Søg

Tilbage til en tryg hverdag

Torsdag 25. april modtog TECHCOLLEGE og Aalborg Tekniske Gymnasium en bombetrussel. Flere af afdelingerne var lukket ned i to dage, inden politiet kunne konstatere, at der ikke var nogen bombe eller andet mistænkeligt at finde. Her følger en besked fra direktør Michael Johansson.

Torsdag blev vores elever og ansatte udsat for en grim oplevelse, da en bombetrussel blev sendt til flere af vores ansatte.

Det er en situation, man er nødt til at tage alvorligt, og hvis der er den mindste trussel mod elevernes og de ansattes sikkerhed, så er vi selvfølgelig nødt til at agere herefter. Politiet vurderede, at det var sikrest at afspærre hele skolen, og derfor fulgte vi selvfølgelig politiets anbefaling og satte gang i at få rømmet både elever og ansatte på alle skolens afdelinger. Vi lever i en tid, hvor vi ikke kan tillade os at gå ud fra, at det er tomme trusler, når sådan noget sker, og alt for ofte ser vi eksempler på trusler, der ikke bliver taget alvorligt, hvor konsekvenserne bliver unødvendigt hårde.

Heldigvis fandt politiet ikke nogen bombe, men uanset der ikke blev fundet sprængstof eller andet, så er det stadig en virkelig ubehagelig oplevelse for alle involverede. Selvom der ikke var nogen bombe, så betyder det ikke, at frygten ikke var der.

Det er vigtigt at huske på, at det jo ikke kun er vores elever og ansatte, der har været berørte af den her oplevelse, men også deres familier og venner, for ikke at tale om de lokale beboere, der også har gået med en frygt for, hvad der nu skete i deres nabolag. Vores nyheder er dagligt fyldt med indslag fra hele verden, der fortæller om angreb af forskellige slags på alle slags mål.

Pludselig kom det meget tæt på. Ikke bare til et naboland eller et område i nærheden. Nej, lige ind i vores egen baghave. Selvfølgelig skaber det usikkerhed, og selvfølgelig skaber det spørgsmål. Hvem står bag? Hvad var intentionen? Kan vi føle os sikre?

Det er ikke alle svarene, der kan gives endnu. Vi ved endnu ikke, hvem der står bag truslen eller hvad intentionen har været, men én ting er sikkert: vi vil hjælpe politiet så meget som overhovedet muligt for at sikre, at afsenderen bliver fundet. For uanset de ukendte motiver bag truslen, så er det utilgiveligt, at vores elever og ansatte har haft grund til at stille spørgsmålstegn ved deres sikkerhed på vores adresser.

Det vigtigste er, at alle ved, at de kan føle sig sikre, når de færdes på skolen. Personligt kan jeg sige, at jeg føler mig fuldstændig tryg ved at være mødt ind igen. Det gør jeg, fordi jeg ved, at politiet har gjort et stort og koncentreret stykke arbejde med at sikre, at der ikke er nogen grund til bekymring.

Jeg kan kun udtrykke den største ros for indsatsen under hele forløbet. Både til politiet, men også vores egne ansatte og elever, der alle var med til sørge for, at en uvant og uventet oplevelse blev håndteret roligt og i god orden.

Nu bliver der foretaget en evaluering af hele forløbet i samarbejde med politiet. Der vil altid være plads til forbedringer, og selvom vi selvfølgelig alle håber, at vi aldrig kommer til at stå i sådan en situation igen, så er det vigtigt at få klarhed over, hvad der kunne være gjort anderledes.

Der vil helt sikkert opstå flere spørgsmål, og hvis nogen føler sig utrygge, så er det vigtigt, at de får talt ud om det. Med medstuderende, en lærer, venner, familie, en kollega eller en leder. Få sat ord på, hvad der fylder i tankerne. For kun sådan kan vi alle komme tilbage til en tryg hverdag.

Hilsen Michael Johansson