David og Drew står bag bålfad til tyreafbrænding

 
Et billede

Hvis du går med fredag aften, når Aalborg Karnevals Internationale Parade officielt markerer karnevalsugens begyndelse, så vil du – udover kåringen af Kongen af Aalborg Karneval – komme helt tæt på produktet af to engelske smedelærlinge, der har været i praktik hos TECHCOLLEGE i tre uger.

De har nemlig stået for at tegne og konstruere det store bålfad, som Cimbrertyren bliver brændt af i som afslutning på paraden, når denne når Gabels Torv i Aalborg.

- Det har været virkelig fedt. Vi gør ikke rigtigt i selve at tegne og designe, når man tager uddannelsen i England. Der er det mere et spørgsmål om at få stukket en opgave og en tegning i hånden og så: ”lav det her”.

Det fortæller David, der efter opgaven har fået mod på mere af den slags – og landsmanden Drew er helt enig.

- Det fylder alt for lidt under uddannelsen derhjemme, men jeg tror måske, det er spørgsmål om at give udtryk for, at det er noget, man gerne vil mere af, når man er i lære, fortæller Drew. 

undefined

I det hele taget er både David og Drews indtryk, at der er meget mere fokus på at gå i dybden med både det teoretiske og praktiske på uddannelsen i Danmark i forhold til i England.

- Nogle gange føles det lidt som om, at det i England bare handler om at få os gjort klar til at komme ud at arbejde. Arbejd, arbejd, arbejd, siger Drew, der på hans læreplads ikke er uvant med at arbejde mellem 10 og 14 timer om dagen, 6 dage om ugen.

- Der kan man godt fornemme, at der er en anden tilgang her. Jeg er sikker på, at danske elever også arbejder hårdt, når de er i lære, men det er med et andet udgangspunkt, hvor de har bedre mulighed for at byde ind med for eksempel løsningsforslag. Der er der en mere klar opdeling derhjemme, hvor én bestemmer løsningen og de andre udfører den, tilføjer David.

Det er dog ikke kun uddannelsen, de to kommende smede er imponerede over ved deres ophold i det nordjyske. Også Aalborg har været et mere end tilfredsstillende sted at være.

- Det er en virkelig dejlig by. Alle folk er imødekommende, klar til at hjælpe og man føler sig velkommen, mener Drew.

undefined

David var også i Aalborg på et udvekslingsophold sidste år, og han kan sagtens se sig selv vende tilbage. Måske endda permanent.

- Altså, hvem vil ikke bo her? Gode mennesker, dejlige byer, gode arbejdspladser. Og min datter er ikke ældre, end at hun nok hurtigt kan lære sproget. Så kan hun oversætte for mig, for dansk… Det lærer jeg nok aldrig at forstå, siger David.

Fredag aften bliver deres kreation altså anvendt til at brænde cimbrertyren af, og mens David og Drew får mulighed for at se det, inden de tager hjem, så er der én ting, de begge er lidt kede af i forbindelse med deres ophold i Danmark.

- Det kunne da være meget fedt, hvis vores ophold lige havde været skubbet en uge, så vi også kunne opleve selve karnevallet, siger Drew.

- Ja, jeg har hørt, at det er… Interessant, griner David.

undefined