Praktisk information
På denne side kan du finde information om alt lige fra studiestart, ferieåret, kantinen, IT og andet udstyr, som du skal bruge som elev på skolen.
Erhvervsuddannelser
Så længe du ikke har en læreplads, kan du få støtte til befordring – dvs. støtte til transport. Du kan søge om bus/togkort eller kilometerpenge. 16-19-årige og elever på SU kan få et Ungdomskort. Prisen på Ungdomskort er højere for lærlinge med en uddannelsesaftale eller læreplads. For at kunne søge om Ungdomskort skal du have fået besked i din eboks om at du er optaget på uddannelsen. På www.ungdomskort.dk kan du også søge om kilometerpenge.
Du kan få hjælp til både Ungdomskort og kilometerpenge på SU-kontoret. Telefon: 7250 5172.
Det forventes, at du har en pc med, da det er en forudsætning for, at du kan lave lektier og følge undervisningen. Husk aldrig at efterlade den uden opsyn - den er dit eget ansvar. Hvis en speciel computer er aktuel for din uddannelse, får du det at vide, når uddannelsen er gået i gang. Bemærk at Techcollege ikke er en del af Google-miljøet og derfor fungerer Chromebooks ikke hensigtsmæssigt hos os. Derudover har vi rigtig mange uddannelser, der bruger software, som en chromebook ikke kan køre.
Hent app'en til din smartphone, tag et billede og fortæl os, hvor TECHCOLLEGE trænger til en kærlig hånd. Søg på "DaluxFM HelpDesk" i App Store (hvis du har en iPhone) eller Google Play (hvis du har en Android-telefon) - eller scan qr-koden herunder.
BEMÆRK: Det første App'en beder om er “Customer ID". Her skal du skrive Techcollege.
Se her hvordan du nemt bruger app’en.


Vi bruger e-boks, når vi indkalder dig til introsamtale, grundforløb, skoleophold mv.
Techcollege opkræver et éngangsbeløb til kopi og print på kr. 300 for elever på erhvervsuddannelser.
Opkrævningen vil være en éngangsbetaling og derfor kun blive opkrævet i forbindelse med, at du starter på din uddannelse på grundforløbet. Elevbetalingen gælder også for dig, der starter i ny mesterlære. Beløbets størrelse er udregnet som en gennemsnitsudregning over de samlede omkostninger i uddannelsestiden, og dækker både print, kopiering og udleverede materialer.
Beløbet er udregnet som et gennemsnitsbeløb for alle de elever, der starter på grundforløbet og betaling refunderes ikke ved udmelding. Beløbet bliver opkrævet særskilt 2 måneder efter studiestart og sendes som en faktura i din eboks.
Techcolleges elevcoaches kan hjælpe, hvis du har problemer derhjemme, misbrug eller dit sociale liv.
På grundforløbet ligger ferier og fridage fast, og her kan du se, hvornår skolen har lukket. Bemærk at hovedforløb kan være placeret, mens grundforløb holder ferie.
Fritagelse for undervisning
Der gives fri til store begivenheder i nærmeste familie, begravelser og konsultation hos speciallæger og specialtandlæger, men det skal i alle tilfælde godkendes af din kontaktlærer. Husk at bede om fri i god tid.
