Flot hæder til lærer-team på TECHCOLLEGE

 

Det er sjældent sjovt at blive bedt om at blive hængende lidt efter arbejde, men her tirsdag eftermiddag er teamet bag grundforløb 1-fagretningen ’El, byggeri og energi’ nok alligevel ganske glade for, at de mødte op til en ”spændende faglig begivenhed”, som det hed sig i mødeindkaldelsen.

Baggrunden for at samle teamet var nemlig en overraskelse i form af prisoverrækkelsen af dette års ’Byggeriets Faglærerpris’, der uddeles af Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet.

- Vi har haft flere spændende og dygtige kandidater i spil. Når valget falder på Grundforløb 1 på TECHCOLLEGE, skyldes det, at de har formået at nytænke undervisningen, skabe stærke relationer og fastholde eleverne i en sjælden grad, fortæller Sidse Buch, direktør i Boligfonden Kuben.
- Det kræver træning, gåpåmod og nysgerrighed at blive en god håndværker. Grundstenen bliver lagt på skolerne i mødet mellem elev og lærer, så dygtige faglærere er guld værd. De lægger kimen til en ny generation af dygtige håndværkere, og det har vi brug for i Danmark.

Teamet får prisen for deres store indsats for at ryste årgangen sammen fagligt og socialt, hvor undervisere og elever blandt andet har taget del i Projekt Kick, der har taget dem forbi blandt andet sportsgrene som selvforsvar, parkour og skateboard. På det faglige plan bruges den sidste halvdel af Grundforløb 1 gået med i fællesskab at samarbejde på tværs af fag om at bygge en lille by.

- Det er en fornøjelse at se den kreativitet og dedikation, faglærerne lægger i deres arbejde. De formår at introducere eleverne til en hel gruppe fag, så de kan se, hvad det enkelte fag byder ind med, og samtidig forstår helhederne i byggeprocesserne. De har et blik for relationerne mellem fagene, mellem eleverne, og mellem elever og lærere. For de unge mennesker er det skønt at være et sted, hvor du bliver set og får hjælp, når du har brug for det både fagligt og socialt, siger Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.

Fra TECHCOLLEGEs side er der selvfølgelig også kun stor stolthed at spore over lærer-teamets indsats og hædring.
- Det er jo en del af vores strategi, at vi vil styrke læringsfællesskaber, for god læring og trivsel skabes gennem et godt teamarbejde mellem lærerne. Her har vi et team, som allerede praktiserer det og som kan inspirere andre, lød det fra direktør Søren Samuelsen.
- Der skal et stærkt professionelt læringsfællesskab til for at flytte elever fra a til b til c – og det altafgørende er det gode fagfællesskab mellem lærerne.

Med prisen følger – udover den fine titel – et rejselegat på 60.000 kroner. Men da teamet trods alt er på 9 personer, har TECHCOLLEGE selv valgt at hædre holdet med 40.000 kroner, så det samlede legat bliver på i alt 100.000 kroner.


Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere