Skolehjem

 

Skolehjemmet på TECHCOLLEGE – du kan bo hos os

Click here for English version

Velkommen til en uddannelse på TECHCOLLEGE og dermed en mulighed for at bo hos os.

Forestil dig, at du ankommer til skolehjemmet. I lobbyen, som sammen med pejsestuen er husets hjerte, mødes elever og gæster over kaffe, mellemmåltider og en snak med de ansatte. Her dufter af kaffe og hvidløg, fra de varme pizzasnacks, der er sat frem til beboerne. I receptionen får en beboer udleveret et bykort, som guider til oplevelser i Aalborg Midtby, som er i gåafstand fra skolehjemmet. Fra lobbyen er der forbindelse til pejsestuen, og her er en gruppe elever sammen med en assistent i fuld gang med lektielæsning. I kælderen hygger elever sig i gamerrummet og i biografen, og der arbejdes koncentreret i de åbne værksteder. I det kreative værksted upcycler elever deres tøj eller får hjælp til strikketøjet. Andre spiller basketball på multibanen, mens nogle ser på og styrer musikken. Der er lys fra mange af værelserne, for flere elever har brug for fred og ro, efter en lang skoledag.

At bo på skolehjem under din uddannelse er en mellemting mellem et efterskoleophold og et hotelophold. Skolehjemmet fungerer som et elevhotel. Du er sammen med en masse unge mennesker, der har det til fælles, at de er i gang med et uddannelsesforløb på TECHCOLLEGE. Der vil være forskellige aktiviteter, du kan deltage i, som lektiecafé, åbne værksteder, træning, ture ud af huset og meget mere. Du bor dør om dør med en anden elev. I har hvert jeres værelse men deler bad og toilet. Vi forsøger at indkvartere jer efter alder og efter uddannelse, så I eventuelt kan følges til undervisning på en af skolens mange afdelinger. Du får ved indflytning udleveret et nøglekort, og du kan komme og gå som du har lyst, præcist som på et hotel. Hoveddøren er aflåst efter kl. 22 af hensyn til sikkerhed, men du kan komme ind på skolehjemmet med dit nøglekort, hvis du kommer senere hjem. Du kan være her i weekends, hvis ikke du har lyst til eller mulighed for at rejse hjem på weekend. Der vil være brunch og aftensmad, og du skal blot tilmelde dig weekendbespisning. I weekends hygger eleverne både på skolehjemmet og med musik, biograf og nogle af de mange begivenheder i Aalborg. Skolehjemmet er placeret tæt på Aalborg Midtby, og vi anbefaler, at du har en cykel med under dit ophold.

På skolehjemmet findes en reception med følgende åbningstider: Hverdage kl. 7-8, kl. 12-14. Fra kl. 16 træffes en skolehjemsassistent enten i receptionen eller på telefon: 2526 6380. I weekenden træffes en skolehjemsassistent hele døgnet. Skolehjemsassistenten kan hjælpe dig med alt fra busafgange til transport til en vagtlæge, skulle du være så uheldig at blive syg. Personalet er til for dig, og sammen får vi det bedste ud af det. For at sikre at alle trives på skolehjemmet, har vi nogle regler, som du får udleveret ved ankomst og som du skal læse grundigt igennem. Vi tager først og fremmest hensyn til fællesskabet, og hensigten med reglerne er, at alle har et trygt og godt ophold, samt at alle får en god nattesøvn som grundlag for et godt skoleophold.

Hvis du, inden dit ophold, vil have et indblik i hverdagen, kan du følge os på sociale medier.

Krav og betaling for opholdet

Hvis du har mere end fem kvarters transport med offentlige transportmidler fra dit hjem til TECHCOLLEGE, kan du vælge at bo på skolehjemmet. Der kan også være andre grunde til, at du kan få bevilget en skolehjemsplads. Endvidere skal du begynde på en erhvervsuddannelse (EUD eller EUX) og den afdeling, du starter på, være den nærmeste skole, hvor du kan tage den ønskede uddannelse eller det ønskede speciale. Er du i tvivl, om du opfylder kravene, så tag fat i din vejleder eller ring til skolehjemmet på 25266380.

