1300 elever samlet til årets ryste-sammen-fest, Tech Challenge 2021

 

Til Tech Challenge 2021 blev udendørsarealer ved Øster Uttrup Vej forvandlet til en legeplads for alle vores 1300 nye GF1-, GF2- og EUD10-elever til TECHCOLLEGEs ryste-sammen-studiestartsdag. Traditionen tro dystede eleverne mod hinanden i en kæmpeturnering, hvor det gjaldt om at høste point ved at løse forskellige opgaver i hold.

Dagen blev skudt i gang fra scenen med en velkomst fra uddannelsesguiderne og en tale fra uddannelsesdirektør, Bo Banch. Alle aktiviteter foregik udendørs, og heldigvis havde solen også valgt at kigge frem, som prikken over i’et. Morgenmaden blev indtaget på plænen forud for alle aktiviteterne, så ingen skulle kæmpe på tom mave.

Alle hold fik mulighed for at blive udsmykket med tyl og ansigtsmaling, så den helt rette holdånd kom til syne. Nogle havde lavet hårbånd af tyl, mens andre havde malet små dekorationer eller streger på kinderne. Det var værd at gøre sig umage, da der også var en præmie til det bedst udklædte hold.

De forventningsfulde elever blev fordelt ud på forskellige poster, hvor de skulle dyste mod hinanden i bl.a. Den dvaske flaskedasker, Hulahopløb, Vandflaskebowling, Den indiske madrasvender, Gummistøvlekast. Der blev heppet, kæmpet og grinet gennem de forskellige aktiviteter, der krævede både præcision, hurtighed, tålmodighed og ikke mindst teamwork.

Det var tømrerne fra hold 38, der med flest point løb med sejren og vandt en uges frokost i kantinen, og tandklinikassistenter fra hold 47 vandt for bedste udklædning og fik drinksbilletter til fredagscaféen.

Dagen sluttede af med grineanfald udløst af en veloplagt Nikolaj Stokholm, og bagefter var der fredagscafé, hvor eleverne kunne hygge videre med sine nye kammerater.

Et stort tillykke til vinderne og tak til alle for en helt vild sjov dag.

 

Seneste nyheder

Kokkelever hev sølv med hjem fra DM for kokke- og tjenerelever

23-03-2023

De to kokkeelever Natasha og Geisler sikrede sig to meget flotte sølvmedaljer ved årets DM for kokke- og tjenerelever, der blev holdt i København onsdag den 22. marts. Også de to tjenerelever Sofie og Josefine kæmpede bravt og fik en flot 4. plads.

Skills-deltagere blev hyldet og fejret

20-03-2023

Guldvinderne er allerede blevet fejret, men her på TECHCOLLEGE vil vi gerne hylde alle de passionerede unge, der stolt har repræsenteret deres fag ved DM i Skills. Derfor var alle vores 20 Skills-deltagere mandag aften inviteret til en lille sammenkomst i skolens restauranter, hvor selvfølgelig deltagerne selv, men også deres familie og mestre var inviteret med.

Borgmester hyldede guldvindere

15-03-2023

Det er ikke kun os her på TECHCOLLEGE, der er utroligt stolte af vores guldvindere fra DM i Skills - det er borgmester Thomas Kastrup-Larsen fra Aalborg Kommune også. Derfor havde han inviteret på en lille ceremoni på Aalborg Rådhus.

Vis flere