivning gælder også her 
Skolens netværk må ikke bruges til nogen form for aktivitet, der er forbudt ifølge dansk lovgivning. Det vil fx sige at downloade og installere enhver form ulovligt materiale (fx musikfiler, der bryder ophavsret), sprede virus med vilje, undersøge andres brugeres private forhold (phishing), eller tvinge sig adgang til skolens, andre personers eller organisationers computersystemer (hacking). Vær opmærksom på, at hver gang du sender en e-mail eller surfer på internettet, efterlader du et elektronisk spor og dermed skolens "visitkort".

8. Print ikke mere end nødvendigt 
Tænk både miljøvenligt og økonomisk.

9. Ryd op efter dig, og spis ikke ved computeren 
Du må ikke spise og drikke ved skolens computere. Ryd op efter dig ved computeren, når du er færdig, så der er pænt til næste bruger.

Konsekvenser hvis du overtræder reglerne 
Hvis du får kendskab til overtrædelser af skolens it-regler, har du pligt til at melde det til IT Center Nord (se nedenfor).

Overtræder du it-reglerne, kan det medføre lukning af din brugerkonto eller i alvorlige tilfælde politianmeldelse, erstatningskrav og/eller bortvisning fra TECHCOLLEGE. Du kan risikere bortvisning pga. manglende studieaktivitet, hvis du som elev bruger undervisningstiden ved computeren på spil, surf, chat, private e-mails eller lignende.

Support fra IT Center Nord 
Har du spørgsmål eller problemer med skolens it-udstyr, kan du kontakte IT Center Nords helpdesk på telefon 7250 5330 i tidsrummet:
Mandag til torsdag: 7.30 til 16.00
Fredag: 7.30 til 13.00

Du kan også sende en e-mail til helpdesk@itcn.dk

It-regler gældende fra 1. november 2010

Beredskabsplan ved truende adfærd

Denne beredskabsplan er en hjælp til medarbejdere på TECHCOLLEGE. Som medarbejder skal du være med til at sikre, at elever, kursister og andre altid bringes i sikkerhed ved truende adfærd af enhver art – herunder skoleskyderi. Beredskabsplanen fortæller dig kort og præcist, hvordan du skal handle.

1. Ved truende adfærd fra en elev, kursist eller anden person kontakter du straks nærmeste chef og politiet. Nærmeste chef kontakter straks skolens uddannelsesdirektør. Du skal selv vurdere, om kontakten til politiet skal ske, førunderretningen til ledelsen.

2. Hvis du vurderer, at det er muligt og sikkert, skal du hjælpe alle elever, kursister og andre omkring dig væk fra bygningen. Hvis du vurderer, at det ikke er muligt at komme væk fra bygningen, gør du som følger:

3. Befinder du dig i et teori- og praktiklokale, skal du forhindre en truende person i at komme ind i lokalet. Det kan du gøre ved at låse døren, fastsætte ryggen til en stol som stopper for dørhåndtaget, skubbe borde hen mod døren eller på anden måde barrikadere lokalet. Sørg for, at vinduerne er lukkede. Bed alle i lokalet om at lægge sig under borde eller lignende og forholde sig roligt og undgå støj af enhver art. Vær opmærksom på mobiltelefoner, der straks sættes på lydløs.

4. Opholder du dig på gange, toiletter eller andre steder, søger du ind i nærmeste lokale og låser og barrikaderer døren. Sørg for, at alle elever, kursister og andre omkring dig følger med, og at ingen er synlige på gange og lignende.

5. Bliv i lokalet, indtil en person, du kender, eller politiet lukker dig ud.

Opfølgning
Umiddelbart efter episoden tager nærmeste chef kontakt til direktionen. Direktionen handler omgående, fx ved at sammensætte en krisegruppe, der sætter den nødvendige hjælp og støtteforanstaltninger i gang. Hvad der videre skal ske, aftales med nærmeste chef.

Beredskabsplan ved truende adfærd gældende fra 1. november 2010

Handleplan ved sorg

TECHCOLLEGE har vedtaget denne handleplan i forbindelse med sorg, fordi vi ønsker at støtte op omkring elever og medarbejdere, der udsættes for sorg. Planen er udformet som en handleplan, således den er let at forholde sig til i en svær situation. Den indeholder konkrete anvisninger til, hvordan vi handler i fire situationer:

  • Hvis en elev kommer alvorligt til skade i skoleregi
  • Hvis en elev dør
  • Hvis der sker dødsfald i en elevs nærmeste familie
  • Hvis en medarbejder dør

Hvis en elev kommer alvorligt til skade i forbindelse med undervisningen, på ekskursion, studietur mv.