Et værelse inkl. kost koster kr. 565 pr. uge (Statens takst), hvis du er fyldt 18 år eller har en uddannelsesaftale OG er berettiget til at bo på skolehjemmet. Er du under 18 år og uden uddannelsesaftale, er opholdet gratis. 
Elever, der er forældre til børn under 18 år, vil mod dokumentation i form af en navne- eller dåbsattest, blive bevilget friplads. Obs! Pga. pladsmangel kan du i helt særlige perioder komme til at bo i dobbeltværelse med en anden elev. Hvis du har spørgsmål til dette, så kontakt os gerne.

Er du ikke skolehjemsberettiget, kan du, hvis der er plads, blive indkvarteret som gæst. Gæstebetaling er 250 for en overnatning, 550 for en uge. Med kost er ugeprisen 1250.

Betaling
Når du er indlogeret på skolehjemmet, modtager du en regning fra skolen. Der opkræves en fast ugepris. Ugeprisen dækker dit ophold i op til 7 dage, og justeres én gang pr. år efter Statens takster. Det vil sige, at varer dit ophold i fx 4 dage, opkræves for en uge. Varer dit ophold i fx 12 dage, opkræves for to uger. Har du penge til gode hos TECHCOLLEGE, overføres pengene til din NemKonto. 

Praktiske oplysninger om opholdet

Du kan flytte ind dagen før, dit skoleforløb starter. Det er bedst at ankomme på hverdage efter kl. 19, hvor skolehjemsassistenten har deltaget ved aftensmåltidet i kantinen. Det samme gælder for søndage. Har du behov for ankomme på andre tidspunkter kan du lave en aftale på mail. I tidsrummene kl. 9-13 og. 17-19, er skolehjemsassistenter optaget hvor der serveres aftensmad. Du kan ankomme frem til kl. 22.
I receptionen vil du få udleveret nøglen til et møbleret værelse. Der er seng, et skrivebord, en stol, hylder og en opslagstavle. Du kan af hygiejnehensyn ikke medbringe et køleskab, elapparater med selvsluk kan medbringes. I stueetagen på Rørdalsvej er flere køleskabe, elkedler mm, som eleverne frit kan benytte. Der er gratis te og kaffe i pejsestuen. Der er ikke adgang til køleskabe på skolehjemmets værelser på Aalborg Erhvervskollegium. Her indkvarteres ofte de ældste elever og kursister. Hvis en elev er under 18 år indkvarteres denne altid på Rørdalsvej 10.

På værelset er der håndklæder og sengetøj. Sengetøj og håndklæder skiftes på mandage. I lige uger skiftes både håndklæder og sengelinned, og i ulige uger skiftes håndklæder. Du får rene sæt i kælderen ved vaskerummet. Har du brug for at vaske, skal du lave oprette en aftale med payperwash. Du køber en vaskebrik, som du kan sætte penge ind på og benytte i vaskeriet. Du får hjælp til oprettelse i receptionen. I kælderen er der er også adgang til cykelrum, så din cykel kan stå i et aflåst lokale.

Skolehjemmet er røgfrit. Dog må der ryges/dampes i rygeskuret uden for skoletiden, i tidsrummet 16.30 – 7.30 og i weekends og på helligdage.

På alle værelser er en røgalarm, som er koblet direkte på beredskabet. Alarmerne er meget følsomme for røg og for tildækninger. Du må derfor under ingen omstændigheder forsøgte at pille alarmen ned eller dække den til, det registreres omgående og alarmen går hos beredskabet. Det koster 7000 kr. at tilkalde brandvæsenet uden en brand.

Du skal selv tegne en forsikring, der dækker dine ting og hvis du kommer til skade. Skolehjemmet erstatter ikke bortkomne genstande.

