Et fotografi skal fortælle en historie

 
Et billede

- Jeg elsker alt ved det.

I virkeligheden er det et ret ukonkret svar, men det er alligevel meget sigende. Samtidigt er det et heldigt svar for en professionel fotograf, når nu spørgsmålet lød ’hvad kan du bedst lide ved at fotografere?’.

Svaret kommer fra Bjarne Hyldgaard. Han har arbejdet som fotograf siden 90’erne og har siden dengang vundet et utal af priser for sit arbejde, både nationalt og internationalt. Et godt tegn på, at fotografering ikke ’bare’ er et arbejde for ham.

- Det er jo ikke bare det at tage et fotografi, men hele arbejdet med og omkring det. At snakke med de mennesker, man arbejder med. At lave aftaler for hvilke historier, billederne skal fortælle, og sammen finde ud af hvordan det kan gøres. Nogle gange er det mig, der har alle idéerne, andre gange kommer den, der skal fotograferes, med nogle idéer, og det er jo altid et samarbejde, hvor man inspirerer hinanden.

Som man måske kan fornemme, så er det at fotografere ikke bare et spørgsmål om at få taget et billede af noget for Bjarne Hyldgaard. Det handler om at fortælle noget.

- Et fotografi skal kunne fortælle en historie, og et godt et kan gøre det helt uden en billedtekst. Måske ikke altid hele historien, men nok af den til at det vækker en lyst til at kende resten af historien. Hvis indholdet – eller historien – er godt, så kommer det tekniske i anden række. Men det går selvfølgelig hånd i hånd, og det er den gode teknik, der kan være med til at gøre en god historie til et godt billede.

Ved siden af jobbet som fotograf, der har bragt Bjarne Hyldgaard opgaver for en lang række danske og internationale virksomheder, deler han også flittigt ud af sin viden og sine erfaringer, når han afholder efteruddannelseskurser på TECHCOLLEGE.

- Nogle kursister kommer helt uden nogen viden om, hvordan et kamera egentlig virker, men har en masse idéer i sit hoved, som de skal have hjælp til at få ført ud i virkeligheden. Andre ved en masse om den tekniske side, men har måske brug for gode råd til lige at løfte deres fotografier op på næste niveau eller inspiration til at se tingene fra en anden vinkel.

Kurserne bliver afholdt i forskellige niveauer – begynder, rutineret og ekspert - så man kan melde sig til uanset erfaringsniveau. Netop mødet med så forskellige kursister er med til at holde Bjarne Hyldgaard skarp.

- Det betyder meget, at alle dem, der deltager i undervisningen, er der af lyst. De er der, fordi de gerne vil lære noget, fordi de gerne vil være bedre til at tage billeder og efterbehandle dem. Det betyder meget for dynamikken i undervisningen, fordi der er et engagement og en lyst blandt alle til både at lære og at stille spørgsmål, fortæller den erfarne fotograf.

- Det er også en udfordring for mig professionelt. Især når der kommer nogle ind, som er helt nye i faget og som stiller alle de ”dumme” spørgsmål. For det er jo spørgsmål, jeg er nødt til at kunne svare på, så jeg er nødt til at have tænkt over, hvorfor jeg egentlig gør, som jeg gør. Og det kan være grobund for at revidere, om jeg egentlig bør gøre sådan, og på den måde er det også med til at udvikle mig som fotograf.

Se en liste over vores efteruddannelsestilbud på media-området her. Også hvis du er mere til webdesign eller andet end lige fotografering.