Klippekursus giver elever et fagligt forspring

 

Der er travlt ude på landets frisørsaloner, og derfor er det ekstra rart med en frisørelev, der kan hjælpe til med kunderne. For at styrke netop elevers kompetencer til at kunne betjene egne kunder, har TECHCOLLEGE udviklet et nyt intensivt elevkursus i dameklip.

Idéen til kurset opstod efter en opfordring fra mesteren hos Klip & Sol i Gug, der tidligere har haft stor succes med at sende sine frisørelever på elevkurset i herreklip. Hun tænkte derfor, om det ikke også kunne give god mening med et elevkursus med fokus på den lidt sværere disciplin, dampeklip.

Den idé er flere mestre gået med på, og hos Klippehuset i Randers har man sendt to frisørelever afsted. Én af de to elever er Laura Bjerre Larsen, der i gang med sit 3. år på uddannelsen. Og hun er glad for, at hendes mester har tilmeldt hende det nye kursus i dameklip.

- Jeg synes, det er et fedt kursus, men også ret intenst. Man får virkelig teorien i hænderne, og det betyder rent faktisk, at jeg kan komme i gang med at klippe damer hjemme i salonen – og ikke kun mænd, fortæller Laura Bjerre Larsen.

Fokus på elevernes kompetencer
Elevkurset i dameklip tager udgangspunkt i den enkelte elevs kompetencer. Derfor er det også op til eleverne selv, om de vil klippe kort- eller langhårede modeller.

- For mig handler det om at rykke eleverne fagligt. Det gælder både i forhold til forskellige teknikker, hvad der passer til modellens hovedform samt at tale med kunderne, så de går herfra med en god oplevelse, forklarer underviser Naja Krobak Jensen, som derfor bruger meget tid på den personlige vejledning af eleverne på kurset.

Og netop den personlige vejledning betyder meget for frisøreleven Laura Bjerre Larsen.

- Jeg ville være i vildrede, hvis ikke Naja kom og gav tips og tricks. Det er mega rart, at hun kommer og giver gode fifs til, hvordan man blandt andet holder en lige kant, fortæller hun.

Når kurset er gennemført efter tre dage, får alle eleverne et elektronisk kompendie med hjem, hvor de kan gense deres egne tekniktegninger og før- og efterbilleder. På den måde kan mester derhjemme altså også se, hvad eleven har lavet og lært på kurset.


Seneste nyheder

Kokkelever hev sølv med hjem fra DM for kokke- og tjenerelever

23-03-2023

De to kokkeelever Natasha og Geisler sikrede sig to meget flotte sølvmedaljer ved årets DM for kokke- og tjenerelever, der blev holdt i København onsdag den 22. marts. Også de to tjenerelever Sofie og Josefine kæmpede bravt og fik en flot 4. plads.

Skills-deltagere blev hyldet og fejret

20-03-2023

Guldvinderne er allerede blevet fejret, men her på TECHCOLLEGE vil vi gerne hylde alle de passionerede unge, der stolt har repræsenteret deres fag ved DM i Skills. Derfor var alle vores 20 Skills-deltagere mandag aften inviteret til en lille sammenkomst i skolens restauranter, hvor selvfølgelig deltagerne selv, men også deres familie og mestre var inviteret med.

Borgmester hyldede guldvindere

15-03-2023

Det er ikke kun os her på TECHCOLLEGE, der er utroligt stolte af vores guldvindere fra DM i Skills - det er borgmester Thomas Kastrup-Larsen fra Aalborg Kommune også. Derfor havde han inviteret på en lille ceremoni på Aalborg Rådhus.

Vis flere