Når du skal bo på skolehjemmet, skal du ikke flytte din folkeregisteradresse. Du kan få SU svarende til udeboende, når du bor på skolehjem og har adresse et andet sted.

Glemte sager. På skolehjemmet følges reglerne i Hittegodsloven § 1, stk. 2, som betyder at vi opbevarer hittegods i 30 dage. Har du glemt ejendele på skolehjemmet, kan du få det udleveret ved at henvende dig i receptionen på Rørdalsvej. Efter 30 dage afleveres værdifulde genstande til politiet, mens resten bortgives eller destrueres.

Dit værelse

Du har dit eget værelse, men deler entré, bad og toilet med en anden elev. Værelserne er møblerede og der er det mest nødvendige. En seng, et skrivebord og en stol, samt hylder og en opslagstavle. I entreen er skabe, som din nøgle passer til. Du skal blot medbringe tøj, toiletartikler og din pc.

Du må gerne få besøg på dit værelse, du må blot ikke have overnattende gæster. Er der ledige værelser på skolehjemmet kan eventuelle gæster leje et værelse under besøget. Dine gæster er dit ansvar, og besøget skal altid foregå i overensstemmelse med skolehjemmets regler og husorden.

Du skal selv holde dit værelse rent og ryddeligt. Undervejs kan der flytte en ny elev ind på værelset ved siden af dit, og det er derfor vigtigt at gang, bad og toilet altid fremstår rent og pænt. Du vil med mellemrum få besøg af en skolehjemsassistent, som kan være behjælpelig med spørgsmål til rengøring mm. Dit affald skal du smide i containeren ved p-pladsen løbende, så der ikke kommer dårlig lugt på værelset.

Værelserne skal vedligeholdes løbende. Derfor kan bygningsservice skaffe sig adgang til dit værelse, hvilket oftest vil ske i skoletiden. Værelset er til låns, så pas godt på det. Du kan læse, hvordan du får kontakt til bygningsservice i velkomstfolderen, hvis du oplever problemer med vand, varme og lignende.

Ved afrejse (værelser på Rørdalsvej)

Ved afrejse (værelser på Øster Uttrup Vej)

Måltider og faciliteter på skolehjemmet

Faciliteter
På skolehjemmets afdeling på Rørdalsvej 10 er der pejsestue, elevcafé, computercafé, gamerrum, tv-stue, bordtennis, billard, pool, dart, fitnessrum og sauna. Du kan også deltage i ture ud af huset eller du kan selv tage en tur ind til byen. I kælderens værksteder vil der være forskellige aktiviteter og muligheder for at deltage i kreative aktiviteter, juleklip, åbent værksted, boksning, pokerturneringer og meget mere. Har du ideer til aktiviteter er vi meget lydhøre, ligesom det ofte sker at elever tager initiativ til fællesaktiviteter. Uanset om du bor på Rørdalsvej eller på kollegiets værelser på Øster Uttrupvej kan du frit benytte alle faciliteterne.

Måltider
Som skolehjemselev får du dine måltider serveret i Kantine H. Morgenmad, frokost og aftensmad er uden beregning, og derudover kan du tilkøbe mellemmåltider. Du skal scanne dit studie kort til hvert af de tre hovedmåltider, derfor er det vigtig at medbringe studiekortet. Har du undervisning på en anden afdeling end Rørdalsvej, kan du enten få en sandwich med eller smøre en madpakke, eller du kan bruge en af de andre kantiner på TECHCOLLEGE. Når du har scannet dit studiekort til morgenmaden, kan du få din frokost i TECHCOLLEGEs kantiner. Har du allergier for bestemte typer af fødevarer, er du vegetar eller veganer vil vi meget gerne vide det, inden dit ophold starter, så vi kan levere den rigtige kost til dig. Skriv en besked til os på skolehjem@techcollege.dk.

