Søg

Kokke og tjenere kæmpede side om side

Der blev langet lækker mad, cocktails og god betjening over disken søndag, da TECHCOLLEGE lagde lokaler til Nordjysk Mesterskab for Kokke- og Tjenerelever.

I køkkenet kæmpede 7 hold á to kokke om at overbevise et kræsent dommerpanel om, at de var regionens bedste elevpar, mens tjenereleverne i Gastronomisk Teater høfligt smilede og arbejdede skarpt efter en tidsplan så stram, at det var lige før, det fremmødte TV-hold fra Tv2Nord ikke kunne nå at smide en mikrofon på en af eleverne, inden der skulle bydes velkommen til gæsterne.

undefined

Der forinden havde tjenerne allerede været i gang i et par timer med at vise deres evner inden for bordopdækning, cocktails og en række andre discipliner med fine, franske betegnelser.

Maden, de slutteligt serverede for de indbudte gæster, var selvfølgelig resultatet af kokkenes konkurrence. Så ud over anretninger til de fem dommere i kokkekonkurrencen, skulle kokkene altså også lige anrette seks tallerkner til et af de syv selskaber i Gastronomisk Teater.

Retterne var selvfølgelig af både den salte og den søde slags, og at bedømme ud fra gæsternes udtryk faldt det meste vist i ret god smag. Dommerne? Ja, sådan nogle er jo altid svære at aflæse.

Det samme var dommerne i tjenerkonkurrencen, der vandrede hvileløst rundt blandt de syv borde og vurderede de fire tjener-elever, der havde valgt at tage konkurrencen op. Spurgte man dem, om eleverne gjorde det godt, var svaret kort og kontant: "fint".

undefined

Men man skal selvfølgelig heller ikke forstyrre arbejdende folk i fuld koncentration.

Til slut skulle dommerne selvfølgelig votere, inden de kunne kåre en endelig vinder af de to konkurrencer, og da den sidste dessertske var slikket ren og sidste serviet lagt foldet hen over bordkanten, blev vinderne...

(forestil dig en lille trommehvirvel her):

Kokkeelev Elisabeth Madsen, som er i lære hos Musikkens Spisehus

Kokkeelev Cecilie Bunk Pedersen, som er i lære hos Ruths Hotel

Tjenerelev Jasmin Obenheimer Mørch Jensen, som er i lære hos Bryghuset Vendia

Et stort tillykke herfra!

undefined

Nordjysk Mesterskab for Kokke- og Tjenerelever er et samarbejde mellem TECHCOLLEGE, EUC Nord og Kokkeforeningen Danmark.

På kokkesiden var Dennis Rafn fra Bent Brandt overdommer, mens Karina Grand fra Moment var overdommer ved tjenerkonkurrencen.

Se flere billeder fra dagen i galleriet herunder.