Gælder kun for grundforløbet
Skoleåret august 2025 til juni 2026
Undervisningsfri:
Uge 42………………………………… 13.10.25 – 17.10.25
Uge 8...………………………………... 16.02.26 – 20.02.26
Tre dage før påske.........……………….. 30.03.26 – 01.04.26
Dagen efter kr. himmelfartsdag………... 15.05.26
Grundlovsdag………………………….. 05.06.26
Helligdage:
Påske………………………………….... 02.04.26 – 06.04.26
Kr. Himmelfartsdag ...…………………. 14.05.26
pinsedag …………………………….. 25.05.26
Grundforløb G1 = 20 uger:
G1 start 11.08.25 – 16.01.26 (Juleferie 20.12.25 – 04.01.26)
Grundforløb G2 = 20 uger:
G2 start 11.08.25 – 16.01.26 (Juleferie 20.12.25 – 04.01.26)
G2 start 20.10.25 – 27.03.26 (Juleferie 20.12.25 – 04.01.26)
G2 start 19.01.26 – 26.06.26
G2 start 13.04.26 – 01.10.26 (sommerferie 04.07.26 – 02.08.26)
Vi har samlet vores it-vejledninger på moodle. Læs også Techcolleges regler for IT. Har du brug for hjælp til it på skolen, kan du kontakte IT Center Nord på Øster Uttrup Vej 1, lokale O117 på O-gangen
Åbningstider på Øster Uttrupvej 1
Mandag-Torsdag 07:00-15:30
Fredag 07:00-13:00
På andre dresser end Øster Uttrupvej 1, skal du spørger din underviser, hvor og hvornår der er IT hjælp på den pågældende adresse.
Der er en kantine på hver adresse. Det er ikke muligt at betale med kontanter i kantinen. Du kan betale med VISA/Dankort, Mastercard, eller Mobilepay. Du er også velkommen til at tage madpakke med og spise den i kantinen.
Din kontaktlærer er typisk en faglærer fra uddannelsen. Det er kontaktlæreren, du taler med om dagligdagen, uddannelsen og hvis du skal have fri.
Der er badefaciliteter og omklædningsrum på alle afdelinger. Tag en hængelås med, så du kan låse dit skab.
Har du problemer med at finde en læreplads, kan konsulenten hjælpe dig med, hvordan du kommer videre. Konsulenten er også din kontakt til skoleoplæring.
Når du er elev på Techcollege, skal du overholde skolens ordensregler.
Det er ikke tilladt at ryge på Techcolleges område, hverken inde eller ude. Dette omfatter også brug af elektroniske cigaretter og snus. Techcollege er en røgfri skole, og derfor må elever, kursister, ansatte eller gæster ikke ryge, dampe eller bruge snus i skoletiden/arbejdstiden. Det gælder både på og udenfor matriklen.
Eksempler på, hvad røgfri skole betyder:
Jeg har fri kl. 14.00. Må jeg ryge, når jeg har fri og er ved at forlade skolen?
Svar: Nej, det er ikke tilladt at ryge på skolens område – ej heller, når skole- eller arbejdsdagen er slut.Må jeg i en pause sætte mig ud i min bil for at ryge?
Svar: Nej, det er heller ikke tilladt at gå ud og ryge i sin bil i skole-/arbejdstiden.
Hvis det tager dig fem kvarter eller mere at komme hen til skolen med offentlig transport, kan du vælge at flytte ind på skolehjemmet, hvor der også bor andre elever, som kommer langvejs fra.
Du kan få ekstra støtte, hvis du har læse-/skrivevanskeligheder, et fysisk handicap, en diagnose eller andet, som gør det besværligt for dig at gennemføre din uddannelse.
Techcollege udsteder et gratis studiekort til dig i løbet af den første tid på skolen. Mister du senere dit studiekort, kan du bestille et nyt ved at henvende dig til din lærer eller i receptionen på Øster Uttrup Vej. Studiekortet skal du bruge til skolens printere og som legitimation til skolens fester. Studiekortet giver dig desuden en række fordele uden for skolen.
Er du fyldt 18 år, kan du søge om at få SU (Statens Uddannelsesstøtte), hvis du ikke har en læreplads. Ansøgning om SU foregår elektronisk ved at udfylde ansøgningen på www.su.dk. For at kunne søge om SU skal du være indskrevet på uddannelsen - det vil sige, at skal du have fået besked i din eboks om, at du er optaget på uddannelsen.
Få hjælp til at søge SU på SU-kontoret, som ligger på Øster Uttrup Vej 1 på O-gangen. Kontoret har åbent mandag til torsdag kl. 7.30 – 15.30 og fredag kl. 7.30 – 12.30. Telefon: 7250 5172.