Ud over de tre hovedmåltider på skolehjemmet byder vi jer velkommen hjem fra skole med en eftermiddagssnack kl. 15-16. Efter aftensmaden, ca. kl. 20, er der en aftensnack. Ved aktiviteter som banko, juleklip og andre fællesaktiviteter serveres kage eller lignende.

Hvis der går noget tid, fra dit forløb er startet til du modtager dit studiekort, skal du medbringe dit nøglekort i kantinen, som dokumentation for at du er skolehjemselev og ikke skal betale for måltider.

Lektiehjælp på skolehjemmet
Der er lektiecafé fast på skolehjemmets program. Ugedage kan variere fra måned til måned, men vi tilbyder hver uge lektiehjælp i pejsestuen. Der vil være en skolehjemsassistent til stede som kan hjælpe med formalia til opgaver, formulering af afsnit og du kan få ideer til løsning af udfordringer sammen med skolehjemmets personale. Du kan også få hjælp til en jobansøgning eller en ansøg om praktik. I lektiecafeen er der en afslappet atmosfære, og du kan få hjælp til det, du har svært ved.

Du må gerne komme i lektiecafeen selv om du ingen lektier har for. Her kan du hygge dig med de andre lever, og måske har du overskud til at hjælpe nogle af de andre elever med deres lektier. Skolehjemmets personale skal ikke bedømme dine opgaver og du kan stille alle de spørgsmål, du kan komme i tanke om og få ting forklaret mere end én gang. Lektiecafeen er et frirum og vi lægger vægt på at have det hyggeligt og rart, mens vi koncentrerer os om lektierne. 

Lukkedage på skolehjemmet

Du kan være på skolehjemmet under dit uddannelsesforløb. Der kan være et kortere ophold mellem dine forløb f.eks. grundforløb 1 og grundforløb 2, og der forventes det, at du tager hjem. Det er muligt at være her i weekends og på helligdage, bortset fra på dage hvor skolehjemmet er lukket pga. ferie. Det er ikke muligt at bo på skolehjemmet i juleferien, påskeferien og vi holder lukket hele juli. Du kan se datoer på TECHCOLLEGEs hjemmeside under skolekalendere. Har du skoleforløb, der strækker sig ind i lukkedagene vil du blive flyttet til enten et hotel eller til værelser på Aalborg Erhvervskollegium. Du kan ikke få adgang med din nøglebrik til værelser, mens der er ferielukket.

Transport

Transport fra skolehjemmet til dit uddannelsessted
TECHCOLLEGE tilbyder 39 forskellige uddannelser fordelt på flere adresser: Øster Uttrup vej, Rørdalsvej, Nyhavnsgade, Struervej, Sigrid Undsets Vej og Teglværket i Nørresundby. Uanset hvilken adresse du skal til, kan du få vejledning på Skolehjemmet i hvordan, du finder frem i rette tid med cykel eller bus. Du kan også selv benytte rejseplanen til at finde den bedste måde at komme i skole på.

Rejsegodtgørelse
Du kan få rejsegodtgørelse i forbindelse med start og slut på dit skoleophold, samt når du skal hjem på weekends. Gem dine kvitteringer for rejser med offentlige transportmidler, så hjælper vi dig med at søge rejsegodtgørelse.

    

Brug for mere information?

Sæt dig ind i reglerne for opholdet ved at læse skolehjemmets Husorden.

I skolehjemmets velkomstfolder kan du også læse mere om praktiske forhold vedrørende dit ophold. 

 

Har du brug for flere oplysninger kan du kontakte os på: 

Skolehjemmet
Rørdalsvej 10, 9000 Aalborg
Tlf.: 25266380
Mail: skolehjem@techcollege.dk

   

Medarbejdere på skolehjemmet

Bea Møgeltoft
Afdelingsleder
Helle Lindgaard
Administrativ medarbejder
Jane Kajhøj Horsbøl Sørensen
Skolehjemsassistent
Jesper Ebbesen Sørensen
Skolehjemsassistent
Ole Lengsø
Skolehjemsassistent
Torben Pedersen
Skolehjemsassistent