Når evnerne er vigtigere end sproget

 
Et billede

Det er ikke en indgroet del af den nordjyske kultur sådan unødigt at give ros eller gøre brug af de helt store superlativer, når noget skal vurderes, og da slet ikke, når vi skal vurdere andres håndværk.

I forlængelse deraf er det måske heller ikke den helt store overraskelse, at det ikke ligefrem fyger om sig med 12-taller, når grundforløbseleverne på mureruddannelsen bliver eksamineret. Faktisk blev der i denne omgang kun givet ét enkelt af slagsen, da eleverne i fredags havde afleveret deres opgave; en vinkelmur med indvendig flisebelægning.

Den fornemme opgave stod Khaled Ali Alahmad for, og selvom han er startet på lige fod med sine studiekammerater, så har han dog en god portion erfaring med. Han har nemlig arbejdet som murer i først Syrien, hvor han er fra, og siden en tid i Libanon, inden han kom til Danmark for tre år siden.

- Vi har ikke nogen mureruddannelse i Syrien, så jeg tog bare ud til en mester og sagde, at jeg gerne ville lære at mure, siger Khaled Alie Alahmad, der som noget af det første, da han kom til Danmark for tre år siden, også forsøgte at finde arbejde som murer.
- Men jeg kunne jo ikke tale dansk, så det var jeg nødt til at lære først. Men det er svært at finde arbejde, når man ikke har en rigtig uddannelse. Så det er jeg bare nødt til at tage, for jeg vil arbejde som murer. 

undefined

Det danske flyder måske ikke hjemmevant ud af Khaled Ali Alahmad, men han forstår det – og vigtigst af alt, så forstår han at mure.

- Man behøver ikke at fortælle ham noget to gange. Han ved, hvad det drejer sig om, han arbejder hårdt og er virkelig flittig med det, han laver, fortæller Kasper Schrøder, der er faglærer på grundforløbsholdet, som Khaled Ali Alahmad er tilmeldt.
- Han satte sig og for eksempel for at undersøge, hvad forskelligt specialværktøj hedder på dansk, så han var 100 procent klar til prøven. Og så er han samtidigt virkelig god til at hjælpe de andre, hvis der er noget, de ikke helt har fanget. Det er faktisk imponerende, at han overhovedet har det overskud, når han samtidigt skal følge undervisningen på et andet sprog, end han er vant til.

Khaled Ali Alahmad drømmer om at blive selvstændig. Men det kræver lige, at han bliver udlært murer. Og for at det skal ske, så skal han have fundet en praktikplads.
- Jeg ved ikke noget om, hvordan man gør den slags, men jeg har fået at vide, at jeg nok skal få hjælp til det, så det er jeg meget glad for, fortæller Khaled Ali Alahmad.

Han behøver dog ikke frygte at gå uden læreplads længe, hvis underviserens ord står til troende.

- Hvem vil ikke gerne have en mand, der er så arbejdsom og flittig, som Khaled er, og som så tydeligt vil gøre alt for at forfølge sin drøm? Når først mestrene ser, hvad han kan, så skal de nok stå klar med en plads til ham, det føler jeg mig sikker på, mener Kasper Schrøder.

undefined


Seneste nyheder

En elev er smittet med Covid-19

17-09-2020

Her kan du holde dig opdateret med Covid-19-beredskabet på TECHCOLLEGE.

Kvinde og VVS'er - hvorfor ikke?

17-09-2020

Det ville være en skam at sige, at der er fyldt med kvinder på VVS-energiuddannelsen. Men de, der er der, har en klar opfordring: kom frisk, piger og kvinder!

Der hænger en lut på en gavl

08-09-2020

Malerelever fra TECHCOLLEGE Praktikcenter har endnu en gang været på stillads og hjulpet kunster Søren Elgaard med at føre et kunstværk fra skitse til murmal. Denne gang er motivet en stor lut med inspiration fra den lokale kirke i Vrå, hvor en gris netop spiller på lut. Men en kæmpe gris på en gavl ville alligevel være for meget, synes kunstneren...

Vis flere