Nyt nordjysk samarbejde om kurser inden for vedvarende energi og varmepumper

 

Her på TECHCOLLEGE er vi stolte af den nye nordjyske aftale om VE-kurserne. Læs pressemeddelelsen her:

 

Den 1. januar træder en ny lov i kraft, som betyder at alle virksomheder, der installerer varmepumper skal være VE-certificeret for at kunderne kan få tilskud til det. Derfor har virksomheder i hele landet stået i kø ved kursusudbyderne for at nå at give deres medarbejdere certifikatet inden årsskiftet.

Det har fået et nyt samarbejde mellem to nordjyske uddannelsesinstitutioner til at blomstre op; MARTEC i Frederikshavn og TECHCOLLEGE i Aalborg.

Som uddannelsesinstitution på professionsbachelor-niveau er MARTEC godkendt til at udbyde VE-kurserne. Siden den nye lov blev indført i sommers, har de oplevet stor efterspørgsel på kurset blandt virksomheder i Aalborg. TECHCOLLEGE udbyder i forvejen VVS energiuddannelsen og efteruddannelse inden for energioptimering og varmepumper, og derfor har de to uddannelsesinstitutioner indledt et samarbejde.

- TECHCOLLEGE er anerkendt for deres erhvervsuddannelser og kurser inden for EL og VVS, og de har dygtige undervisere med kompetencer til at udbyde VE-kurserne, som MARTEC er certificeret til.  Derfor er det oplagt for os at arbejde sammen for at øge kapaciteten generelt og specifikt i Aalborg, siger direktør på MARTEC, Pia Ankerstjerne.

VE-kurserne er eftertragtede og kører i skrivende stund med fyldte hold langt ind i det nye år. De er målrettet installatør- og montørvirksomheder, som installerer små vedvarende energianlæg som varmepumper og solceller. Det er kompliceret teknologi, der skal håndteres af fagfolk med de krævede kompetencer, så forbrugerne får det største udbytte af installationen - og det skal den nye lov om VE-kurserne sikre.

- MARTEC er en stor og markant uddannelsesspiller på en række tekniske kurser inden for køleteknik og varmepumper og ikke mindst på maskinmesteruddannelsen. Så for os er det et meget frugtbart samarbejde, hvor vi kan bruge hinandens kompetencer på tværs af uddannelser og skoler, siger direktør på TECHCOLLEGE, Søren Samuelsen.

Samarbejdet mellem de to nordjyske skoler dækker ikke kun kurser, men også intern videndeling og udveksling af undervisere og andre ressourcer med fokus på at højne uddannelseskvaliteten for elever og kursister på begge uddannelsesinstitutioner.

 

For mere information om kurset kontakt efteruddannelseskonsulent Birgitte Boe, mail: bbm@techcollege.dk tlf.:25266249


Seneste nyheder

”Jeg vil gerne være den, der gør oplevelsen ekstra god”

23-06-2025

Cecilie Sennenvald forfølger sin passion for at yde værtsskab som receptionist-elev på Techcollege – og hun er allerede godt på vej mod toppen.

Nedtælling til EuroSkills 2025

23-06-2025

Fra HTX til TV2 Nord: Rasmus gør drømmen om droner til virkelighed

23-06-2025

Allerede som HTX-elev vidste Rasmus Kragh, at han ville arbejde med teknologi, der kunne flyve. I dag, knap et år efter han blev student, driver han sin egen dronevirksomhed...

Vis flere