Dyrepasser på afstand

 

Hvad stiller man lige op, når man har 14 dyrepasserelever, for hvem virtuel og digital undervisning er en by i Rusland? Og endnu værre; når virtuel og digital undervisning er en by i Rusland for læreren også...

- Man kan sige, at digital undervisning er en af de ting, som vi jo har hørt meget om og også har haft mange planer om at blive bedre til at indføre, men hvor tidspres og daglige gøremål simpelthen bare har fyldt for meget. Nu bliver vi da i hvert fald tvunget til at sætte os ordentligt ind i det, fortæller faglærer på dyrepasseruddannelsen, Louise Møller, med et grin.

- Vi nåede heldigvis lige at have undervisning omkring dyrets tilpasninger på forskellige levesteder, som eleverne så har fået en uge-opgave i her i denne uge. Den kan de sidde med selv og aflevere fredag, og det har givet mig luft til at blive sat bedre ind i de digitale muligheder, vi har på skolen, og forberede nogle opgaver til næste uge også.

Skolen afholder små webinarer for faglærerne, hvor de kan blive klogere på brugen af blandt andet Moodle og Microsoft Teams, og især sidstnævnte var kærkommen viden for dyrepasserfaglæreren.

- Jeg har jo givet eleverne mit mobilnummer, så de kunne ringe til mig, mens jeg arbejdede herhjemme fra. Og det har de gjort god brug af, fordi de havde spørgsmål til opgaven. Men jeg kan da også godt indrømme, at det bliver lidt trættende i længden at have den samme samtale 14 forskellige gange, for det er jo meget de samme ting, de vil spørge om, fortæller Louise Møller.

- I dag har jeg så forsøgt at få Microsoft Teams til at virke, og det havde vi meget sjov ud af, at vi kunne sidde der og se hinanden og have en virtuel undervisning på den måde. Så det skal nok blive helt godt fremover.

Selvom virtuel og digital undervisning ikke har fyldt meget før på uddannelsen, så kan man dog godt mærke, at eleverne har en anden tilgang til de tekniske løsninger.

- De ved jo meget mere om den slags, end vi gamle hoveder egentlig gør - og det har måske faktisk også lidt været en udfordring, for man ville så nødigt komme til at sidde der og se dum ud, fordi der er noget, man ikke helt kan finde ud af. Men eleverne har taget det så flot og virkelig vist, at vi står skulder ved skulder igennem den her situation, så vi alle får det bedste ud af det, fortæller Louise Møller, der nu glæder sig til, at eleverne afleverer deres opgaver fredag.

- Det er jo her, jeg finder ud af, om jeg har gjort det her ordentligt. For hvis nu de afleverer 14 vidt forskellige opgaver, så må det jo være mig, der ikke har været god nok til at informere dem, fortæller hun med endnu et grin.

Og for god ordens skyld kan vi også slå fast, at dyrene på afdelingen ikke er glemt i denne tid. Underviserne har nemlig delt opgaverne mellem sig, så en står for den virtuelle undervisning med eleverne og den anden er på agri-afdelingen og tilser dyrene i det daglige.


Seneste nyheder

Svendeprøve hjemme fra lejligheden

03-04-2020

Torsdag var der danmarkspremiere på et helt nyt koncept på TECHCOLLEGE: virtuel svendeprøve på automatik- og procesuddannelsen. Her var blandt andet DM i Skills-vinderen til svendeprøve sammen med to skuemestre og en faglærer, der rendte rundt om et produktionsanlæg med sin mobiltelefon og filmede.

Som at være tilbage i klassen

01-04-2020

Jesper Dahl Stensbøl havde et hold elever på tømreruddannelsen, der skulle starte virtuelt på skoleforløb, og forinden var han en smule bekymret for, hvordan det skulle gå. Det gik dog over al forventning, og nu er det som at være tilbage i klasselokalet - på godt og ondt.

Ja-hat og positive briller er fundet frem

31-03-2020

Der er stor forskel på at sidde bag ved en computer og stå i et køkken. Men faglærerne på gastronom-uddannelsen har valgt at tage grydeskeen i den anden hånd og ser positivt på muligheden for at få mere digitalisering ind i undervisningen.

Vis flere