Træningstimer og gentagelser – uge efter uge
Casper træner omkring 20 timer om ugen i et værksted, der er bygget specielt til formålet. Her opsætter han den officielle EuroSkills-stand, måler, gennemgår og nedtager den – og starter forfra ugen efter.
”Jeg har brugt næsten alle torsdage og fredage siden oktober på at træne. Det er meget arbejde, men det er nødvendigt, hvis man vil gøre det ordentligt.”
Casper træner op til konkurrencen i tæt samarbejde med sin arbejdsplads og eksterne eksperter.
Næsten klar
Casper har allerede fået opgaven til konkurrencen – men som en del af formatet bliver 30 % af den ændret. Han kender altså ikke den præcise udfordring endnu, men har en god idé om, hvad han går ind til.
”Det gør det selvfølgelig lidt spændende, men jeg føler mig godt forberedt. Nu handler det om at holde fokus og blive skarp på detaljer og rækkefølge.”
Valget faldt på el – og muligheder
Casper valgte elektrikeruddannelsen efter et praktikforløb hos Øgaard A/S El. Her oplevede han bredden i faget og de mange udviklingsmuligheder.
”Der er så mange retninger i faget – det tiltalte mig. Og jeg kunne mærke, at det var det rigtige valg, da jeg først stod i lære.”
Familieopbakning med afsavn
”Min familie synes, det er fedt, at jeg skal til EuroSkills – men der er ingen tvivl om, at de også mærker, hvor mange timer jeg bruger på det. Jeg er tit i værkstedet om aftenen og i weekenderne, så det koster noget – men det er det hele værd.”
Målrettet ung mand
Hos Techcollege er vi stolte af Casper og det unikke drive, han besidder. Han er et stærkt eksempel på, hvad der sker, når motivation og faglighed mødes – og vi glæder os til at heppe på ham, når han til september repræsenterer Danmark ved EuroSkills 2025.
Hvad er EuroSkills?
EuroSkills er Europamesterskaberne for elever på erhvervsuddannelser og unge håndværkere. EuroSkills holdes hvert andet år, og næste gang er i september 2025 i MCH Messecenter Herning. Det er niende gang, at EuroSkills bliver afholdt, og for første gang nogensinde skal Danmark være værtsland. Skillslandsholdet er derfor på hjemmebane, når knap 600 af de dygtigste unge faglærte skal dyste i 38 fag.