Kunne du tænke dig en fortrolig snak om din sundhed, eller har du spørgsmål om fx. vægt, krop, selvværd, rygning, sex, mobning, relationer, stress eller alkohol? Aalborg kommunes gratis forebyggende sundhedssindsats for unge kan kontaktes via vores coaches eller du kan selv skrive til dem.
Har du mistet dit svendebrev eller uddannelsesbevis/grundforløbsbevis, skal du kontakte uddannelsessekretæren for den uddannelse, du har gennemført hos os. Er du i tvivl, så ring til skolens hovednummer 7250 1000.
Hvis du er syg, skal skolen have besked inden kl. 8.15. Du melder du dig syg via Studie+. Der skal sendes besked hver morgen i den periode du er syg!
Du kan gå til din vejleder, hvis du har problemer med at følge med i undervisningen, for meget fravær eller brug for at få et godt råd om fremtiden. Vejlederen kan også indkalde dig til samtale.
På nogle af Techcolleges uddannelser skal du medbringe særligt tøj eller værktøj. Vi skriver det i indkaldelsesbrevet, hvis du skal have noget bestemt med. Du kan låne et skab på skolen til dit arbejdstøj, så du kan skifte på skolen.
HTX
Vi gør opmærksom på, at alle breve til gymnasiets elever bliver sendt med elektronisk post til elevernes e-boks. Da vi ikke har jeres forældres CPR-nr., og dermed ikke kan sende breve til forældrene via e-boks, vil vi opfordre til, at I sørger for, at jeres post automatisk bliver videresendt til jeres forældre, således at de kan holde sig informeret om breve sendt fra gymnasiet – fx information om optagelse, karakterafgivelse, fraværsbreve, forældremøder etc. Bemærk, at dette skal gøres i din e-boks under indstillinger. Jeres forældre kan også tilmelde sig vores informationsmail.
HTX opkræver et éngangsbeløb til nødvendige undervisningsmaterialer på kr. 800. Beløbet dækker løbende omkostninger, som har en varig værdi for eleverne. Det kan blandt andet være elektroniske hjælpemidler, papir og lignende til eget brug eller fotokopier. Endvidere er der inkluderet en omkostning på ca. 100 kr. pr. elev til sociale arrangementer og lignende.
Skoleåret 2025/26
Opstart efter sommerferien:
1.g 13. august,
Scienceklasse 12. august,
2.g + 3.g 11. august
---
HTX vil være undervisningsfri i følgende perioder i skoleåret 2025/26
Efterårsferie 13 - 19. okt.
Juleferie 22. dec. - 5. jan
Vinterferie 16 - 20 feb
Påskeferie 30 mar. - 7 apr.
Kristi Himmelfartsdag 14. maj
Undervisningsfri fredag efter Kristi Himmelfartsdag 15. maj
Grundlovsdag 5. juni
2. pinsedag 9. juni
---
3.g har sidste skoledag 18. maj
Sidste mulige eksamensdag 24. juni
Sidste mulige årsprøvedag 25. juni
Dimission 26. juni kl. 10.00
Du kan søge SU (Statens Uddannelsesstøtte), hvis du er 18 år. Du kan selv udfylde ansøgningen elektronisk på www.su.dk. Her kan du også læse mere om, hvornår du kan søge, og hvor meget du kan få i støtte.
Alternativt kan du få hjælp til at søge SU på skolens SU-kontor, der ligger på Øster Uttrup Vej 1. Ring på 7250 5172.
Hjælp til skat
SKAT har lavet en hjemmeside specielt til unge, som er en gør det selv-guide til, hvordan man håndterer sin skat. Der er også et punkt om SU.
Ungdomskort (buskort)
Ungdomskort er et personligt periodekort, der giver dig ret til at rejse mellem din skole og din bopæl. Derudover kan du køre med offentlig transport i hele dit eget takstområde – bor du for eksempel i Aalborg, kan du køre frit i hele Nordjylland. Ungdomskort giver dig også andre fordele – læs mere på www.ungdomskort.dk.
Læsevejledningen på HTX tilbyder undervisning til elever, der har problemer med at læse hurtigt og præcist nok eller har problemer med at formulere sig korrekt skriftligt og mundtligt.
