Gør begyndere gode til at løse basale grafiske opgaver

 

Kurset 'Professionel grafisk designer' henvender sig typisk til marketingassistenter og andre, der gerne vil lave eller rette i grafiske materialer uden at skulle vente på reklamebureauet eller en inhouse grafiker. Eller som bare gerne vil spare reklamebureauets store regninger for små grafiske hverdagsopgaver.

Både Karina Østergaard og Anne Bak Larsen fra Toyota Material Handlings salgsafdeling er netop på Professionel grafisk designer på TECHCOLLEGE for at kunne lave tingene selv.

- Vi har med de brugte maskiner at gøre og i stedet for at skulle til marketing, hver gang der skal laves salgsmateriale om de brugte maskiner – så kan vi selv sætte det op i et katalog til sælgerne, som de så kan tage med ud, fortæller Karina Østergaard. Hun fremhæver, at det gør afdelingen mere fleksibel, når flere kan lave materialet i stedet for at vente på én, der kan.

- Vi har selv mulighed for at tage nogle opgaver i stedet for at skulle vente på at de skal andre steder hen, supplerer hendes kollega Anne Bak Larsen.

- Vi har én brugt maskine af hver, så det der med at have en hel marketingafdeling, der skal sætte det op for os… Maskinen er mange gange solgt, inden de når at blive færdige. Der skal vi simpelthen rykke hurtigt, for at det har værdi, uddyber Karina Østergaard.

Kurset giver et sikkert grundlag

Et grundkursus som Professionel grafisk designer giver kursisterne reelt udbytte af Adobe-pakkens grafiske programmer. De opnår et sikkert grundlag, som de kan bruge i deres hverdag og bygge videre på, efterhånden som de får mere erfaring.

- Vi har adgang til de her programmer, som kan en hel masse, og selv om jeg har fået vist nogle enkelte ting af kolleger, så kan jeg ikke så meget mere end det, fortæller Anne Bak Larsen, og tilføjer:

- Selvfølgelig kan man gøre nogle ting af ren interesse og være lidt selvlært, men man har jo alle mulige andre ting i hverdagen. Og det er vigtigt at kunne de der grundværktøjer.

Her på fjerdedagen med InDesign, føler Karina Østergaard sig sikker på at kurset giver udbytte:

- Altså der er basis for ikke at være bange for at navigere rundt i programmet. Vi kan kaste os ud i at starte et layout helt fra bunden, og ikke altid overtage det fra en grafiker. Det føler jeg mig meget mere rustet til med de ting, vi nu har lært.

Hele pakken: Photoshop, Illustrator og InDesign

På Professionel grafisk designer på TECHCOLLEGE kommer kursisterne gennem både billedbehandling i Photoshop, grafik med Illustrator og publikationer med InDesign. Der er fire dage til hvert program, og egentlig kan de tre dele også tages enkeltvis. Anne Bak Larsen og Karina Østergaard følger hele kurset, alle 12 dage.

- For os var det hele pakkeløsningen, der var afgørende, fortæller Karina Østergaard.

- Man betaler for Adobe-pakken og har alle de her programmer – og de spiller så meget sammen – så det var vigtigt at finde et kursus, der tog hele pakken. Og heller ikke kun én dag af hver ting, som så kun ville være en introduktion, tilføjer hun.

Også kursets lærer, Gert Laursen får pæne ord med på vejen:

- Det er meget tydeligt, at han kan sit kram, slår Anne Bak Larsen fast, og Karina Østergaard uddyber:

- Han er simpelthen indbegrebet af Adobe. Og så er han yderst behagelig – der er ikke nogen dumme spørgsmål og ikke noget, han ikke kan svare på.


Seneste nyheder

Verdens Vildeste Brobyggere er næsten klar

25-05-2023

Fredag 2. juni står den på Verdens Vildeste Brobyggere ved C.W. Obels Kanal i Aalborg, og her kan du opleve tre hold med elever og lærlinge fra vidt forskellige uddannelser give sig i kast med at bygge henholdsvis en flyde-, bue- og skråstagsbro.

TECHCOLLEGE var vært for Planteløftet

24-05-2023

Tirsdag 23. maj var vi her på TECHCOLLEGE vært for Planteløftet; en fagdag for over 160 madprofessionelle, der kunne tænke sig at blive klogere på, hvordan lokale økologiske planter kan indgå i og udgøre en endnu større del af madproduktionen.

DM, eksamen og så EuroSkills

16-05-2023

I februar arbejdede han sig til en førsteplads ved DM i Skills for lastvognsmekanikere. I denne uge tager han hul på sine sidste eksamener på de gymnasielle fag, der følger med EUX-uddannelsen. Og til september kan han så rejse til Gdansk i Polen, hvor han skal repræsentere de danske farver ved EuroSkills. Frederik Brandstrup Worm har gang i et begivenhedsrigt 2023.

Vis flere