21-årige Victor til DM i flisemurer: - Jeg vil gerne give mureruddannelsen et ekstra skub

 

Faglærer Samuel Birk Axelsen er i gang med at instruere fire murerelever i, hvordan fliserne på en ellers næsten tom og blank væg kommer til at sidde knivskarpt. De fire murerelever er dog ikke bare hvem som helst. De er nemlig de fire finalister i DM i flisemurer.

Konkurrencen om at blive Danmarks bedste flisemurer foregår i år i murerhallen på TECHCOLLEGE, da corona har sat en stopper for DM i Skills, som er det store årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Heldigvis har corona ikke taget konkurrencelysten fra de unge, og i træningsugen op til selve mesterskabet er der fuld fokus på opgaven hos alle fire murerelever.

En af de fire deltagere er 21-årige Victor Bundgaard Jensen fra TECHCOLLEGE, og med erfaringen og en 3. plads til DM i Skills 2020 er han mere end klar til at dyste i flisemurer-konkurrencen.

- Min ambition i år er at vinde. Sidste år var jeg så spændt, og det gik også godt de første par dage, men jeg fik sat fliserne lidt for langt mod højre. Så røg jeg fra en 1. plads og ned på 3. pladsen. Så i år går jeg efter at vinde, siger Victor Bundgaard Jensen, der til daglig er i lære hos MT Højgaard.

Mere fokus på murerfaget

Sidste år, hvor Victor deltog i DM i Skills i Bella Center, dystede ikke mindre end 300 lærlinge om at blive Danmarks bedste inden for deres fag, og cirka 65.000 besøgende lagde vejen forbi.

- Det er en kæmpe oplevelse at være med – også selvom det i år ikke kan være til det rigtige DM i Skills, fortæller Victor Bundgaard Jensen, som alligevel kan se frem til at få besøg af nysgerrige sjæle og folk fra branchen, når konkurrencen løber af stablen fra torsdag den 26. august til søndag den 29. august.

- Jeg deltager i konkurrencen for at møde nye mennesker og blive dygtigere til mit håndværk. Jeg lærer ekstremt meget af det – især i forhold til de små detaljer. Og det er da heller ingen hemmelighed, at det er fedt, når folk kigger på ens arbejde. Jeg vil gerne give mureruddannelsen et ekstra skub og være med til at gøre erhvervsuddannelserne mere populære.

Når musikken spiller, og opbakningen står klar

I træningsugen bruger Victor også mange timer på at øve sig på at få skåret fliserne korrekt og placere dem helt rigtigt. Selve DM-konkurrencen varer 22 timer og er fordelt på fire dage, og for at bevare fokus og koncentrationen undervejs gør Victor brug af et helt særligt trick:

- Jeg går ind i min egen boble, og så kan jeg godt lide at høre 80’er musik imens. Det har et godt tempo, som betyder, at jeg også selv holder tempoet i mit arbejde.

Et godt tempo er sammen med godt håndværk nemlig essentielt, hvis man som Victor går efter at vinde. Men det kan også være svært at klare sig igennem konkurrencen, hvis man ikke har opbakning med. Heldigvis er Victors læreplads, MT Højgaard, helt med på, at han skal deltage i konkurrencen, og kan sagtens se vigtigheden af det.

- Jeg får faktisk løn, mens jeg træner. Det er ikke noget, som de er forpligtiget til at give, men det har de besluttet at gøre for at støtte mig. Mine chefer kommer også og kigger, når selve konkurrencen er i gang. Det er dejligt at mærke, at de støtter mig, fortæller Victor Bundgaard Jensen.


Seneste nyheder

6 guldmedaljer til TECHCOLLEGE ved DM i Skills 2024

20-04-2024

DM i Skills 2024 må siges at være en succes. Det blev nemlig til 6 guldmedaljer, efter alle 22 TECHCOLLEGE-deltagere havde ydet deres bedste til de mange konkurrencer.

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

25-10-2023

Arvid og Oliver fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE.

Vis flere