1. Giv førstehjælp og ring efter ambulance.

2. Kontakt lederen eller kontoret.

3. Leder eller kontor kontakter elevens forældre eller nærmeste pårørende.

4. Klassens kontaktlærer bliver hos resten af klassen – hvis der er to lærere med klassen, kan den ene tage med på hospitalet, men vurdér først den samlede situation (elevernes alder, elevernes sindstilstand, lærerens egen mulighed for at hjælpe den tilskadekomne)

5. Leder og lærer sørger for, at eleverne ikke med det samme tager hjem, men at man får mulighed for at tale og græde sammen.

6. Elevcoachen kontaktes med henblik på yderligere støtte til klassen – fx psykologhjælp.

7. Det aftales, at alle kommer i skole næste dag.

8. Lærere og ledelse bliver tilbage, indtil sidste elev er taget fra skolen.

Hvis en elev dør

1. Når elevens familie kontakter skolen, sørger klassens kontaktlærer for at aftale, hvilke informationer der skal gives videre til klassens andre elever samt øvrige lærere og medarbejdere på afdelingen.

2. Den første dag efter, at familien har orienteret skolen, sørger klassens kontaktlærer for, at elevens klassekammerater bliver informeret hurtigst muligt. Her skal ledelsen være til stede i klassen.

3. Der flages på halv.

4. Alle øvrige lærere og medarbejdere på den pågældende afdeling/skolehjemmet orienteres af ledelsen på lærerværelset.

5. Resten af afdelingens elever møder i deres klasser som vanligt og orienteres her af deres lærere.

6. Resten af de ansatte på hele TECHCOLLEGE informeres via intranettet.

På begravelsesdagen

1. Der flages på halv.

2. Klassekammerater deltager efter aftale.

3. Klassens lærere deltager.

4. Skolen og klassen sender blomster og breve.

Hvis der sker dødsfald i en elevs nærmeste familie

1. Klassens kontaktlærer kontakter eleven og/eller familie for bl.a. at aftale, hvilke informationer der skal videregives til klassens andre elever.

2. Når eleven kommer tilbage til klassen, gennemføres der en fælles samtale med hele klassen. Der bør være to lærere til stede.

3. Elevcoachen kontaktes for evt. yderligere hjælp til eleven.

Hvis en medarbejder dør

1. Ledelsen sørger for information til andre ansatte så hurtigt som muligt.

2. Alle ansatte på den pågældende afdeling, hvor medarbejderen var ansat, samles på lærerværelset til orientering hurtigst muligt.

3. Hvis afdøde er lærer, sørger kontaktlæreren for at informere eleverne.

4. I den klasse, hvor afdøde havde særlig tilknytning, deltager skolens ledelse og klassens øvrige lærere, når informationen gives.

5. Der flages på halv.

6. TECHCOLLEGEs øvrige ansatte orienteres via intranettet.

7. Ledelsen kontakter den ansattes familie for bl.a. at afklare familiens ønsker i forbindelse med begravelsen.

På begravelsesdagen

1. Der flages på halv.

2. Kollegaer og andre ansatte, som ønsker at deltage i begravelsen, kan gøre dette. Hvis afdøde var lærer, tilrettelægges undervisningen under hensyntagen til det. Eventuelt aflyses undervisningen på begravelsesdagen.

3. Ledelsen fra afdelingen deltager.

4. Skolen sender blomster og breve.


Handleplan ved sorg, gældende fra 1. november 2010

Retningslinjer for tv-overvågning

Formål
TECHCOLLEGE anvender tv-overvågning som led i forebyggelse og opklaring af kriminalitet (tyveri, hærværk, vold og andre strafbare handlinger).

Retsgrundlag
Retningslinjerne er oprettet i overensstemmelse med tv-overvågningsloven, persondataloven, straffeloven, forvaltningsloven samt almindelige forvaltningsretlige principper.  Herudover følger TECHCOLLEGE Datatilsynets anbefalinger.

Ansatte ved TECHCOLLEGE informeres om tv-overvågningen gennem arbejdspladsens personalepolitik. Elever og andre vil blive informeret om tv-overvågningen ved skiltning ved adgangsveje. Desuden kan Retningslinjer for TV-overvågning ses på TECHCOLLEGEs hjemmeside.

Hvor forefindes tv-overvågning, og hvem har adgang til optagelser?
Tv-overvågning forefindes indendørs og udendørs - eksempelvis i edb-lokaler og i fælles gangarealer. Der vil være skiltet i områder, hvor der foregår tv-overvågning.

Kameraer på TECHCOLLEGE er stationære uden optagelse af lyd. Der optages kun, når der forekommer bevægelse.

Kun arbejdsmiljølederen (¤) og udvalgte ITCN-medarbejdere har adgang til gennemsyn af tv-overvågningen, og gennemsyn af tv-overvågningen foretages alene ved konkret mistanke om kriminalitet. Optagelserne fra tv-overvågningen kan kun ses fra det administrative net.

