Svendeprøve hjemme fra lejligheden

 

Torsdag var der danmarkspremiere på et helt nyt koncept på TECHCOLLEGE: virtuel svendeprøve på automatik- og procesuddannelsen.

Egentlig lød beskeden, at svendeprøven skulle udskydes, til elever, lærere og skuemestre igen kunne møde fysisk ind på skolen, men da statsminister Mette Frederiksen forlængede lukningen af Danmark på grund af corona-situationen, kom der besked om, at svendeprøverne skulle afholdes alligevel.

- Det skulle da lige tænkes igennem nogle gange, hvordan vi kunne klare det. Det er jo en ret hardware-baseret uddannelse, hvor svendeprøven normalt foregår ved et produktionsanlæg, hvor der skal demonstreres og fejlsøges og så videre, og det kunne vi jo ikke så godt gennemføre, fortæller faglærer Mikkel Mellergaard.

I stedet måtte han tænke kreativt. Først skulle han have skuemestrene med på idéen. Skuemestre er branchefolk, der for automatikteknikernes vedkommende repræsenterer både Dansk Industri og Dansk Metal, og som Mikkel Mellergaard fortæller det, så er de ‘virkelig dygtige til deres fag - men det plejer jo ikke lige at foregå over en internetforbindelse’.

- En af dem skulle først lige have skaffet en computer, og så kunne jeg holde et par møder med dem i Microsoft Teams, så de kunne få en idé om, hvordan den slags virker.

Til selve eksamen måtte Mikkel Mellergaard tænke kreativt. I stedet for, at eleverne kunne demonstrere og svare på spørgsmål ved et produktionsanlæg, gik faglæreren i stedet rundt om anlægget med sin telefon.

- Så da eleverne havde lavet deres virtuelle præsentation selv, så kunne vi stille spørgsmål til komponenter og funktioner og så videre ved at jeg gik rundt og filmede og pegede.

Den normale fejlfindingsdel af svendeprøven måtte også omtænkes, for eleverne kunne jo ikke teste en maskine virtuelt. Så i stedet havde Mikkel Mellergaard el-tegninger med indlagte fejl i på sin computer, og så kunne eleven virtuelt overtage faglærerens computer og på den måde finde og udpege fejl.

Endte med en fin svendeprøve

En af de 10 elever, der på den måde altså blev de første automatikteknikere til virtuel svendeprøve, var Jens Skallerup Jensen, som nogen måske kan huske fra DM i Skills, hvor han vandt guld. Nu har han bestået svendeprøven, men ikke helt sådan, som han havde forventet eller håbet.

- For at sige det lige ud, så var det noget lort, at det blev sådan her. Svendeprøven er jo… Ja, kulminationen på hele uddannelsen, hvor man i løbet af skoleforløbene går og snakker med hinanden og underviseren om, at man skal gøre så’n og så’n, og det kunne være fedt, hvis man lige kunne gøre så’n - og så kan man bare ikke bruge det til noget som helst alligevel, føler man lidt.

For at gøre det klart, så var det omstændighederne og ikke selve svendeprøven, han her refererede til.

- Nej, under omstændighederne fungerede selve svendeprøven perfekt. Jeg blev positivt overrasket, for jeg kan da godt indrømme, at jeg havde forventet, at teknikken nok skulle ende med at drille - men det hele spillede bare, og det endte med at fungere som en rigtig fin svendeprøve, selvom det ikke lige blev den, vi havde regnet med.

Jens Skallerup Jensen klarede svendeprøven til UG med kryds og slange - hvis man da stadig brugte den slags - og selvom han er glad for, at prøven nu er klaret, så var det også lidt et antiklimaks.

- Det var bare… ‘Tillykke’, ‘tak’, log af og så lukke computeren og så sad jeg der hjemme i min lejlighed og vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle agere. Det skal selvfølgelig fejres med familie og venner, men det må jo nok hellere vente lidt.

I øvrigt kan det da lige afslutningsvis bemærkes, at alle 10 elever klarede svendeprøven - 3 af dem med et 12-tal til følge. Så et stort tillykke med det.


Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere