Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

 

Arvid Hagström på 23 år og Oliver Carmdahl på 21 år fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE. De følger uddannelsen som en del af et pilotprojekt, som har til formål at uddanne grafisk teknikere til Sverige. Idéen til projektet opstod, da den svenske virksomhed Stibo Complete kontaktede TECHCOLLEGE med henblik på et samarbejde om at uddanne deres medarbejdere. I Sverige oplever man stor mangel på grafisk teknikere, og der findes ikke et tilsvarende uddannelsestilbud i landet.

Arvid og Oliver tøvede da heller ikke med at sige ja, da de fik tilbuddet om at følge uddannelsen på TECHCOLLEGE i Aalborg. Og det har de ikke fortrudt.

- Det har været rigtig godt at gå på uddannelsen i Danmark. TECHCOLLEGE er en god skole med dygtige lærere, fortæller Arvid.

- Det er en helt ny uddannelse, som vi slet ikke har i Sverige. Så det har været rigtigt spændende, siger Oliver.

De to svenskere følger undervisningen på lige fod med de danske elever. Og de har lært en hel masse. Om produktudvikling, forskellige trykmetoder, grafisk workflow og kvalitetsstyring. Og så er de blevet rigtig dygtige til at betjene det avancerede udstyr i trykkeriet.

Det er tredje gang Arvid og Oliver er i Danmark for at følge uddannelsen, og de er begge rigtig glade for både uddannelsen og opholdet i Aalborg. Dog har der også været udfordringer for de to svenskere. Specielt sproget, har til tider voldt dem problemer.

- Det sværeste har helt klart været sproget. At forstå dansk. For eksempel i matematik. Her skulle vi lige vænne os til, at tallene vender omvendt, forklarer Arvid med et smil.

- Første gang vi var her, var det ret svært, men det er efterhånden blevet nemmere. Og hvis man ikke forstår, kan man altid slå over i engelsk, siger Oliver.

Arvid og Oliver arbejder til dagligt begge hos Stibo Complete, som ligger i Katrineholm vest for Stockholm. Her har kollegerne taget godt imod den viden, Arvid og Oliver er kommet tilbage med fra deres uddannelsesforløb på TECHCOLLEGE.

- Vi kommer med nogle idéer, som dem derhjemme ikke har tænkt på, fortæller Oliver.

- Vi er blevet dygtigere og får en masse ny viden med hjem. Og så har vi lært nye måder at gøre arbejdet på, fortsætter Arvid.

Både Arvid og Oliver glæder sig til at komme tilbage og tage deres nyerhvervede viden og færdigheder i brug i virksomheden. Samtidig ser de frem til de kommende skoleperioder på TECHCOLLEGE, hvor de fortsat vil dygtiggøre sig og udvikle deres kompetencer som grafisk teknikere.


Seneste nyheder

6 guldmedaljer til TECHCOLLEGE ved DM i Skills 2024

20-04-2024

DM i Skills 2024 må siges at være en succes. Det blev nemlig til 6 guldmedaljer, efter alle 22 TECHCOLLEGE-deltagere havde ydet deres bedste til de mange konkurrencer.

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Årets Læreplads 2023 er kåret

10-10-2023

Årets Læreplads 2023 er nu kåret, og æren tilfaldt i år Brønderslev-virksomheden Qupaq, der er blevet indstillet af virksomhedens første teknisk designer-elev, Pernille Marie Kjærgaard Jensen.

Vis flere