Procedure ved konstateret eller formodet kriminalitet

  • Chef eller leder kontaktes ved konkret mistanke eller hændelse
  • Chef eller leder kontakter arbejdsmiljøleder (¤) med grundige oplysninger om følgende;
    - Lokalitet
    - Formodet tidsrum
    - Information om pågældende hændelse
  • Hændelsen oprettes som en ITCN-helpdesk-sag.
  • Relevante optagelser gennemses af arbejdsmiljøleder (¤) eller udvalgt ITCN-medarbejder.
  • Belastende bevismateriale, som viser eller kan formodes at være af betydning, sikres.
  • Chef eller leder tager sig af den videre behandling af sagen.
  • Arbejdsmiljøleder (¤) kan aflevere bevismateriale til politiet til vurdering ved evt. anmeldelse.

Procedure for anvendelse af lagret materiale
Optagelserne fra tv-overvågningen gemmes på servere i ITCNs serverrum og overspilles automatisk efter maksimalt 30 dage. Overspilning kan forekomme før 30. dag afhængig af det samlede pladsforbrug for optagelserne. Billederne fra tv-overvågningen vil blive gennemset ved konkret mistanke om kriminalitet.

Ved konkret mistanke om kriminalitet, rettes der henvendelse til arbejdsmiljølederen (¤), hvorefter der foretages gennemsyn af tv-overvågningen af arbejdsmiljøleder (¤) og/eller udvalgt ITCN-medarbejder, der har adgangskode og log-in til systemet.  

Såfremt den konkrete mistanke om kriminalitet bekræftes ved gennemsyn af tv-overvågningsbillederne, kontakter arbejdsmiljølederen(¤) den ansvarlige chef eller leder, som vil blive bedt om at kigge optagelsen igennem sammen med arbejdsmiljølederen (¤). Hvis identifikation kan foretages, sikrer chef eller leder den videre behandling af sagen.

Der oprettes en ITCN-helpdesk sag omkring gennemsyn og sikring af belastende bevismateriale. Såfremt det findes hensigtsmæssigt anmeldes sagen, og billederne fra tv-overvågningen videregives til politiet.

Hvis data skal gemmes i mere end 30 dage, eksempelvis i forbindelse med en konkret henvendelse, skal personer, der optræder på videooptagelserne, underrettes. En kopi af data vil i udgangspunktet være tilgængelig for den eller de registrerede personer, med mindre politi eller domstol forhindrer dette af hensyn til efterforskning eller sagsbehandling i en straffesag. Dette medfører også, at såfremt der verserer en sag hos politi eller domstole, hvor videooptagelserne har relevans, så skal disse forespørges inden udlevering af data.

Ansvar
Det er direktørens ansvar, at de overordnede rammer for tv-overvågning overholdes. 
IT-chefen har ansvaret for den daglige drift og vedligeholdelse af de til formålet tekniske installationer. 
Arbejdsmiljølederen har ansvaret for, at gennemsyn af tv-overvågningen foretages iht. disse retningslinjer. Gennemsyn af materialet foretages i samarbejde med IT Center Nord (ITCN).

Arbejdsmiljølederen har ansvaret for ændringer i placering og antal videokameraer.
Chef eller leder har ansvaret for at rette henvendelse til arbejdsmiljølederen (¤), når der ønskes gennemsyn af optagelser grundet en konkret mistanke om kriminalitet. 
Alle medarbejdere er forpligtiget til at kontakte chef/leder for området ved konkret mistanke om kriminalitet.

Drift og vedligeholdelse
Chef eller leder kan fremsende forslag til ændringer af nuværende sikring. 
ITCN foretager periodisk funktionsafprøvning og kontrol af samtlige kameraer. 
Ved konstatering af manglende funktionalitet gennemses optagelsen rutinemæssigt.
Ved formodet bevidst begrænsning af anlæggets funktion, tager ITCN kontakt til arbejdsmiljøleder. 
Konstateres et kamera ude af drift, oprettes en ITCN-helpdesk sag til den IT-ansvarlige for det pågældende område, som herefter afhjælper problemet.

Bemærkning

(¤) : Ved Arbejdsmiljølederens fravær ligger ansvaret hos Bygnings- og Servicechefen.

 

Senest revideret: oktober 2015, godkendt i Samarbejdsudvalget

Konsekvenser ved overtrædelser

Generelt gælder følgende konsekvenser ved overtrædelse af ordensreglementet:


Hvis du ikke lever op til skolens ordensreglement, kan det få forskellige konsekvenser for din uddannelse. Du kan få mundtlige og skriftlige advarsler, hvis du overtræder ordensreglementet. Sker det gentagne gange, kan du risikere at blive bortvist fra skolen og meldt ud af din uddannelse. Skolen vil altid først advare dig om, hvilke konsekvenser dine overtrædelser vil få, så du har mulighed for at rette op på problemet. Er du uenig i skolens vurdering, kan du skriftligt forklare din egen holdning.

Yderligere retningslinjer på skolen er:

Kostpolitik og beredskabsplan ved misbrug