TECHCOLLEGE har fundet sin nye direktør

 
Et billede

Der er nu sat navn på den person, der skal overtage direktørposten, når Michael Johansson går på pension 31. juli.

Ny mand i spidsen for TECHCOLLEGE bliver Søren Samuelsen, når han 1. august overtager direktørsædet. Søren Samuelsen har været hos UCN siden 2009, hvor han tiltrådte som direktør for HR og Ledelse, inden han blev udviklingsdirektør. Han er ikke et ukendt navn på TECHCOLLEGE, da han fra 1996 var ansat på skolen, der dengang hed Aalborg Tekniske Skole, først som konsulent i og chef for den internationale afdeling, siden som uddannelseschef for Center for Virksomhedsudvikling, der nu går under navnet Act2Learn.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til TECHCOLLEGE. Selvom det er nogle år siden, jeg sidst var ansat på skolen, har jeg fulgt med fra sidelinjen, og det virker til at være en god og stærk organisation. Som alle andre erhvervsskoler har TECHCOLLEGE været igennem en svær tid, men den er blevet styret flot igennem nogle turbulente år. Skolen står på et solidt fundament, og jeg ser gode muligheder for både at fastholde og udvikle den position, TECHCOLLEGE har som en af landets største erhvervsskoler, fortæller Søren Samuelsen.
- Jeg har haft en rigtig god tid hos UCN, men at stå i spidsen for en organisation af TECHCOLLEGE’s størrelse er en udfordring, som jeg ikke kan lade passere. Danmark har helt generelt en udfordring i forhold til at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og det er et problem, som TECHCOLLEGE også skal være med til at løse. Det glæder jeg mig rigtigt til at arbejde med, både lokalt på TECHCOLLEGE, men også politisk og gennem samarbejde med landets øvrige store erhvervsskoler.

Med over 20 år hos først Aalborg Tekniske Skole og siden UCN er det en profil med god erfaring fra uddannelsessektoren, der overtager tøjlerne på TECHCOLLEGE, og det har været altafgørende, fortæller bestyrelsesformand Torben Nørgaard Christensen.
- Vi har haft et pænt ansøgerfelt, men det var har været vigtigt for os at få en direktør, der har indsigt i og forståelse for skoleverden, så han relativt let kan sætte sig ind i og ikke mindst være med til at påvirke det uddannelsespolitiske område, fortæller Torben Nørgaard Christensen.
- TECHCOLLEGE har været inde i en positiv udvikling, og fokus har i ansættelsesprocessen været på at finde en profil, der både kan fortsætte den stabile drift og samtidigt have blik for at igangsætte nye projekter for at udvikle og styrke skolen. Vi er overbeviste om, at vi med Søren Samuelsen har fundet den helt rette mand til at lede TECHCOLLEGE mod endnu bedre tider.

Søren Samuelsen tiltræder som direktør på TECHCOLLEGE 5. august 2019.


Seneste nyheder

6 guldmedaljer til TECHCOLLEGE ved DM i Skills 2024

20-04-2024

DM i Skills 2024 må siges at være en succes. Det blev nemlig til 6 guldmedaljer, efter alle 22 TECHCOLLEGE-deltagere havde ydet deres bedste til de mange konkurrencer.

Skorstensgaard-lærling blev værkfører fra første arbejdsdag

20-02-2024

Et job i mekanikerbranchen byder på spændende karrieremuligheder – og dét kan allerede ske inden karrieren rigtig er startet. Det kræver blot, at man gør en ekstra indsats og yder sit bedste. Og det gjorde vores tidligere elev Victor Bach Nielsen i den grad. Han er værkfører på værkstedet i Skorstensgaard Aalborg. Men for knap et halvt år siden var han stadig under uddannelse som mekanikerlærling.

Pilotprojekt uddanner grafisk teknikere til Sverige

25-10-2023

Arvid og Oliver fra Sverige har netop afsluttet deres første hovedløb på grafisk tekniker-uddannelsen på TECHCOLLEGE.

Vis flere