Læsevejledning
Læsevejledningen på HTX tilbyder undervisning til elever, der har problemer med at læse hurtigt og præcist nok eller har problemer med at formulere sig korrekt skriftligt og mundtligt.
Problemet kan skyldes ordblindhed – dysleksi. På HTX har vi stor erfaring med at undervise ordblinde elever, og vi lægger vægt på at yde hurtig og kvalificeret støtte.
Screening
Måske ved du allerede før, du begynder på HTX, at du er ordblind. Så er det vigtigt, at du gør opmærksom på det, når du søger om optagelse.
Ved det første intro-møde, som afholdes i april/maj, når du har fået besked om, at du er optaget på HTX, spørger vi om, der er nogen, der ved eller tror, at de er ordblinde. De, der mener eller ved, at de har læse- og skrivevanskeligheder, får tilbudt en samtale med studievejlederen med henblik på at afdække problemerne og eventuelt igangsætte hjælp.
Ordblindhed
Ordblindhed eller dysleksi er kendetegnet ved langsom og upræcis læsning samt vanskeligheder med stavning og skriftlig formulering og konsekvensen er, at det ofte tager meget lang tid at læse og skrive korrekt. Ordblindhed har INTET at gøre med intelligens, og det er derfor vigtigt, at du får den hjælp, du har behov for, så du kan løse de opgaver, du møder på gymnasiet.
Ved hjælp af en test konstaterer vi, om der er tale om ordblindhed. Gennem Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan du få læse-/skrivestøtteprogrammer til download på egen PC, hvilket kan anvendes til adskillige sprog.
SU-styrelsen bevilger også timer til instruktion i brug af læse-/skrivestøtteprogrammerne. Ofte gives støtte til digitale bøger, der kan bruges på computeren, og endelig bevilger SU-styrelsen støttetimer, også kaldet SPS timer, så du i det daglige bl.a. kan få hjælp til struktur til læsning og skriftlige afleveringer.
Skolen har licens til et læse-/skrivestøtteprogram, så selvom du ikke er ordblind, kan du alligevel få hjælp til stavning og oplæsning på din egen computer.
Vejledningen
På baggrund af testen og dine behov og ønsker bliver vejledningen tilrettelagt, så den præcis retter sig mod dine behov. Vejledningen foregår individuelt eller i mindre grupper – ofte med elever fra samme klasse. Timerne ligger normalt før eller efter almindelig undervisning.
I vejledningen vil der være fokus på strategier og redskaber til en mere effektiv skolegang. Der findes, desværre, ingen lette løsninger på læse-/skrivevanskeligheder, men koncentreret arbejde med ens vanskeligheder belønner sig i form af, at lektielæsning og arbejdet med afleveringer bliver lettere, og udbyttet af ens anstrengelser stiger.
Forlænget eksamenstid
Hvis du har læse-/skrivevanskeligheder, har du mulighed for at få forlænget forberedelsestid til de mundtlige eksaminer og længere tid til de skriftlige eksaminer. Eksamensopgaver er elektronisk tilgængelige og du kan få dem læst op på computeren. Intet af det kommer til at stå på dit eksamensbevis.
I alt skal man til eksamen i minimum 10 fag på htx-uddannelsen, herunder prøve i skriftlig dansk, SOP og Teknikfag.
Alle prøver – mundtlige, skriftlige og projekteksamener - tæller med
Gå til din vejleder
Du kan altid henvende dig til en af skolens vejledere, hvis du har problemer, er skoletræt eller bare gerne vil have én at vende dine tanker med.
Snak med en frivillig
Headspace Aalborg
Headspace er et gratis og uforpligtende tilbud til unge mellem 12 og 25 år, der har brug for nogen at tale med. Du kan besøge deres center i Aalborg eller bruge chatten på headspace.dk, hvis du har brug for at dele tanker, som det er svært at dele med andre. Intet er for stort eller småt, og det er dig, som bestemmer, hvad der skal tales om.