Forrygende festlige fredag til Tech Challenge

 
Et billede

Fredag stod den på Tech Challenge på Øster Uttrup Vej; den årlige studiestartdag, hvor alle nye grundforløbselever konkurrerer med og mod hinanden i en masse forskellige discipliner.

Godt 1400 mennesker var samlet på udendørsarealerne på Øster Uttrup Vej, hvor der var gang i den fra morgenstunden.

Efter en kort velkomst fra TECHCOLLEGE's nye direktør, Søren Samuelsen, og derefter lidt praktiske informationer, blev dagen skudt ordentligt i gang med at lave holdnavne, udklædning og - for nogles vedkommende - et kampråb.

Nogle var i sidstnævnte disciplin tydeligvis blevet lidt inspirerede af forårets Robinson-ekspedition, mens andre holdt det kort og kontant med et 'huh'. Et enkelt hold havde deres undervisers navn som kampråb. Men ingen ville indrømme, om det var opstået under pres eller ej.

Derefter gik konkurrencerne ellers i gang, hvor disciplinerne varierede imellem blandt andet en god gammeldags omgang gummistøvlekast, en tur gennem en forhindringsbane med bind for øjnene og porcelæn på en bakke, et dyk ned i ordforrådet med et (stort) spil scrabble og selvfølgelig den navnkyndige Den Dvaske Flaskedasker, hvor en tennisbold i en nylonstrømpe spændt over hovedet gør det ud for våben mod en bande af vandflasker.

En kort byge, der mest af alt kan betegnes som lidt ekstra tung dug, var dagens eneste negative indslag, hvor godt humør, store smil og - selvfølgelig - konkurrencevillighed var de klart altoverskyggende elementer.

Men ak - der kan kun være én vinder, og i år var der ikke rigtigt nogen tvivl. Med godt 50 point ned til andenpladsen var der nemlig ikke rigtigt nogen, der var tæt på at slå hold 47; et hold EUX-elever fra El, Byggeri og Energi, der har kæmpet og svaret sig til hovedpræmier, som bestod af en uges frokost i kantinen.

Efter en kort kåringsceremoni var det tid til at sørge for, at humøret stadig var højt til resten af eftermiddagens sjov og ballade i fredagscaféen, og for at sørge for det, kom komikeren Ruben Søltoft på scenen.

Endnu en gang et stort tillykke til hold 47 - og også til hold 57 og 56, der kom på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

 

Seneste nyheder

Verdens Vildeste Brobyggere er næsten klar

25-05-2023

Fredag 2. juni står den på Verdens Vildeste Brobyggere ved C.W. Obels Kanal i Aalborg, og her kan du opleve tre hold med elever og lærlinge fra vidt forskellige uddannelser give sig i kast med at bygge henholdsvis en flyde-, bue- og skråstagsbro.

TECHCOLLEGE var vært for Planteløftet

24-05-2023

Tirsdag 23. maj var vi her på TECHCOLLEGE vært for Planteløftet; en fagdag for over 160 madprofessionelle, der kunne tænke sig at blive klogere på, hvordan lokale økologiske planter kan indgå i og udgøre en endnu større del af madproduktionen.

DM, eksamen og så EuroSkills

16-05-2023

I februar arbejdede han sig til en førsteplads ved DM i Skills for lastvognsmekanikere. I denne uge tager han hul på sine sidste eksamener på de gymnasielle fag, der følger med EUX-uddannelsen. Og til september kan han så rejse til Gdansk i Polen, hvor han skal repræsentere de danske farver ved EuroSkills. Frederik Brandstrup Worm har gang i et begivenhedsrigt 2023.

Vis flere